<< Tilbage
Mor-/barn-profil for Anja og Cecilie
Fødselsberetning:
Tiden herhjemme
Tirsdag den 28-12-2004 begynder de første veer omkring kl. 23.30, de er ikke særlig slemme og jeg begynder at tænke lidt praktisk (finder papirer frem der skal med på sygehuset, forsøger at finde tlf. nr. til fødegangen, overvejer hvad jeg skal smide i tasken, hvor skal vi parkere Josefine osv.)
Herefter går jeg i seng. Vågner vel 3-4 gange i løbet af natten, har stadig veer, men de er ikke tiltaget i styrke.
Kl. 5.30 næste morgen kan jeg ikke sove mere, står op, laver morgenmad og går i bad, vestyrken er den samme som om aftenen.
Brian og Josefine står op ved 8.00 tiden, fortæller Brian at jeg har veer, slimproppen er gået, der er tegnblødning og vandet er vist også begyndt at sive ligeså langsomt.
Han flyver op og vil køre Josefine af sted med det samme, får ham dog overbevist om at det godt kan vente lidt endnu, så er det heller ikke værrere. Omkring kl. 10.00 kører vi op til Brians storebror + kone for at aflevere Josefine, hun ved ikke hvorfor hun skal være der, og er vist også ligeglad.
Vi kører hjem igen og spiser frokost. Fra omkring kl. 12.00 prøver jeg lige at tage tid for at se hvor ofte veerne kommer og hvor længe de varer. De kommer nu med ca. 5 min. Mellemrum og varer ca. 1 min., det begynder at ligne noget, men de gør stadig ikke særlig ondt, kan stadig lave noget og snakke selv om de er der. Sover lidt middagssøvn, hvor jeg ifølge Brian har sagt nogle lidt anstrengte lyde ind imellem, nok hvor der har været veer, men jeg kunne sagtens sove fra dem.
Kl. 17.00 er tiden på veerne den samme, ringer ind til fødegangen for at høre hvad de synes (kunne lige forestille mig at skulle gå rundt med sådanne veer i 1 uge L)
Jordemoderen synes ikke jeg lyder som en der er lige ved at føde, eftersom jeg stadig fortsætter med at snakke med hende selvom jeg har veer. Hun vil dog gerne lige tjekke både mig og den lille, så vi bliver bedt om at trille en tur derind.
Pakker det sidste i tasken og så kører vi af sted mod Sønderborg. Vi hygger os i bilen og oddser lidt om hvor mange gange vi skal køre den tur, og hvor mange cm åben jeg er nu, for jeg er sikker på vi bliver sendt hjem igen, det gør jo ondt at føde, så det kunne ikke passe det var tæt på endnu.
På sygehuset/fødegangen
Oppe på fødegangen tager den jordemoder jeg snakkede med i telefonen imod os, vi kommer ind i undersøgelseslokalet og hun undersøger mig og tjekker hjertelyden. Konklusionen er at jeg er 4 cm. Åben og ikke må tage hjem igen, så kl. 17.45 bliver jeg indlagt. Får tildelt noget smart sygehustøj og kommer ind på en fødestue. Hun spørger om jeg vil i badekar hvilket jeg gerne vil, men ikke endnu, ville lige vente til behovet var størrere, den var fin med hende, da det godt kunne stoppe veerne lidt hvis man svømmede rundt for tidligt.
Brian går ned i cafeteriaet og køber noget aftensmad til os, det nåede vi ikke lige hjemmefra, samtidig får han hentet tasken i bilen som vi ikke lige havde taget med i første omgang. Mine veer bliver noget værrere efter vi er kommet ind på fødestuen, så jeg havde ikke lige lyst til at gå med ned i cafeteriaet og spise.
Efter ca. 1 time på sengen har jeg så ondt at jeg gerne vil i badekar. Brian går ud og finder en sygeplejerske der fylder det op, samtidig henter hun en jordemoder som siger god for jeg hopper i.
Det var ikke samme jordemoder som tog imod os, hun var nemlig i gang med at føde på en anden stue.
Jordemoderen var rigtig sød, fra jeg kom i badekarret blev hun inde på stuen hos os og sad og snakkede og tjekkede hjertelyd på den lille ind imellem (da vi fik J var der så travlt på fødegangen at vi vel havde besøg af 14 forskellige mennesker, så det var helt mærkeligt, men rart at have ”sin egen”)
Er i badekar ca. 1½ time så er det ikke sjovt længere, veerne er blevet ret kraftige og jeg ville op nu. Det kom jeg og blev bakset hen til fødebriksen og lattergassen ;-)
Her ligger jeg vel en times tid, på et tidspunkt er det som om at veerne ikke længere er så kraftige, så Jordemoderen undersøger hvor åben jeg er, 9 cm – men hun skulle lige rode lidt rundt næste gang jeg havde en ve, og så ville hun lige tage vandet som endnu ikke var gået (meget mystisk, for det var jeg sikker på) Det gjorde hun, og så skal jeg love for der skete noget med veerne.
Hun spørger om ikke jeg vil hænge over en sækkestol, det kunne vi da sagtens prøve, så den bliver pakket frem. Står der ikke særlig længe før hun beder mig presse en lille smule, det flyver ud med vand og blod. Pludselig sætter presseveerne ind men jeg har absolut ikke tænkt mig at føde i den stilling, mit knæ kan ikke holde til det, så jeg er nød til at komme om på ryggen igen. Det er lettere sagt end gjort, for presseveerne kommer ud i et, der er ingen pauser imellem. Jordemoderen siger at vi skal skynde os hvis ikke jeg vil føde sådan, for det er lige op over. Så med hovedet halvvejs ude må Jordemoderen tage fat i sækkestolen og B i mig op på tre smide mig rundt og rykke sækkestolen væk. Endelig omme på ryggen igen, efter ca. 4 presseveer er hovedet ude, jeg troede hele barnet var ude så jeg er ved at samle benene, det får Jordemoderen lige fortalt jeg ikke må, næste presseve kommer kroppen så ud, og vores 2. datter blev født. Fik hende op på maven med det samme, hun var smurt godt ind i fosterfedt, blod og vand, men dejlig.
Ca. 5 min. Efter bliver moderkagen født, den var hel og lige som den skulle være. Jeg havde ikke mistet mere end ca. 200 ml blod, så det var ikke så slemt.
Vi går alle 3 over i den anden seng for at lære vores lille nye datter at kende. Efter at have lagt og kigget på hende i ca. 15 min. Opdager vi at jeg har blødt igennem en gigasygehusble, så Brian henter en sygeplejerske, som skifter den for mig, 15 min. Senere var den gal igen. De bliver derfor enige om at jeg hellere må få en sprøjte der hjælper livmoderen med at trække sig sammen igen. Den sprøjte resulterede i ca. 15 min. Med voldsomme efterveer. Imens jeg lå og vred mig af smerte undersøgte jordemoderen den lille og Brian gav hende tøj på.
De kommer hen i sengen til mig igen, og vi bliver enige om at hun skal hedde Cecilie. Brian går i gang med at ringe rundt til familien og skrive en bunke SMS´er, så alle får besked om at vi har fået en datter.
Så var det blevet tid til jeg skulle tisse, blev fulgt derud af en sygeplejerske, det vælter ud med blod, og ikke bare frisk blod men også kæmpe klumper. Bliver ret svimmel og kan ikke selv gå ind på stuen igen, føler jeg er ved at besvime.
Jordemoderen har været så sød at booke os ind på familieafsnittet (ville absolut ikke på barselsafdelingen og dele værelse med andre) og vi havde fået en plads. Men pga. af den voldsomme blødning og min svimmelhed, er de ikke særlig meget for jeg skal ned på den afdeling, der er nemlig ingen sygeplejersker eller andet personale. Ikke særlig smart når jeg ikke er i topform. Vi bliver derfor enige om at så må jeg komme på barselsafdelingen, og evt. flytte til familieafsnittet næste morgen, hvis ikke jeg må komme hjem da.
Så omkring kl. 1.00 bliver jeg hentet af en portør og kørt ned på barselsafdelingen, Brian kommer gående bagefter med Cecilie
Tiden på barselsafdelingen
Jeg bliver kørt ind på en 3-sengs stue, her lå der i forvejen 2 andre, pga tidpunktet sov de. Sygeplejersken fra afdelingen fortæller mig at jeg skal rykke i snoren hvis jeg vil ud af sengen, jeg må under ingen omstændigheder gå nogen steder hen selv, tænk hvis jeg nu besvimede.
Brian siger farvel og kører hjem og mig og Cecilie lægger os op i sengen, Cecilie lagde sig straks til at sove, jeg ligger bare og kigger på hende og kan slet ikke falde i søvn.
Snart ved jeg hvorfor jeg ikke ville ned på barselsgangen. Begge de 2 andre lå og snorkede om kap, fra kl. 1.00 – 4.00 har den ene af de 2 andre rykket alarm 5 gange (så skulle sengegærdet hæves/sænkes, så bad hun sygeplejersken skifte hendes barn, så ville hun have noget at drikke osv.) den anden havde i samme tidsrum rykket alarm 2 gange, så det var noget af et lysshow på stuen L
Hver gang deres børn skreg fik jeg monster efterveer, så jeg fik noget smertestillende til at tage det værste.
Dagen efter blødte jeg stadig rigtig store klumper, og der var ingen ledige pladser på familieafsnittet, så jeg måtte pænt blive hvor jeg var.
Den 31-12 fik jeg endelig lov til at tage hjem.
Søskende på babylisten:
Mathilde (17 år 5 mdr)
Josefine (22 år 8 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 29/5-2007
> Slet profil <
Morsverden.dk > Babylisten > +x(200))
12/1)