<< Tilbage
Mor-/barn-profil for Githa og Signe
Fødselsberetning:
Terminen var jo også først den 17. Men hvor er ventetiden dog lang. Den føltes bestemt ikke kortere, da jeg rundede terminen. Prøvede at forklare mit lille hoved, at nu var der da max 2 uger til, for så blev jeg jo bare sat i gang.
Dagene gik og endnu intet tegn på snarlig fødsel. Weekenden gik som alle de forrige weekender.
Det blev mandag, og min mor havde næsten lige åbnet ostebutik, så hun havde en masse gøremål i Aalborg, som jeg kunne hjælpe hende med. Så brugte det meste af dagen på at handle sammen med hende. Men uden tegn på noget. Det skal dog siges at jeg en enkelt gang tænkte for mig selv, mon det blev idag eller snart, for havde en underlig fornemmelse i kroppen. Havde ikke ondt eller noget, men havde en ide om at nu varede det nok ikke mange dage.
Jeg blev sat af derhjemme, og Kasper kom hjem fra arbejde, og var ret hurtigt ude af døren igen, han skulle til grupperådsmøde hos spejderne. Jeg valgte at blive hjemme, orkede ikke rigtig at skulle sidde på de \"dårlige\" stole med min bagdel. Så jeg brugte aftenen foran computeren.
Havde det meste af graviditeten brugt en del tid på babyklar, et forum om alt fra graviditet, barnløshed til mad opskrifter. Også denne aften brugte jeg lidt tid på siden. Kunne pludselig mærke en stikken i lænden, ikke noget der gjorde ondt, men det nappede ind imellem. Tænkte ikke videre over det. Kasper kom hjem 21.30 og vi gik en tur med hunden. Det nappede stadig ind imellem, og jeg nævnte at vi kunne smutte i bad og så måske for sjov ta tid på de der niv. Som sagt så gjort, vi lagde os ind i sengen og nu begyndte jeg godt at kunne mærke det der skulle vise sig at være veer. Jeg sagde start og stop, og Kasper noterede flittigt. Han spurgte ind til om jeg var sikker på at det var veer, og hvilken kvinde der aldrig har født ved den slags?? Så fik vidst sagt noget med, at det troede jeg men var da ikke helt sikker, for de gjorde jo kun ligeså ondt som når jeg havde mine menstruationssmerter. Det viste sig at der kun var 3-4 minutter mellem og de tog ca. 1 minut. Normalt er det = tur til fødegangen. Men mor her fik forklaret kæresten at så var nr. 2, 4 og 6 sikkert ikke veer, for de gjorde ikke særlig ondt i forhold til de andre. Nu var der jo så pludselig laaang tid mellem.
Massage er altid rart, og Kasper adlød straks ordre. Jeg havde fået det fineste massage apparat i fødselsdagsgave, som selvfølgelig blev afprøvet. Men straks fik jeg ondt, så det gippede i hele kroppen. Jeg rejste mig og skyndte mig på wc, igen igen. Jeg havde det somom jeg skulle lave stort, og var sikker på at jeg skulle blive siddende på wc\'et resten af aftenen.
Så let gik det dog ikke, pludselig gjorde det mere ondt, men ikke mere end jeg kunne snakke med Kasper, som nu ringede til fødegangen, om ikke andet, så for at jeg lige kunne blive kigget på.
Han fik sagt at der var 5-6 minutter mellem det vi troede var veer og at jeg havde det okay. På den baggrund syntes de at vi skulle blive hjemme lidt endnu, og så kunne vi ringe igen om et par timer.
Så lang tid nåede der aldrig at gå. ½ time senere begyndte jeg at kaste op. Det er bestemt ikke nemt, når man er 120% sikker på at man skal lave stort, og derfor i forvejen sidder på toilettet. :o)
Kasper ringede igen til fødegangen og sagde at der ikke var kortere tid imellem, men at jeg nu kastede op. De ville gerne se mig, men jeg skulle ikke regne med noget.
Min mor kastede op da hun fik sit 4. barn, og havde fortalt mig, at det var kroppens måde at tackle de meget hårde veer på. Så nu gik det rent faktisk op for mig, at jeg havde VEER. Og først nu gjorde de virkelig ondt når de kom. De kom i øvrigt igen og igen, med meget kort mellemrum.
Jeg havde indstillet mig på, at når man havde veer og skulle føde, så var man ret sikker på at man sku dø. Så ondt gør det. Men ak... for hver ve jeg fik, tænkte jeg bare på, at den næste sikkert gjorde meget mere ondt, for dette var jo ingenting i forhold til hvad jeg regnede med.
Jeg fik mig i nogle sko, og vidstnok også en trøje eller jakke. Kasper hankede op i tasken, som jeg havde pakket flere uger i forvejen. Ikke en af os tænkte på, at det var i dette øjeblik vi skulle have taget kameraet frem, og tage et billede af min mave.
Vi kom ud i bilen og nu havde jeg rigtig ondt. Havde svært ved at overskue at jeg skulle sidde ned i 20 minutter. Men ind kom jeg, og Kasper lettede fra land. Selvfølgelig skulle jeg gå i fødsel en aften/nat hvor der var ekstrem tåget/diset. Den køretur der normalt varer 20 minutter så jeg pludselig vokse til en tur på 3 kvarter.
Hvis jeg selv skal sige det så tog jeg køreturen meget pænt. Fik et par gange sagt til Kasper at han skulle køre pænt, og ikke over for rødt, for jeg havde endnu ikke presseveer, så det var ikke akut. På trods af at jeg det meste af turen hang i panik håndtaget fordi jeg ikke kunne sidde på min endetamr, da jeg havde en enorm pressetrang. Men utrolig nok var det endnu ikke sevet ind for mig, at jeg måske var meget tæt på at skulle presse.
Vi når frem til sygehuset kl. 01.20, efter nær at have kørt et rådyr ned, og kørte over for rødt en enkelt gang.
Vi parkede omme bagved, hvor man skal være kørt igen inden kl. 08.00. Hvilket vi jo sagtens kunne, jeg skulle jo bare lige tjekkes, og så hjem igen, for jeg havde jo kun alm. veer, og var sikkert ikke mere end et par cm åben.
Jeg gjorde hold et par gange inden vi nåede hovedindgangen. Skulle absolut på handicap toilettet, for jeg skulle jo skide.. :o) Men ak, jeg fik intet lavet, og efter at have siddet der nogle minutter, blev jeg af Kasper jaget ud, for nu skulle jeg altså op og tjekkes.
Vi tog elevatoren, og kom ind i rummet for modtagelsen, kl. 01.30. Jeg fik igen en ve da den venlige sygeplejerske kom ind. Kasper fik forklaret situationen og vi blev bedt om at komme ind til hende ved siden af, når min ve var ovre. Efter nogle minutter kom hun så igen. Om ikke jeg havde pauser mellem mine veer.
Det havde jeg åbenbart ikke. Jeg fik mig humbet ind ved siden af og på en eller anden meget mystisk måde, forvildet mig op på briksen. Sikke uoverskueligt det kan virke at skulle gøre noget så simpelt som at ligge sig ned. Jeg blev tjekket og sørme om ikke sygeplejersken siger at jeg er 9 CM ÅBEN!!!!
Jeg fabler noget om at det bestemt ikke kan passe, for så ondt har jeg altså heller ikke haft det, og at jeg var sikker på at man skulle være døden nær før man fik spyttet ungen ud.
En kørestol blev fundet frem, for hun kunne godt se at jeg ikke selv kunne gå ned på fødestuen. Jeg fik stue 10, en af de nye, dejlig stor. (Jeg havde jo stadig en forestilling om at jeg skulle gå rundt og have veer) Men igen blev jeg jaget op på briksen og en jordemoder kom og præsenterede sig, og fik mig undersøgt. Spurgte lidt til hvordan jeg havde det osv. Veerne rullede nu over mig og jeg får presseveer men må endnu ikke presse. Kroppen tager helt af sig selv over, og jeg ligger og gisper så flot det nu kunne gøres.
Kl. 02.25 tager jordemoderen vandet, som er pænt klart.
Kl. 02.30 sættes der elektrode på barnets hoved, for at følge hjertelyden. Som er helt fin.
Kl. 02.40 bliver jeg første gang bedt om at presse. Men nøøøøj hvor det svier da hovedet skal presses ud. Det er faktisk værre end veerne, hvis jeg skal bestemme. Hovedet kommer frem og jeg prøver gang på gang igen at presse når veen kommer. Men presser ikke nok til, så jordemoderen lægger en pudendus blokade for at tage lidt af smerten/svien. Det hjælper og kl. 03.40 får jeg presset nok til, og ud kommer 1 stk. velskabt barn. Får hende op på mig, og bliver informeret om at det er en pige.
Hun siger ingenting. Får en hue på og ligger blot og kigger. Jeg får igen, som under hele forløbet snakket og sagt en masse. Spørger blandt andet om ikke de kan få hende itl at sige noget, for det skal de da, skal de ikke... :o)
Men nix, det var ikke nødvendigt for hun havde det jo fint. Var ikke smurt ind i en masse blod, ej heller fosterfedt. Lå blot og kiggede med de fineste små øjne.
Fik et dejligt og velfortjent kys af Kasper. Under 95% af forløbet lå jeg med lukkede øjne. Kunne slet ikke rumme at skulle åbne dem, da jeg følte mig så svimmel. Kunne også bedre konsentrere mig med lukkede øjne.
Hendes apgar score var efter 1 minut 9, efter 3 minutter 10, og 10 efter 5 minutter. Det var grundet hendes farve at hun kun fik 9 i første omgang.
Kl. 03.55 har jeg endnu ikke født moderkagen, og gisp hvor er det svært. Man har lige haft den største mave og følt sig rummelfed, forstil dig så at have fået et spark i maven, for dernæst at blive bedt om at presse.
Vores datter kommer over til sin far, som stolt betragter hende, mens jeg gør mit til at føde moderkagen. Jeg får kateter for at tømme blæren. Får derefter akupunktur i tæerne. Men intet sker, og de snakker nu om at jeg så skal have en sprøjte som den man får når man skal bedøves til kejsersnit. Ikke tale om!!! Jeg blir helt skrækslagen ved tanken og får straks presset til, og ud kommer moderkagen kl. 04.11. Som jeg nægtede at se. Lå igen med lukkede øjne.. :o)
Jeg bristede meget lidt, blev syet og vi blev 2 timer senere overflyttet til barselsgang A. Efter at have haft lidt tid for os selv på fødestuen. Fik morgenmad, med flag i, og nød at vi nu var 3. Fik ringet rundt til de nybagte bedsteforældre og fortalt nyheden.
Søskende på babylisten:
Signe har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 16/7-2007
> Slet profil <
Morsverden.dk > Babylisten > 
10/8)