<< Tilbage
Mor-/barn-profil for Zenia og Josefine
Fødselsberetning:
Vandafgang
Torsdag den 14. november 2002 vågner jeg som så mange gange før tidligt om morgenen - ved 5.30-tiden - fordi jeg skal på toilet. Da jeg sætter mig, kommer der pludselig et skvulp ned i toilettet, og jeg spekulerer på, om det er fostervandet. Men der sker ikke mere i en times tid, så jeg tænker, at det nok ikke er noget alligevel.
Så kommer der endnu et skvulp, og da jeg ikke har nogen lugtesans, må jeg den pinlige vej ind for at vække Mikkel og stikke mine trusser i næsen på ham for at få ham til at lugte, om det kunne være fostervand. Han mener, at det faktisk ikke lugter af noget, og at det temmeligt sikkert ikke er urin. Jeg tager trusserne på igen, og så kommer der endnu et skvulp. Så er der ikke så meget at være i tvivl om. Ganske vist er det meget sparsomt og kommer ikke så hyppigt, men hvad skulle det næsten ellers være?
Senere på formiddagen har jeg tilfældigvis et møde med en overlæge på Skejby Sygehus, så efter aftale med fødegangen venter jeg bare med at tage ind, til jeg alligevel skal se ham. Han konstaterer, at det ganske rigtigt er vandet, og at jeg er klar til at føde, og han spår, at det vil være overstået inden midnat. Vi tager derefter op på fødegangen og snakker med en jordemor. Hun siger, at vi kan få fødslen sat i gang, eller vi kan vente på, at veerne starter af sig selv. De vil helst have, at barnet er født inden 24 timer efter vandafgang, da jeg ellers skal have penicillindrop hver 6. time, men jeg vil helst vente og se tiden lidt an.
På hjemvejen tager vi i Fakta for at købe lidt ind. Det er en fantastisk fornemmelse. Jeg mærker flere gange fostervandet løbe ud, og jeg ved, at snart - meget snart - vil jeg blive mor for første gang. En lille hemmelighed, som jeg kun deler med Mikkel, og som ingen af de andre, der er ude at handle, ved noget som helst om.
Dagen går, og der kommer ingen veer. Ved 20-tiden tager vi igen ud på Skejby for at få kørt en strimmel og snakke om det videre forløb. Minimum har det godt at dømme efter hjertelyden, så jeg føler ikke, at der er grund til at forcere noget. Vi tager hjem igen for at sove, og aftaler, at vi vil komme tilbage næste morgen, når vi har fået morgenmad.
Om natten begynder jeg at få lidt milde veer. Jeg lægger mærke til dem et par gange, hvor jeg er vågen, og så drømmer jeg, at jeg spiller badminton og får så ondt af det, at jeg må lægge mig på knæ og krølle mig sammen for at klare smerten. Jordemoderen bekræfter senere, at det sagtens kan være fordi, jeg havde nogle små veer, der ikke havde været kraftige nok til at vække mig.
Fødslen sættes i gang
Efter en snak med jordemoderen vælger jeg at blive sat i gang fredag formiddag, den 15. november 2002. Proceduren med at skulle have penicillindrop hver 6. time tiltaler mig ikke. Det er for at forebygge infektion, og risikoen for at noget går galt er lille, men jeg ved, at kroppen kan blive svækket, og jeg har ikke lyst til at gennemgå en fødsel efter at være blevet svækket af op til flere doser penicillin. Så straks efter mit første penicillindrop, begynder jeg at få vestimulerende drop - det er i gang!
Jordemoderen hedder Anne Marie og er utroligt flink. Det er en stor lettelse, for jeg føler, at jeg er fuldstændig på bølgelængde med hende. Vedroppet skal have tid til at virke, og derfor har vi god tid til at gennemgå min ønskeliste stille og roligt. Jeg får ros for at være god til at sætte ord på tingene, og vi snakker tingene igennem, og jeg føler, hun forstår, hvad jeg mener med de ting, jeg har skrevet. Det gør mig tryg.
Der går et par timer, før veerne begynder. Til at starte med er de ikke så slemme, men da jeg får kørt en strimmel for anden gang efter at droppet er blevet lagt, kan man virkelig se, hvordan de er tiltaget i forhold til første gang, hvor de var sparsomme og uregelmæssige. De begynder også så småt at bide her lidt efter middag, men jeg kan stadig sagtens holde ud at ligge og læse i et blad, mens jeg hyggesnakker lidt med Mikkel. På dette tidspunkt begynder jeg at spekulere på, hvordan det mon vil være, når det bliver rigtig slemt. Jeg tænker på, hvordan den der smerte mon føles. Den, som er så stærk, at alle beskriver den som den værste smerte, de nogensinde har oplevet, og som det er helt umuligt at sætte ord på. Jeg begynder at blive lidt nervøs, men jeg er også forventningsfuld.
Klokken 15 er der vagtskifte, og jeg er lidt spændt på at møde Ulla, der skal overtage pladsen efter Anne Marie, som jeg bare har haft det godt med. Hun har ikke været der så meget, for der har ikke været behov for hende, men jeg har været glad for hende den tid, hun har været der. Det viser sig, at Ulla er af samme støbning som Anne Marie. En god blanding af blidt og bundsolidt. Sådan en stille og rolig type, der hviler godt i sig selv, og som samtidig virker som om, hun godt kan tåle nogle hug. Senere vil det vise sig, at den sidste ting er stærkt påkrævet :)
Smertehelvedet
Klokken 16 bliver jeg undersøgt indvendigt og er 3 cm. åben. Det slår mig lidt ud, for i en times tid har jeg haft temmeligt voldsomme veer. De gik ligesom fra at være milde og uregelmæssige til nærmest med eet bare at bide til og med pauser af samme varighed som veerne - den der fase med 5 minutter mellem, sprang jeg ligesom over.
Jeg kommer i badekarret og ligger der og koncentrerer mig om at trække vejret korrekt. Mikkel gå på et tidspunkt udenfor, og sjovt nok kommer han tilbage med vores gamle rygestopinstruktør, som lige sætter sig og får en snak. Hun bliver glad for at høre, at vi stadig er røgfri. Inde i mit hovede er det som om, at der går en grænse der, hvor hun forlader stuen igen - og så starter mit livs smertehelvede.
På et tidspunkt skal jeg mærke, at jeg skal på toilet. Det føles som om, jeg har en masse at skulle af med, men jeg ved godt, at det skyldes, at barnet er ved at komme ned i bækkenet. Der er vel gået 1½ time, siden jeg sidst blev undersøgt, og jeg synes allerede, jeg begynder at få lidt pressetrang. Det gør godt et stykke tid at sidde ude på toilettet. Det gør det lidt lettere at give slip i bækkenbunden, men det er alligevel så smertefuldt nu, at jeg spørger efter noget smertelindring. Ulla foreslår steriltvandspapler og forklarer, at de føles som bistik - de svider meget et minuts tid, og derefter er området bedøvet i op til en time. Jeg tænker, at det da ikke kan være så galt, så jeg vælger at gå med til det...men efter at have lagt to ud af de fire planlagte stik, hyler og skriger jeg og slår ud efter den stakkels jordemoder, så hun må opgive at lægge de sidste to. Hvilket hun beklager på mine vegne, for hun ved, at det gør vanvittigt ondt og at det er svært for mig nu at tage mig sammen til at få lagt de sidste.
Da den svidende smerte har lagt sig, bliver jeg klar over, hvor meget det faktisk har hjulpet i den side, hvor stikkene er blevet lagt, og jeg vælger at tage mig sammen og stå smerten igennem igen for at få samme virkning i højre side. Jeg er stadig i stand til at have humor, og jeg advarer Mikkel, der lige var ude, da de første stik blev lagt, at hvis han har sarte nerver, må han nok hellere lige gå udenfor. Og så tager jeg en dyb indånding for at have luft til at råbe og skrige og ømme mig. På det tidspunkt er det den værste smerte, jeg nogensinde har prøvet - det svider, det brænder, og samtidig er der jo veerne...tårerne står ud af mine øjne, og min klippefaste jordemor sidder bare og venter tålmodigt på, at det går over, så hun med et lille smil kan høre, om det virker. Senere får jeg at vide, at jeg er modig, fordi jeg turde at få lagt de sidste, selvom jeg på det tidspunkt vidste, hvordan det ville føles.
Efter at steriltvandspaplerne er lagt, bliver jeg undersøgt indvendigt igen, og det viser sig, at jeg nu er ca. 7 cm. åben - det er bare gået stærkt, og jordemoderen siger, at det nok også er derfor, det har gjort så ondt. Jeg tænker lidt på, om man kan skrue ned for droppet, for jeg foretrækker næsten, at det går lidt langsommere og gør lidt mindre ondt end det her, hvor jeg bliver revet helt væk fra virkeligheden hvert andet øjeblik. Men jeg får ikke sagt noget. I stedet beder jeg om at få lattergas, og efter det begynder mine erindringer at flyde lidt sammen. Sikkert både på grund af smerten og gassen.
Jeg ved ikke, hvor længe der går, men det er ikke mere end en lille times tid. Noget siger mig tre kvarter, men jeg ved ikke, hvor jeg har det fra. Uanset hvad, så undersøger hun mig igen indvendig, og der mangler nu kun en lille centimeter, så kan selve arbejdet med at presse barnet ud begynde.
Det sidste hårde slid
Nærmest som i drømme hører jeg jordemoderen sige, at jeg nu snart vil få presseveer, og at jeg til at begynde med kun må presse ganske lidt på hver ve. Jeg er ikke helt åben endnu, men der sker ikke noget ved at give lidt efter og presse, bare jeg ikke gør det for voldsomt. Det er som om denne besked sender nogle signaler ind i min krop, for straks efter begynder pressetrangen.
Til at starte med kan jeg godt mærke den lettelse, som jeg har hørt andre berette om. At det er rart, når man endelig kan få lov til at være aktiv. Men der går ikke længe, før jeg føler mig overmandet af presseveerne. De er simpelthen så voldsomme, at jeg bliver skræmt af dem. Og jeg kan mærke modet forlade mig lige så stille, fordi tiden går, og jeg ikke kan mærke, at barnet kommer længere frem. I lang tid får jeg at vide, at jeg bare lige skal presse lidt mere til, så står hendes hovede helt nede på bækkenbunden, men jeg kan slet ikke mærke, at der sker noget. På dette tidspunkt føler jeg en utrolig afmagt. Jeg føler, at min krop er overladt til kræfter, jeg ikke kan kontrollere. Kræfter, som ikke hjælper mig, men som derimod trætter mig, så jeg ikke kan gøre arbejdet ordentligt. Og samtidig er disse kræfter så voldsomme,at jeg mister kontrollen over mig selv, så jeg ikke formår at samle mig og arbejde med veerne i stedet for imod.
Mikkel har efterfølgende sagt, at denne fase mindede ham om scenen fra Morias Miner i Ringenes Herre. Jeg kan godt følge, hvad han mener. Personligt synes jeg, at scenen med Balroggen er en god måde at illustrere presseveerne. Det der dæmoniske væsen, der river og flår i ens indre, mens man bliver ramt igen og igen af dens ildpisk...av...
Det slår mig i denne fase, at jeg kan få lidt flere kræfter af at sige, at jeg ikke kan mere. Hver gang, jeg siger det, hver gang jeg råber, at nu må det fandeme bare stoppe - hver gang får jeg lige en lille ekstra portion kræfter, og det gør godt et sted inden i, som jeg stadig føler, at jeg har en smule kontakt til. Det bliver ligefrem lidt komisk, da jeg hører mig selv råbe til min jordemor, om hun da ikke bare kan slå mig ihjel. Vel at mærke efter at have forlangt et kejsersnit adskillige gange. Og reaktionen er stille og rolig: "Nå, er du nået dertil, hvor du bare gerne vil have en hammer i hovedet, så du ikke mærker resten?" Hvordan kunne hun gætte det?
Men ligesom Balroggen får overvundet Gandalf, får veerne også overvundet mig. Efter en times tid med presseveer, kan jeg stadig mærke det samme og det samme i mit underliv. Følelsen af, at noget glider lidt frem, hver gang jeg presser - og tilbage til udgangspunktet igen, hver gang jeg slipper presset. Og til sidst føler jeg mig drænet, ulykkelig og opgivende, og det ender med, at jeg beder om at få lagt en sugekop, så barnet kan komme frem og ud.
Til at begynde med tror jeg ikke, at min jordemor tror, at jeg mener det, men det der lille sted, hvor jeg stadig har forbindelse til mig selv, kan jeg mærke, at det er det, der skal til, for at jeg kan mobilisere de sidste kræfter. Hun beder mig give den en chance på yderligere 4 presseveer, og det gør jeg. Men der sker ikke noget. Så kommer der en læge og lægger en sugekop. Det gør ondt, men jeg bliver så glad for, at nu vil barnet komme ud, uanset om mine egne kræfter svigter, og så finder jeg de sidste reserver frem. Efter 3 presseveer henter jordemoderen et spejl, og så åbner jeg mine øjne, bliver fuldstændig overvældet af synet af barnets hovede, presser den sidste gang og sanser et eller andet sted langt væk fra, at barnet forlader min krop med et vræl. Jeg ser det i spejlet og kan stadig tydeligt se det for mig: Den lille krop, der nærmest flyver ud fra mig, vrælet, der kommer allerede idet jeg presser en sidste gang - og så ligger barnet pludselig på min mave og er varmt og levende.
Det føles så utroligt. På en eller anden måde mister jeg fokuset under den sidste fase - jeg glemmer næsten, at jeg er ved at føde et barn. Og så - ganske pludseligt - ligger den lille varme krop oven på min. Klokken er 20.01, og der falder ro over feltet, og jeg er udmattet, men pludselig meget lykkelig. Jeg ligger et par minutter og kigger på det lille barn, som er mit og Mikkels. Jeg tænker, at jeg vil blive overrasket, hvis det er en dreng. Jeg siger hej til det og efter nogle minutter ser vi så efter - det er en lille pige. På det tidspunkt slapper jeg af og tror, at nu er det slemme overstået. Jeg får nogle dyrebare minutter, hvor jeg bare ligger og fyldes med forundring og glæde over at mærke det lille hjælpeløse væsen. Jeg er virkeligt rørt. Og jeg har lyst til bare at lade denne følelse vare ved, dele den med Mikkel og lille Josefine, men desværre skal der bare være drama for alle pengene.
Holder det da aldrig op?
På et tidspunkt bliver jeg klar over, at der er hektisk aktivitet omkring mig. Noget med en masse blod. Jeg tager mig ikke særligt af det til at starte med - prøver nærmest bare at ignorere det og tænker, at det må de bare klare uden min tilstedeværelse. De kan gøre, hvad de vil med min krop nu, jeg vil bare have freden i sindet til at nyde min lille nyfødte pige. Men så bliver jeg bedt om at presse, for nu skal moderkagen altså ud. Og jeg presser og presser uden der sker noget. Så bliver Josefine lagt over til Mikkel, og jeg bliver bedt om at tage nogle ordentlige sug på lattergasmasken, mens en læge presser mig hårdt på maven. Det gør vildt ondt, og jeg bliver virkelig frustreret over, at jeg ikke bare kan slippe for smerte nu. Så jeg beslutter mig for at suge mig bevidstløs og giver mig til at inhalere det bedste, jeg har lært. De når dog lige at stoppe mig, før jeg døser helt hen. Moderkagen kommer ud - men den er ikke hel.
Det går op for mig, at jeg er revnet en hel del og har mistet temmeligt meget blod. Og nu får jeg så at vide, at jeg skal i fuld narkose. På det tidspunkt passer det mig faktisk fint. Jeg er så træt af smerte - af, at jeg ikke bare kan få ro - at jeg nærmest er ivrig efter at blive bedøvet, så jeg kan koble fra. Jeg er helt tryg ved at blive bedøvet, for jeg ved jo, at Mikkel er hos Josefine, og at de to nok skal hygge sig sammen, mens jeg bliver fikset. Jeg beder dem ordne alt, hvad der gør ondt, før de lader mig vågne igen.
Jeg tror ikke, der er gået mere end en times tid, så kommer jeg til mig selv. Lille Josefine har fået tøj på, og nu får jeg hende så at se igen. Jeg er helt groggy, jeg ryster over hele kroppen, fryser og har det faktisk temmeligt skidt. Men jeg er også utroligt glad og er ivrig efter at amme min lille pige. Og det lykkes faktisk nogenlunde at få hende lagt til, mens jeg er på opvågningen. Jeg husker det ikke klart, men jeg ved, at hun har ligget der og suttet.
Endelig er der ved at falde ro over feltet. Klokken er godt 22. Jeg ryster stadig over hele kroppen. Jeg fryser. Og jeg har næsten ingen stemme. Jeg får at vide, at jeg mistede 2½ liter blod, og at det kan være årsagen til, at jeg fryser. Jeg fik en 4 cm. lang flænge i skeden og blev syet i begge sider af skeden og ud i mellemkødet. Grunden til, at jeg mangler stemmen skyldes derimod, at jeg råbte og skreg så meget under fødslen. Hver ting sin årsag!
Set i bakspejlet
Jeg har slanger i begge hænder, og der kommer stadig folk og tager blodprøver, og så skal jeg også have lagt et kateter, fordi jeg ikke kan komme op og tisse. Jeg er stadig så groggy, at jeg kun oplever det som lettere irritationsmomenter, men her set i bakspejlet, gør det mig utroligt ked af, at de første par timer med Josefine skulle være sådan. Jeg kan føle en længsel efter den fred og ro til at møde hinanden, som vi kunne have haft, hvis jeg ikke havde mistet alt det blod.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det var sket, hvis ikke jeg havde fået brug for den sugekop. Men lægen siger, at det sagtens kunne være sket alligevel. Og at hun i øvrigt stort set ikke trak i koppen. Det var mig, der gjorde arbejdet - hun holdt bare igen og sørgede for, at barnet ikke gled tilbage. Og der var stort set heller ikke noget at se på Josefines hoved. En lille smule rødmen, men ingen buler. Og allerede dagen efter var det helt væk.
Det kommer til at tage noget tid, før jeg har fordøjet hele denne oplevelse. Men allerede er det lettere at kapere for mig end den stress, jeg blev udsat for de efterfølgende dage på barselsgangen. Men det er en anden historie, og den må vente til en anden gang :) Nu kan jeg bare glæde mig over, at skønt fødselsoplevelsen var hård - langt værre, end jeg kunne forestille mig, så fik jeg dejlige lille Josefine på 3880 gram og 54 cm. ud af det. Hun er bestemt det hele værd!
Søskende på babylisten:
Josefine har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 24/10-2004
> Slet profil <
Morsverden.dk > Babylisten > +x(200))
6/4)