Morsverden.dk
Forside
Debat
Rabatlisten
Babylisten
Statistik

Opskrifte-arkiv
Spillearkade
 

Velkommen gæst ( Log In | Registrer )

<< Tilbage

Mor-/barn-profil for Liv og Ellen

Ellen næsten 7 mdr.
Ellen næsten 7 mdr.
slet

Mor: Liv, 42 år ( 28/2)
Datter: Ellen, 15 år

Fødselsdato: 13/1-2003
Oprindelig termin:19/1-2003
Født da mor var 39+1 henne
Fødselsvægt: 3515 g
Fødselslængde: 50 cm
Fødested: Malmø
Bopæl: Malmö
e-mail

> Ret profil / Tilføj søskende <

. Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .

Fødselsberetning:

Jeg vil starte med at sige, at udover en slem kvalme i første trimester med en del opkast til følge, så er min graviditet forløbet rigtig godt. Vi vidste ikke på forhånd, om det ville blive en pige eller en dreng.

Fødselsberetning skrevet nogle dage efter fødslen:

Jeg ville blot fortælle, at lille Ellen kom til verden i mandags kl. 4.10 om natten. Det er jo mit første barn, så da veerne startede kl. 22.41 søndag aften lige, da jeg var gået i seng, så troede jeg, at der ville gå noget tid, inden jeg skulle afsted til hospitalet. En ting vidste jeg, nemlig at jeg ikke havde lyst til at blive sendt hjem igen med besked om, at jeg havde åbnet mig 2 cm eller lignende.

Jeg var meget i tvivl om, hvornår en ve begyndte og sluttede. Desuden havde jeg forventet, at jeg som førstegangsfødende jo nok skulle gennem et længere forløb inden den lille kom til verden. Det blev ikke tilfældet. Min kæreste talte veer, når jeg havde overskud til at sige start og stop. Det blev ikke helt korrekt, da jeg kun sagde til, når det gjorde rigtig ondt.

Vi ringede til fødegangen kl. 00.33 på Malmø sygehus, hvor jeg jo efter planen skulle føde, og de sagde, at jeg skulle tage den med ro og komme efter et par timer, når der var ca. 3 minutter mellem veerne og de varede omkring 1 minut. Fint tænkte jeg - som stadig ikke havde styr på, hvornår de startede og sluttede - så kunne vi jo bare tage derind omkring kl. 2.30. Men der blev hurtigt meget kort tid mellem veerne, og de bed, så jeg bestemt ikke længere var det mindste i tvivl om, at det var veer.

Jeg havde dog stadig i hovedet, at den slags jo kan gå i sig selv igen, og at jeg jo "kun" var førstegangsfødende. Desuden havde jeg en eksamen kl. 10 mandag morgen, så jeg havde et langt stykke hen af vejen en fornemmelse af, at min krop sikkert bare ville drille mig. Jeg fik da også lagt de sidste ting, der skulle i tasken frem, så min kæreste kunne pakke dem. Jeg kom i bad og fik ordnet mit hår lidt, så jeg ikke skulle være generet af det (mit hår er lidt "vildt"), når jeg skulle ligge i sengen (i mange timer, tænkte jeg jo). Jeg fik endda min kæreste med i badet, så han var parat til de mange timer, som jeg forestillede mig lå foran os.
Min kæreste blev ved med at spørge, om det nu var veer, og om jeg kunne sove eller lægge mig ned og hvile mig - det var vist for sent på det tidspunkt *s*.

Kl. 1.40 gik det pludselig stærkt, og jeg var ikke længere i tvivl om, at NU skulle vi afsted. Veerne bare væltede ind over mig uden rigtige pauser. Min kæreste hentede bilen og så var det ellers bare afsted - vi har 5 min til sygehuset. Her kom vi ind på en stue, og jeg kan med det samme sige, at de alle sammen var søde og virkelig dygtige - jordemoder, jordemoderstuderende og to sygehjælpere. Min mave var fuldstændigt spændt (det så meget vildt ud, synes jeg), og det første den jordemoderstuderende sagde var: "Sikke en flot mave du har". Og jeg tænkte bare: "Og heldigvis er den snart væk...*S*".

De par minutter jeg ventede på, at sygehjælperen hentede en jordemoder var så hårde, at jeg måtte ned på gulvet og hænge over sengen - lidt i desperation, tror jeg. Så der lå jeg, da de kom ind. De kunne vist godt se, at det var seriøst, så de undersøgte mig hurtigt - nu var klokken vel ca. 2.00 - og mens jeg gjorde mig klar til en besked om, at jeg stadig manglede at åbne mig 2,3 eller 4 cm, så sagde de ganske hurtigt: "Du har åbnet dig de 10 cm du skal, så nu venter vi bare på barnet". Jeg troede, at det var løgn, og så når jeg tænker tilbage, så havde jeg sku haft svært ved at klare meget længere tid, end det jeg gjorde med så kraftige og lange veer så ofte.

Jeg blev lagt ind på en fødselsstue, og der lå jeg i 2 timer efter, at de havde taget vandet, som var lidt grønt, fordi hun var stresset og havde skidt i det - ingen fare sagde de dog med det samme, for hun kommer snart, og de lagde desuden en elektrode på hendes hoved. Først skulle hun helt ned og stå på bækkenbunden.

Jeg var langsomt begyndt at presse mere og mere, selv om jeg ikke rigtig var i stand til at kende forskel på veerne. Så kom de og sagde, at nu var det ved at være tid - jeg tænkte, at det vel betød indenfor den næste halve time. Jordemoderen mente heller ikke, at det var lige for, og hun havde vist også en anden fødsels lige samtidigt - så hun gik lige i 2 minutter efter min første presseve - som hun sagde. På det tidspunkt havde de stilt sig en ved hvert ben og fortalt mig, at jeg skulle "støde til" på deres hofter med benene, mens jeg holdt dem i hænderne - meget indviklet *s*, men de hjalp mig jo. Så kom den næste ve, og så pressede jeg, og de kunne se hovedet og så gjorde det bare rigtig ondt, og jeg tænkte, at nu skulle hun bare ud, så jeg trak vejret igen og pressede videre og videre og vupti, så kom hun ud i en ve - "rigtige" presseve nr. 2. Jordemoderen kom ind lige efter, at hun kom ud, og hun var selvfølgelig overrasket.

Det lille barn, som vi jo ikke vidste var en pige før de kiggede lidt senere, blev lagt på min mave med det samme. Hun vejede 3515g og var 50 cm - havde termin 19. januar. Hun er bare så forfærdelig dejlig, og vi er simpelthen så lykkelige for hende. Min kæreste er og var en kæmpe støtte, og han er så glad for sine to piger.

Jeg har det fint, og maven er også blevet mindre, end den var, for få dage siden *s*. Glæd jer!!

Personalet var alle søde og rosende, og det var jo dejligt, selv om jeg slet ikke følte, at jeg klarede det specielt godt - det gjorde jeg dog et par timer efter, da jeg kunne overskue situationen lidt bedre. Specielt var Henrietta, der var jordemoderstuderende og i øvrigt dansk en enorm støtte og hjælp.
Min kæreste var sååååå stolt, og han bruger hele tiden ordet fantastisk om det hele og begge os piger. Af og til siger han: "Jeg troede, at det ville være meget hårdere", og det skal han have lov til, for det troede jeg også.

Vi er netop kommet hjem fra patienthotellet, hvor vi har været i 3 døgn, og hvor der var gode faciliteter, vejledning og støtte - det kan altså anbefales at føde i Malmø *s*.

Håber, at I alle har det godt - tillykke til dem der har fået børn og held og lykke til jer andre.

Knus

Liv og Ellen

Søskende på babylisten:

Ellen har ingen søskende på babylisten

Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden

Profilen er senest opdateret d. 19/7-2004

> Slet profil <