<< Tilbage
Mor-/barn-profil for Anja og Andreas
Fødselsberetning:
Onsdag d 8. 2 kl ca 10 om aftenen begyndte det pludselig at trække voldsomt i højre side at min mave... er det veer??? efter flere tilbagevendende jag måtte jeg konstatere... Ja HURRRAaaaa (jeg blev klogere)
Fedt nu skulle det endelig være. Samme dag havde jeg været ved at græde snot over at min termin var overskredet. Det var af en større psykologisk betydning end jeg havde forestillet mig!
Et par timer senere ringerde jeg til fødegangen og fortalte at der var 10 min mellem veerne, der varede ca 45 sek. De rådede mig til at få hvilet så godt jeg kunne evt få sovet i løbet af natten.
Jeg gik i seng og forsøgte at få hvilet natten igennem, hvilket nogenlunde lykkedes, omend afbrudt. ( Der var 10 min i mellem hele natten, kun afbrudt af 2 pauser af en times varighed)
Næste morgen blev liv fulgt i vuggestue og jeg stod op og gik i bad i sikker forvisning om at jeg ville få mit barn at se i løbet af dagen (jeg skulle endnu en gang blive klogere) Vandet var rigtig skønt og gjorde det muligt at slappe af, så det blev et LAAANGt bad.
I Løbet af formiddagen gav jeg mig til at bage brød.....jeg blev bare så energifyldt af at det snart var nu.............. DEt blev dog mere og mere vanskeligt og efter et stykke tid gik det op for mig at det nok havde lidt at gøre med, at der kun var 3-5 min imellem at jeg var nød til at tage et vældig greb i bordkanten og koncentrere mig om min verjtrækning!!! Da kl blev halv et og det cenarie havde stået på en lille time ringede jeg til fødegangen og vi blev bedt om stille og roligt at komme derud.
Svigermor var i mellem tiden også kommet for det var planen at hun skulle tage Liv med i svømmehalllen om eftermiddagen, det kunne ikke passe bedre!
VI drog af til Skejby i svigermors bil (endu en gang timet) DEn sidste ve i bilen, lige uden for fødegangens dør, gjorde så ondt at jeg fik tårer i øjnene. En sygeplejerske var så venlig at finde en kørestol lige da vi kom inden for døren og så tog vi elevatoren op til fødegangen. Vi fik anvist en stue med det samme, for som hende der tog i mod os sagde:\\\\\\\\\\\\\\\" Du ligner ikke en der skal hjem lige nu!\\\\\\\\\\\\\\\"
Jordemoder Katrine kom ind og sagde velkommen. hun havde en studerende, Line, med. Jeg beskrev forløbet indtil nu for Line, mens ivan gik ned og flyttede bilen.
Så gik veerne i stå......De mærkede på mig og jeg var kun 1 cm åben....lang vej endnu!
Kort tid efter var der vagt skifte og Mila skulle følge os indtil kl23.
Hun sendte os i kiosken, og deet satte fut i sagerne, det tog lang tid at nå frem og tilbage.
Jeg havde dog stadig kun åbnet mig 1 cm.
Mila foreslog at jeg fik en seng ind på stuen (bedre at ligge i pga bækkenet) og fik lattergas i et par timer så jeg kunne slappe lidt af, mens veerne forhåbentlig arbejdede for mig.
DEt var skønt med lattergassen for smerterne gjorde mig ikke så meget. samtidig blev der kørt ctg, af hensyn til det gamle KS ar, der i sjældne tilfælde kan springe op, hvilket man så ville kunne se her.
Ivan lå på briksen ved siden af og læste og spiste guf, mens vi hørte lidt radio og jeg fik døset lidt.
Da jeg efter nogle timer stadig ikke havde åbnet mig fik jeg et lavement, da det sommetider kan sætte lidt skub i sagerne. Det gjorde da også veerne kraftigere og hyppigere, men ellers skete der ikke noget.
I løbet af aftenen blev veerne temmelig kraftige, men jeg havde stadig ikke åbnet mig mere end 1 cm. Mila satte sine briller ned på næsen og spurgte:\\\\\\\\\\\\\\\" hvad skal jeg stille op med dig?\\\\\\\\\\\\\\\" Hun havde 20 års erfaring og havde ikke oplevet noget lignende. pga det gamle KS ar ville hun helst ikke give mig drop osv og det var begyndt at gøre temmelig ondt i min højre side, også mellem veerne.
Ved vagtskiftet kl 23 kom Henriette, den jordemoder der havde været med ved Livs KS, det var rigtig dejligt at få et velkendt ansigt hos sig!
Da veerne havde stået på yderligere et par timer uden resultat blev lægen tilkaldt for at kigge på mig. Smerterne mellem veerne forstod de heller ikke helt (men havde nok en anelse). De mente at med de veer burde jeg være 6-7 cm åben nu....
Da vi rundede midnat og jeg havde haft veer i henved 26 timer måtter der jo gøres noget.....
Lægen lyttede og mærkede og trykkede osv. Barnet havde det fint.
Kl 00.30 blev de enige om at tage vandet, endelig tænkte jeg, så sker der da noget (mon ikke)
De prikkede og vandet var lysegrønt og jeg blev bedt om at gå ud og tisse så de kunne sætte elektroder på barnets hoved (hanlå stadig ikke HELT ned) Jeg kunne ikke selv gå derud for smerter(især dem mellem veerne, mit højre ben var absolut usamarbejdsvilligt), og blev kørt. Tilbage ved sengen stod jeg lidt og hang på Ivan og der faldt lidt ro over mig (Stilhed før stormen)
Så skulle jeg atter op i sengen og da jeg lagde mig ned mærkede jeg et voldsomt smæld i underlivet og derefter et inferno at smerter!!!!!!!! Livmoderen var sprunget!
Så gik det stærkt!!
Pludselig stod der 7 mand høj omkring mig (mon de kom ud af skabene?)
Jeg græd og råbte at de skulle få det til at holde op med at gøre ondt og Henriette tog mig i hånden og sagde at nu skulle jeg ikke kæmpe mere - de lavede et KS med det samme.
Tju hej til operationsgangen... en sygeplejerske nåede dog at køre mig ind i væggen! hvis ikke det gjorde ondt i forevejen......det er det længste kvarter i mit liv! Jeg nåede på vej derover at tænke om jeg mon vågnede igen, det var rædselsfuldt og billederne fra disse min hærger min hjerne, specielt når jeg er lige ved at sove!!!! Jeg bliver så ked af det....Der er noget her der skal bearbejdes grundigt! Ivan sagde at mine øjne var helt anderledes og at jeg hele tiden kiggede på min mave, som om jeg kunne se på den hvad der var sket. Han forsøgte at aflede mig og en velmenende sygeplejerske spurgte efter mit navn og personnummer for at aflede mig. Jeg tror jeg var ved at gå i shock. Ovre på OP blev jeg bakset over på en briks mens jeg blev spurgt om jeg var overfølsom for bedøvelse og medicin....
Endnu en gang ville en have mig til at sige mit personnummer, indtil en mand sagde at det kunne jeg vist ikke overskue lige nu!
Min kæreste blev smidt ud på en noget ufølsom facon, der var ikke nogen der havde fortalt ham at man ikke kan være med til et akut KS, og han troede han skulle ud at have operationstøj på da sygeplejersken(hende der kørte mig ind i væggen) bad ham om lige at komme med ud. Da han kom uden for spurgte han hvor tøjet var og fik a vide at han skam ikke måtte gå ind igen. Han sagde at det ville han da godt ha vist for så ville han have sagt det til mig.....Han fik så lov at rende ind igen, hvilket han kunne se ikke passede lægen ret godt. Hun stod og var lige ved at være klar.....Han fik dog sagt hej og vi ses til mig (hvilket var rart for jeg havde ikke lige set hvor han var blevet af) og så gik han ud på gangen, hvor hanikke kunne høre hvad der foregik. Mens han stod derude, kom sygeplejersken fra før(hende der kørte mig ind i væggen) og spurgte om han ville have en kop kaffe! Sødt nok men sær situation når man lige har hørt sin kæreste ligge og skrige.....
Han nåede dog ikke ar blive bange, men hjertet hoppede lige en gang på ham da jordmoderen sagde at han da kunne gå med ind i det lille værelse hvor barnet bliver båret ind og efterset og børnelægen så sagde:\\\\\\\\\\\\\\\" Nej du må helre lige vente her\\\\\\\\\\\\\\\" uuuh tænker man, er der mon noget galt.....?
Intet er så skidt at det ikke er godt for noget.... til verden kom (på sin helt egen facon) Andreas på 56 cm og 4240 g - færdigbagt!!!
Han havde haft det fint hele vejen, han havde sparket meget voldsomt til sidst, hvilket næsten gjorde mere ondt end veerne, men det har været fordi jeg har været ved at briste!
Livmoderen var bristet så meget at det ikke var nødvendigt at skære i den og navlesnoren lå uden for.
Vi mødtes alle igen på opvågningen en times tid eller lidt mere derefter.jordemoderen fortalte hvad hun havde set på OP og at hun ville komme og besøge os efter en mdr tid( ligesom hun havde gjort med Liv) og at vi kunne få en tid til en samtale med lægen der havde opereret. Hun vejede og målte Andreas efter han havde tisset på mig.
Megen dramatik, men det endte godt, vi blev udskrevet Man d. 13 ( de viil have sendt mig hjem Lørdag d 11! men lod mig blive da jeg stadig havde meget ondt....nnå tak siger jeg bare -det var vist held i uheld.
Han er bare så skøn!!!!!
Søskende på babylisten:
Liv Amalie (20 år 10 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 24/2-2006
> Slet profil <
Morsverden.dk > Babylisten > +x(200))
10/7)