<< Tilbage
Mor-/barn-profil for Marianne og Victoria
Fødselsberetning:
Jeg vågnede mandag d. 13. september kl. 05.40 med veer, de var ikke særlig lange, og der gik lang tid i mellem dem, så det var ikke så slemt. Dagen gik meget stille og rolig, hvor jeg enten lå i sengen eller på sofaen. Om eftermiddagen var vi ude hos min mor, for Peter havde lovet at hjælpe hende med at sætte nogle småting op. Det var først da vi kom derud, at min mor fandt ud af, at jeg havde veer. Ved 16.30-tiden ringede jeg til fødegangen, om jeg ikke lige kunne komme op og blive kigget til. Veerne var nemlig begyndt at komme lidt oftere og de var lidt længere. Og desuden bor min mor ikke andet end en spytklat fra sygehuset. Nå, men jordemoderen sagde, at der var lukket og slukket, det kunne ligeså godt ske i morgen som om en uge, så vi tog hjem med uforurettet sag.
Hjemme fik vi noget at spise, og Peter's søster og kæreste var her et smut. Veerne blev værre efterhånden som aftenen gik. Da det blev sengetid gik jeg frem og tilbage fra sengen og til toilettet. Faktisk fik jeg ikke sovet den nat, ikke andet end nogle få minutter i træk. Omkring kl. 3-3.30 gik slimproppen, og veerne blev værre og værre. Efter et bad vækkede jeg ved 7.00-tiden Peter, at nu måtte han godt begynde at spekulere i at gøre noget. Så han gik ud og vendte bilen, så den var klar, så gik han i bad og derefter lavede han noget morgenmad, som overhovedet ikke interesserede mig det mindste. Jeg havde siddet i en lænestol i stuen og set lidt morgen-tv, i de perioder jeg nu kunne holde det ud. Ca. kl. 9.30 ringede jeg ud på fødegangen, at nu ville jeg altså gerne komme. Mine veer varede 1 min. til 1½, men der var godt nok 5-6 min i mellem. Jordemoderen sagde, at vi bare kunne komme.
Vi ankom til fødegangen ca. kl. 10.15, og her kunne de så konstaterer, at jeg var 4 cm åben. Da hun sagde det, tænkte jeg bare: "Gudskelov!", for jeg havde virkelig ikke i sinde at tage derfra igen. Så kom jeg ind i lokalet ved siden af fødestuen, hvor jeg vel lå i 30-45 min, så tjekkede hun mig igen, og jeg havde åbnet mig yderligere 2 cm, så mente hun, at jeg skulle ind på fødelejet i fødestuen. Ikke lang tid herefter kom min konsultationsjordemoder, da den anden jordemoder ikke mente, at hun kunne nå at tage i mod barnet, da hun skulle gå kl. 14. Klokken var nok efterhånden blevet 11.30. Endelig var jeg fuldt åben, og Alis, altså min jordemoder, ringede efter en social-og sundhedsassistent, som skulle være med til fødslen, hun hed Berit. Og da hun kom fik jeg også snart lov til at presse, som var noget hårdt. Under presseveerne fik jeg ilt gennem en iltmaske. Vores lille prinsesse, Victoria, blev født kl. 12.52, og jeg flækkede kun 1 cm, hvor jeg så fik 2 sting, så det var jo ikke så slemt. Jeg fik ingen bedøvelse.
Kl. 13.30 kom den jordemoder ind, som havde taget i mod os, da vi ankom til fødegangen. Hun sagde så: "At det kunne hun da vist godt have nået alligevel." Men, de kunne jo selvfølgelig ikke vide, at en førstegangsfødende ville være så hurtig.
Da vi troede vi skulle hjem fra sygehuset d. 19. september blev vi snydt, for vores lille prinsesse havde tabt sig for meget. Det viste sig, at Victoria ikke fik nok modermælk, så begyndte hun at få modermælkserstatning, og pludselig havde hun taget 230 gr. på på to døgn, så glæden var stor, da vi fik lov at tage hjem d. 21. september, faktisk gik vi ud af sygehuset præcis 1 uge efter jeg var ankommet med veer.
Søskende på babylisten:
Jonathan (11 år 4 mdr)
Daniel (17 år 4 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 22/3-2015
> Slet profil <