<< Tilbage
Mor-/barn-profil for Mette og Alfred
Fødselsberetning:
Vi måtte vente længe på vores guldklump, der ENDELIG kom til verden 25. april 2002. Til gengæld gik fødslen supergodt, og jeg har lyst til at fortælle, hvordan selv et akut kejsersnit kan virke fuldstændigt udramatisk.
Der var liv og glade dage, og min mave voksede støt. Jeg var hele graviditeten meget stor, men
heldigvis havde jeg en iøvrigt MEGET nem graviditet. Bortset fra, at jeg i det sidste trimester nærmest løb i fast rutefart til toilettet om natten, at jeg ikke kunne ligge på ryggen, og at jeg ikke kunne udholde hverken
lugten eller smagen af laurbærblade, havde jeg ingen gener, og det må vist siges at være yderst billigt sluppet - især fordi jeg er en forholdsvis gammel førstegangsfødende (34 år).
Jeg var løbende til flere scanninger (det blev til ti ialt) for at sikre, at alt forløb planmæssigt. Vi fik også et par billeder med hjem.
Jeg var sat til at føde d. 10. april, men ved scanningen 7. marts, hvor fosteret skønnedes til at veje 3500 gram og have et hovedomfang svarende til uge 40+2, fik vi at vide, at vi nok skulle indstille os på, at jeg ikke gik tiden ud. Der var stadig for meget fostervand, jeg havde haft lidt plukveer, og fosteret var 'stort nok', så lægen mente, min krop muligvis
ville tro, jeg var klar til fødsel, før den egentlig skulle. Jeg fik ny tid til scanning d. 27. marts og besked på, at da måtte jeg godt tage kufferten med.
Den 27. marts kom, jeg var til scanning, og der var intet at bemærke. Jeg var ikke moden til fødsel, så jeg blev sendt hjem igen. Det skete flere gangel. Barnet stod ikke fast, men havde dog vendt sig, men jeg var ikke åben eller på anden måde modnet overhovedet.
Jeg fik besked på at lægge mig ned, hvis vandet gik, og så fik jeg en tid til igangsættelse d. 23. april (ca. 2 uger over tid).
Der skete intet, så d. 23. april tog Morten og jeg med pakket kuffert ud til Skejby til igangsættelse. Her blev jeg indlagt, fordi barnet stadig ikke stod fast (det havde god plads p.g.a. det meget fostervand, så der var ikke noget, der tvang det ned i bækkenet). Derfor ville det være bøvlet at blive sat i gang, blive sendt hjem og så muligvis skulle ind med liggende transport.
Nå, jeg fik altså en stue på Y4 og fik et vagitorium Prostin, der skulle modne livmoderhalsen og sætte skub i sagerne. Jeg havde hele dagen og natten småveer, der bed ubehageligt uden egentlig at være noget særligt, men om morgenen d. 24., var jeg kun én finger åben, så de satte en ny Prostin op. Den 24. gik så lige som dagen før. Det var ret kedeligt, og Morten og jeg brugte dagen på at småsnakke og gå lidt rundt og se Skejby Sygehus.
Morten tog også hjem et par timer for at hente post og gøre det sidste klar (indkøb o.lign.), og her talte han i telefon med
vores forældre og fortalte, hvad der var i gære. Det ville vi egentlig ikke have sagt, for vi vidste, at de ville være enormt nervøse, og vi havde fået at vide af Sygehuset, at det kunne tage et par dage, men min far ringede og spurgte til mig, og Morten kan ikke lyve,så det slap altså ud.
Prostin nummer to hjalp heller ikke meget, så det blev aftalt med lægen, at jeg om morgenen d. 25. skulle have taget vandet for at se, om det ikke kunne gøre en forskel.
Vi ville altså blive forældre næste dag! Det kunne vi nok få nogle timer til at gå med at snakke om. Vi havde vist begge en
del rumlen i maven.
Om morgenen d. 25. fik vi så at vide, at der var usædvanligt travlt på fødegangen, så igangsættelsen måtte vente lidt. Det blev til, at jeg først fik taget vandet klokken 13. Det hjalp HELLER ikke, så klokken 15 fik jeg sat et vestimulerende drop i armen, og så begyndte jeg at kunne mærke noget.
Jordemoderen startede på laveste styrke og kørte så opad med tre kvarters mellemrum. Ca. hver time fik jeg kørt en strimmel for at checke hjertelyd, og det var faktisk det værste. Jeg kunne godt holde veerne ud, selv om de bed ret kraftigt og kom hele tiden - de var jo kunstigt stimuleret - så længe jeg kunne få lov til at gå rundt og arbejde med, men at ligge helt stille, når det jager på den måde, det er ret hårdt.
Der var fin hjertelyd, så efter omkring tre timer fik jeg lov at komme i badekar. Det var bare LYKKEN! Jeg havde en sød jordemoder, der fortalte historier om andre fødsler, når jeg kunne holde det ud og tav stille, når jeg havde brug for det, og Morten sad lige så stille ved siden af og holdt i hånd og gjorde, hvad jeg bad om, så alt var faktisk fint.
Efter et par timer, hvor jordemoderen havde checket hjertelyden med doptone med jævne mellemrum, sagde hun, at nu skulle jeg op, for barnets rytme var begyndt at stige, sikkert på grund af det varme vand. Det ville jeg meget nødigt,
men til min overraskelse gjorde det mig ikke så meget at komme op. Det var faktisk rart at blive kølet lidt ned igen.
Der var efterhånden skruet godt op for vedroppet, og de følgende to timer blev dosis gradvist øget til maksimum, så jeg havde konstante veer. Det gjorde ONDT, men jeg kunne holde det ud, fordi jeg ubevidst i baghovedet havde en idé om, at det jo var på grund af droppet, så hvis det blev umuligt, kunne de slukke for det, og så ville veerne gå væk.
Det var nok ikke så realistisk, men det gjorde en forskel for mig i situationen.
Fra klokken 20 til 22 kørte vedroppet på fuld styrke, og jeg arbejdede med, så godt jeg kunne. Det var et par hårde timer, men jordemoder og sygehjælper var helt rolige og havde styr på, hvad der skete, og Morten var ved siden af mig, så selv om jeg var træt og havde ondt, var der en god stemning.
Den sidste time fik jeg ilt i en maske, og det hjalp også at have noget at fokusere på, når der skulle køres strimmel og jeg skulle undersøges indvendigt. Klokken 22 havde jeg kun åbnet mig mellem 2 og 3 fingre, og barnet stod stadig ikke nede i bækkenet. SUK!
Jordemoderen sagde, at det var usandsynligt, at det ville hjælpe at fortsætte, så nu måtte vi vælge, om vi skulle stoppe og så prøve igen i morgen, eller om det skulle være kejsersnit.
Under alle omstændigheder blev der slukket for droppet og den sidste strimmel blev kørt.
Nu kunne de ikke rigtigt finde barnets hjerterytme (fordi det bevægede sig lidt rundt), og det misforstod jeg og troede, at barnets rytme var uregelmæssig. Jeg havde ellers gerne villet undgå kejsersnit, men da jeg hørte det, besluttede jeg mig for, at det nok alligevel var det bedste, og Morten var enig.
Jeg tror, at fra hans side var det lige så meget fordi, han syntes det så noget hårdt ud. Jeg havde allerede drop i hånden, så jeg skulle bare have sat et kateder op, og så ellers på operationsgangen.
Nu gik det stærkt. Jeg kom ind og blev præsenteret for en masse mennesker, jeg fik rygmarvsbedøvelse - ganske problemfrit og i en ret munter atmosfære - Morten kom ind iført grønt tøj og hue, der blev sat et blåt klæde op foran mit ansigt, og så begyndte de at skære. Det var en mærkelig fornemmelse at kunne høre alt og mærke, at der blev rodet rundt, uden at kunne fornemme, præcis hvad der foregik.
Og så klokken 22.32 hørte vi Alfred skrige for første gang. Vores dejlige dreng gav lyd fra sig med det samme, og Morten fik ham i armene og viste ham til mig, hvorefter vi begge gav os til at græde af glæde. Det varede kun omkring ti sekunder, for så tog de ham med ud for at måle og veje ham og pakke ham godt ind.
Hans Apgar score var ti, han vejede 4500 gram og var 56 cm lang, så han var en stor og sund dreng med mod på livet ... men så havde han jo også ventet to uger ekstra på at komme ud.
Det viste sig, at han ikke kunne komme den almindelige vej, fordi han havde navlestrengen to gange om halsen, så det var den helt rigtige beslutning, vi havde taget. Heldigvis havde den ikke siddet stramt, så der havde ikke været iltmangel og der var ingen grund til bekymring, men en dag ekstra havde ikke gjort nogen forskel.
Vi kom ind på observationsstuen og fik ristet brød og saftevand, og Alfred belev lagt til brystet og suttede fint med det samme.
Så ringede vi rundt til forældre, søskende og venner, og efter yderligere et par timer, kom jeg op på en hospitalsstue med Alfred, og Morten tog hjem for at sove.
Fire dage senere blev vi udskrevet uden komplikationer af nogen art, og vi var allerede på det tidspunkt enige om, at vi ville tage turen igen snart, hvis det ikke var værre at få så dejligt et barn. Vi var glade for hele forløbet på Skejby og følte, det havde været helt udramatisk.
Søskende på babylisten:
Kamma (14 år 11 mdr)
Anne Stella (ikke hos os mere) (17 år 5 mdr)
August (20 år)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 20/7-2005
> Slet profil <
Morsverden.dk > Babylisten > +x(200))
1/10)+x(200))