<< Tilbage
Mor-/barn-profil for Elisabeth og Nora Margrethe
Fødselsberetning:
Dagen inden min termin som var den 15/9, havde jeg i løbet af natten og formiddagen en hel del plukveer - dem havde jeg ellers været næsten helt forskånet for. Men der var en del murren og jeg håbede at det betød at fødslen var nær forestående. I løbet af formiddagen tog plukveerne til i styrke og da jeg tog tid på dem var de meget regelmæssige - med fem minutters mellemrum. Men veerne var ikke lige lange: de varede skiftevis et minut og så 30 sekunder.
Da jeg ringer til fødegangen får jeg at vide at det ikke kan dreje sig om veer, da de skal være lige lange og helst vare et minut hver. Så det var nok snarere \\\\\\\\\\\\\\\"modningsveer\\\\\\\\\\\\\\\" som ville fortage sig i løbet af et døgn og så kunne der sagtens gå en uge inden jeg skulle føde.
ØV!! tænkte jeg for jeg ville jo gerne have spunken ud nu.
Veerne fortsatte middagen over og de tog til i styrke og gjorde godt nas i lænden.
Ved tre tiden om eftermiddagen ringer jeg til min mand for at sikre mig at han kommer hjem til tiden, for jeg mente at der godt kunne være noget på vej....
Imens havde jeg mere og mere ondt og var lidt panikken da jeg ikke syntes det var skide sjovt at have så ondt hvis nu det ikke førte til en fødsel. Jeg gad sku da ikke gennemgå de smerter en gang til ugen efter!!
Jeg gik i karbad og her var det til at holde ud. Så jeg blev i vandet længe. Men så tog veerne mere fat og jeg kunne ikke holde ud at være nogen steder. Jeg var meget rastløs og kunne ikke finde fred nogen steder. Panikken over at smerterne måske bare var omsonst gjorde at jeg ikke altid havde styr på vejrtrækningen og at de så gjorde endnu mere ondt.
På et tidspunkt beslutter min mand og jeg at vi nok hellere må tage ud på fødegangen for at få nogen til at se på mig.
Som sagt så gjort.
Vi ankommer derude ved 22 tiden og der er kun ca 2 min mellem veerne.
Først vil de have mig ind på en undersøgelses stue, men de kan godt se at jeg er godt i gang med at føde, så jeg bliver skyndsomt vist ind på en fødestue. Her kigger Mette (den skønneste JM) på mig og jeg er 7 cm åben!!!
Det vil sige at jeg er ved at føde og at smerterne ikke har været spildt!!
Jubel!!
Ikke så snart jeg har fået mit tøj af og en skorte og trusser på, går vandet.
Jeg beder om at få en klyx og det får jeg. Jeg har sindsygt ondt i lænden, så JM foreslår saltvandspapler som jeg får injiceret i en ve. De gør skide ondt og nytter så vidt jeg kan bedømme ikke en disse.
Bagefter kommer jeg i kar, men her får jeg simpelthen sådan pressetrang at jeg ikke kan blive der.
Så jeg kommer op på fødebriksen hvor jeg ligger på alle fire og skal holde igen med at presse, da jeg ikke er åbnet nok.
Det der følger er den værste time i mit liv.
Jeg har sådan pressetrang og må ikke give efter for den. Det gør altså ondt skal jeg lige hilse at sige!!
Da jeg har ligget der og gispet om kap med min mand som var den rolige klippe i veernes oprørte hav, mener JM at hun lige vil se efter om der ikke skulle være en chance for at jeg var åben nok til at presse. Det var jeg ikke helt, men hun ville give mig lov til at presse alligevel, fordi hun kunne hjælpe til med fingrene. Sikken lettelse!
Endelig fik jeg lov til at arbejde.
Presseveerne var ikke ret stærke, men jeg ville have mit barn ud, så jeg pressede alt det jeg kunne. Mellem hver presseve blev der tjekket hjertelyd og den er stærk og regelmæssig, så spunken er helt upåvirket af det der foregår - den seje lille bebs!!
JM spørger om J vil ned og se, men han takker pænt nej. Og jeg skal heller ikke have noget spejl at se i....
Efter en times arbejde, går det lige pludselig stærkt. Bebsen er på vej ud, og jeg skal holde lidt igen. Og så kommer den ud og op på min mave med det samme.
Den fineste lille lyserøde pige. Ikke noget med fosterfedt, blod eller lign.
Hun er så lille og fin.
Hun får lov til at ligge hos mig mens jeg føder moderkagen. Da jeg lægger hende til finder hun med det samme ud af hvad det går ud på og sutter på livet løs. JM og hendes assistent går for at få noget mad, og J og jeg får også lidt at spise mens lille pigen sutter.
Bagefter bliver bette skid vejet og målt: 3040 gr og 50 cm, hovedet måler 36 cm.
Det lyder måske ikke umiddelbart sådan, men fødslen var en fed oplevelse. Hårdt, meget hårdt, men skøn! Og sikken resultat....
Ligesom med hele graviditeten som var en skøn oplevelse, synes jeg at jeg har fået alle mine ønsker opfyldt mht. fødslen: Lille pigen blev født til tiden, hun er en lille fin bebs, fødslen varede ikke for længe og jeg gik ikke i stykker. Hvad vil man mere?
Nu er der gået en uge og hun er stadig verdens smukkeste lille pige.
Og vi har endelig fundet et navn:
Nora Margrethe skal hun hedde.
Søskende på babylisten:
Nora Margrethe har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 14/10-2006
> Slet profil <
Morsverden.dk > Babylisten > +x(200))
29/2)+x(200))