<< Tilbage
Mor-/barn-profil for Louise og Oliver
Fødselsberetning:
Det hele startede med at jeg stod op søndag d. 28/11-04 omkring kl.9.30. Satte mig ved computeren og skrev lidt med Rasmus søster Lise over MSN. Havde haft godt ondt i maven aftenen forinden, men det regnede jeg ikke for noget, da jeg jo havde haft det sådan før. Nå, men jeg rejser mig fra computeren og vil ud og lave noget morgenmad. Kl. er nu ca. 10.30 og idet jeg rejser mig går vandet. Ikke sådan plask – det hele på en gang – men sådan lidt alla tis i bukserne. Jeg bliver så glad, at jeg råber lige så højt jeg kan. ”Yes, det var fandme også på tide.” Og så tuder jeg. Løber ud på toilettet og får et håndklæde mellem benene. Forvirret tilbage tl stuen og skal have ringet til Rasmus. Ringer op 4 gange, mine fingre ryster så meget, at jeg ikke kan trykke hans nummer + at jeg ikke kan huske det. Får fat i ham, han sidder ved kassen da han får nyheden. ”Øhh, så er vandet gået.” Han spørger om han skal komme hjem og jeg siger at det behøver han ikke endnu.
Så ringer jeg til min mor og får sagt det samme. Vandet er gået, endelig. Min mor bliver ellevild og vi snakker lidt frem og tilbage. Jeg siger vist en 10 gange at endelig, nu er det nu.
Ringer til fødegangen, og siger vandet er gået. Den søde jordemoder siger: ”Hvor er det gået hen.?” Bliver helt forvirret først og ved ikke hvad jeg skal sige, - øhh - og så griner vi. Hun vil gerne have at vi kommer ind og bliver tjekket. Så jeg ringer til Rasmus igen og der går ca. 45 min. så er han her. I mellemtiden går jeg i bad og begynder at rydde lidt op i stuen. Ved ikke hvad jeg skal give mig til. Ringer igen til min mor og vi snakker om hvordan det bliver. Rasmus kommer og vi tager på fødegangen. Der bliver jeg undersøgt og jeg er kun en finger åben. Der kommer stadigt vand ud, så meget at det løber fra briksen og ned på gulvet. Men vi griner bare af det, for jeg kan altså ikke holde på det – får jeg alle forklaret.
Vi får at vide, at vi bare kan tage hjem og få hvilet og spise noget lækkert mad, og at vi bare kan komme igen når jeg synes.
Så hjem igen og vi når lige ind af døren, så får jeg den første ve. Ringer til fødegangen, hun siger at jeg gerne må komme – hvis jeg synes det gør for ondt. Ej, så venter jeg lidt. Ringer til min mor, men så kommer veerne rullende og jeg kan ikke snakke med min mor længere. Jeg får da sagt at jeg skal i bad og at jeg lige skal have noget at spise. Har jo stadigt ikke fået noget mad. Men jeg når ingen af delene. Ligger mig ind i sengen, mens Rasmus ringer til fødegangen igen. Vi skal bare komme. Koordinerer lige veerne, så jeg får en inde i opgangen og så igen ude i bilen. Gad ikke stå der midt på vejen og ligne et æsel i hovedet.
Vi kommer derop og jeg er nu åbnet 4 cm. Så kan jeg da godt forstå det gjorde så ondt. 4 cm. på 1 time.Jeg bliver gjort klar – får lavament- og så går timerne. Bliver spurgt om jeg vil prøve akupunktur og det siger jeg ja til, da jordemoderen bliver ved med at snakke om det. Tror ikke på at det hjælper og det gør jeg stadigt ikke. Fik en i hver fod, en i panden , en i baghovedet og en masse i ryggen. Rasmus siger at jeg ikke åbnede øjnene de første 4 timer og at jeg sagde heller ikke et ord. Altså jo, lidt sagde jeg, men ikke noget man kunne forstå. AV AV.
Så fik jeg besked på at komme op at stå, men det kunne jeg bare slet ikke. Jeg kunne ikke stå på mine ben, det gjorde bare så ondt når der kom en ve. Jordemoderen gik ud på et tisdspunkt og der fandt Rasmus en kæmpe sækkepude til mig, som jeg smed mig på på gulvet. Sikke et syn, Louise med enden i vejret...
Jeg fik efter meget tiggen endelig lov til at komme op og ligge i sengen igen og jeg ber om at få noget smertestillende. Jordemoderen foreslår en epeduralblokade og det siger jeg ja til. Hun glemte dog at fortælle, at der ville gå en time før der kom en narkoselæge og gav mig den. Det er lang tid når man har seriøst ondt. Mine veer gik helt ned i ballerne hold op det var ubehageligt. Men narkoselægen kom og så skal man sidde helt stille når man får lagt sådan en i ryggen. Meget nemt både at skulle sidde op, slappe af i skuldrene og have veer på samme tid. Intet problem. Men de fik den da lagt og hold op det er simpelthen Guds gave til gravide fødende kvinder. Så er jeg ligeglad. Så dejligt endeligt at kunne slappe af. På monitoren kunne jeg stadig se at mine veer bare kørte der ud af, men jeg kunne intet mærke. Men snakke kunne jeg igen, så meget at assistenten som åbenbart havde været der hele tiden spurgte hvem der havde puttet penge i mig. Så efter 4 timers total stilhed fra mig, skulle jeg lige have indhentet lidt. Men der lå jeg så og havde de vildeste veer, som ikke kunne mærkes. Efter lidt tid begyndte de at aftage lidt i styrke og jeg fik ve-drop. Så skal jeg love for at der kom gang i den og der blev skruet ned for bedøvelsen i ryggen. Av for F*****. Så kommer der en læge ind og skal undersøge om Bettemand står som han skal, for jeg er begyndt at have presseveer, men der sker bare intet, selvom jeg presser alt hvad jeg kan. De forskellige læger kan ikke blive enige om hvordan han står, så de begynder at snakke om at tage ham med kop. Men pludselig står der 11 mennesker inde på min fødestue og jeg kan godt fornemme, trods kraftige presseveer, at der er noget galt. Jeg kan under hele forløbet følge Bettemands hjertelyd og mine egne veer på monitoren. Så jeg har godt set hvad der er galt. Bettemands hjerte dykker pludselig 3 gange i træk – og herfra går det hele meget stærkt. Pludselig er Rasmus væk, og pludselig er der kørt en seng mere ind ved siden af mig. Jeg bliver beordret over i den anden seng, men får dog forklaret dem på et nogenlunde pænt sprog, hvordan de havde tænkt sig det, da jeg jo ikke kan mærke hverken min røv eller mine ben. Jeg bliver hjulpet eller nærmere flået over i sengen og bliver kørt af sted. Har stadigt blå mærker på armene derfra. Det er først i elevatoreren det går op for mig, at den er helt galt og at jeg skal have foretaget et akut kejsersnit. Rasmus var kommet i operationstøj og havde spurgt hvad der skete. De havde svaret, at jeg skulle have akut kejsersnit og Rasmus havde svaret, om de ikke lige skulle fortælle mig det. Men svaret havde været, at det var der ikke tid til.
Jeg kom på operationsbordet og det sidste jeg husker er, at en venlig dame siger, at nu havde jeg min sidste ve – mit svar havde været: ”Hold kæft hvor dejligt”. Rasmus måtte alligevel ikke komme med ind, da det var i fuld narkose. 1 ½ time senere vågner jeg op med min søn i armene. Han suttede med det samme og jeg har nu været mor i 18 dage og jeg elsker det. Han er den dejligste.
Efterfølgende ramler det hele for både mig og Rasmus. Oplevelsen ved det akutte kejsersnit var bare så hårdt. Dagene efter på hospitalet gik med at få snakket oplevelsen igennem. Vi græd meget, vi havde fået at vide at det havde været op over, og at havde der gået 5 min. længere tid, kunne han havde været hjerneskadet. Der blev lige efter kejsersnittet taget en blodprøve fra hans navlestring, for at se om han havde manglet ilt det sidste stykke tid inden i mig. Gudskelov ikke. Alle hans reflekser og det hele virker også 100%. De mener han var stjernekigger + at han stod nede, men helt ovre i venstre side. Så han kunne ikke komme forbi mit bækken. Efterfølgende fandt de også ud af, at hans navlestreng kun var 40 cm. imod det normale på omkring de 60 cm. Så det kan også have spillet ind.
Det har været rigtig hårdt synes jeg. Men kun det psykiske i at jeg mangler 1 ½ time af fødslen. Hver gang jeg gik i bad på hospitalet begyndte jeg at græde. Jeg kunne bare ikke forstå hvad det ar på min mave lavede der. Selvfølgelig rent logisk forstod jeg det godt, men min hjerne kunne ikke følge med. Hvis i forstår.
I får lige et billede af mig fra jeg lige er vågnet og at jeg ringer til min mor. Min tredje sætning var: ”Det gør jeg gerne igen” Og det mener jeg stadigt. Det er den fedeste oplevelse, jeg er så glad for at jeg både havde vandafgang, veer og presseveer. Det gør skide ondt, men som sagt: Det gør jeg gerne igen.
Meget at det skrevne er noget jeg har fået genfortalt, for jeg kan simpelthen ikke huske hvad der skete. Kan ikke engang huske at vi havde besøg af familien dagen efter om aftenen. Trods at det var 24 timer siden kejsersnittet.
Søskende på babylisten:
Oliver har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 28/4-2006
> Slet profil <
Morsverden.dk > Babylisten > +x(200))
3/2)