<< Tilbage
Mor-/barn-profil for Kirstine og David
Fødselsberetning:
Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde…..det har været en rigtig hård og egentlig ikke særlig god oplevelse – men heldigvis endte den jo helt perfekt med vores dejlige David!
Søndag aften tog jeg på FG og fik lagt ballonkateter. I løbet af aftenen blev William sløj og fik feber – rigtig dårlig timing! Vi fik ringet til mine forældre og aftalt, at de kom ud til os om morgenen. Den oprindelige plan var, at de skulle komme og hente Simon og Karen i børnehaven om eftermiddagen, mens Lars ville hente William i løbet af dagen og tage ham med op på hospitalet for at møde sin nye lillebror ret hurtigt efter fødslen….ja, for vi var jo helt sikre på, at han ville blive født i løbet af formiddagen. Nu fik vi så afleveret Simon og Karen i børnehaven efter at have sagt farvel til William, der trods Panodil havde 39.1 i feber men alligevel alt virkede rimeligt okay.
Ballonkateteret gled ud af sig selv om morgenen og med erfaringen fra tvillingernes fødsel i baghovedet, mødte vi op på FG mandag morgen med den klare forventning, at JM ville kunne tage vandet med det samme. Vi blev mødt af en ældre JM, som efter at have undersøgt mig konstaterede, at jeg var fint åben til hindesprængning, men at jeg havde ret meget livmoderhals tilbage, og det var ikke så godt – vi fik aldrig forklaret hvorfor det ikke var godt. Hun insisterede på, at jeg skulle have et lavement, fordi det måske ville sætte gang i lidt veer, der kunne få fikset livmoderhalsen, så det måtte jeg jo så prøve, selvom jeg protesterede og fortalte hende, at det helt sikkert ikke ville give noget.
1 times tid senere måtte hun jo erkende, at jeg havde ret og endnu værre – bebsen havde formået at flytte på sit hoved, så han nu ikke længere lå med hovedet ned i bækkenet men på skrå op mod min højre hofte, og så var al tale om at forsøge at tage vandet trods livmoderhalsen helt forstummet, for nu var der pludseligt risiko for navlesnorsfremfald. En ekstra JM blev tilkaldt, og de blev enige om at lægge en stikpille op for at fremprovokere veer i håbet om, at veerne kunne tvinge nr. 5 på plads med hovedet, og jeg måtte kun forlade FG, hvis jeg lovede at lægge mig ned prompte, hvis vandet gik. Lars og jeg vovede pelsen og gik ned i hospitalets café for at få lidt frokost – kl. havde nu passeret 11, og vi havde jo forventet at være i fuld sving med at føde nu.
Mens vi studerede menukortet, ringede min mor. William var nu rigtig skidt med over 40 i feber, og hun var bekymret for feberkramper, som han jo desværre har døjet meget med. Så Lars måtte tage hjem for at bedømme situationen, og jeg gik fra at håbe på veer til at håbe på, at der ikke skete noget så længe Lars var væk….og tanken om at William var så dårlig og jeg ikke kunne være der var slet ikke til at bære. Lortesituation!! Jeg forsøgte at forholde mig til, at Lars måske ikke kunne komme tilbage til fødslen.
Kl. 14 var Lars ikke komme tilbage endnu, men han havde haft ringet et par gange, og William havde det nu bedre, så ville komme så hurtigt han kunne. Der var også vagtskifte, og vi fik en ny JM. Jeg var ret grædefærdig på dette tidspunkt og forklarede for 130. gang, at der kun var én måde at få gang i de veer, og det var at tage vandet. Jeg blev scannet, og junior lå stadig skævt, men den nye JM mente, at det alligevel var muligt at tage vandet, hvis de var to om det – en til at holde bebs på plads og skubbe ham nedad, mens den anden tog vandet og med hånden sørgede for, at det kun var hoved og ikke navlesnor, der kom med. Jeg var villig til hvad som helst, og da Lars i det samme kom løbende ind ad døren, virkede det som om det skulle blive okay alligevel.
Ifølge fødselsjournalen var kl. 15.10, da de tog vandet, hvilket ikke kan anbefales at få gjort med en JM, der maser på maven og en anden, der har hele hånden oppe og styre, hvad der følger med ud – AV FOR !#¤&”&¤! Men jeg havde ret i, at vandafgang ville sætte gang i veerne – de startede ca. kl. 15.30. JM satte en elektrode på nr. 5’s hoved, så vi kunne være sikre på, at han havde det godt. Den første ½ time gik rimelig fint. Veerne var til at klare med vejrtrækning, og bebs’ hjertelyd lå flot og stabilt hele tiden. Men så tog fanden ved veerne. De begyndte at gøre sindssygt ondt og blev koblede, så det var 2-3 veer uden pause og så lige knapt 40-50 sekunder i fred inden næste omgang. Kl. 16.15 noterede JM, at hjertelyden begyndte at dykke vesynkront men rettede sig fint.
Kl. 16.30 fik jeg lattergas. Det hjalp ikke en fløjtende fis, og veerne blev værre og værre….jeg skreg som en vild og følte mig helt panisk rædselsslagen – det føltes som om der var noget helt helt galt. JM undersøgte mig, men til min gru var jeg kun 6 cm åben med en tyk ødematos kant fortil og det allerværste – babys hoved stod slet ikke på bækkenet men højt over…i fødselsjournalen står der ”caput -2 og drøn på veerne” Det var bestemt helvedes forgård….og midt i det hele begyndte bebsens hjertelyd at dykke, og den rettede sig ikke. Jeg var langt væk i smerter og fangede det heldigvis ikke, men stakkels Lars hørte fint JM kommandere sygehjælperen til at kalde lægen – ifølge fødselsjournalen var kl. 16.40. Herefter var JM og sygehjælperen i hektisk aktivitet omkring det apparat, der viste hjertelyden og en iltmaske, som de ville have mig til at trække vejret igennem. Så det var godt, at Lars opdagede, at Davids hoved blev født og råbte til JM, at ”Nu kommer han altså ud!”….hun nåede at få fat i ham, idet kroppen blev født. Kl. var 16.48, og David havde navlesnoren en gang stramt om halsen, hvilket ifølge JM var en god forklaring på hjerterytmens dyk. Han skreg med det samme og fik Apgar 10/1 og 10/5. Jeg var helt hysterisk og skulle bruge de første minutter på at forstå, at barnegråden var virkelig og ikke bare noget, som jeg forstillede mig – selv da jeg fik ham op på maven var der en del af mig, der ikke troede på, at han var okay.
Men han er heldigvis helt okay og perfekt – 3600 gram og 52 cm og lige så smuk som sine søskende. Desværre er han også noget af en selskabspapegøje, så det med nattesøvn – eller bare søvn! – er på et absolut minimum, for David vil helst kun sove på mig, og så sover jeg altså ikke ret godt eller dybt. Natten efter fødslen fik vi en okay omgang på 5 timer men siden har jeg max. fået 1 time ad gangen, så jeg er godt slidt efterhånden. Jeg har mælk i overflod, og David er en sulten herre, så amningen er godt kørende. SP var her i går, og da vejede han det samme som ved fødslen, så det er ikke mange gram, han har nået at tabe.
William er stadig sløj, så han er hjemme med mig og David, og det er faktisk ret hyggeligt, for alt fra amning til bleskift og putning er han aktivt med i. Det er virkeligt en oplevelse at se William med sin nye lillebror, som han i øvrigt siger ”Min lille makker!” til hele tiden – det er sq for kært. Karen er en ægte pige, der nusser, giver sut og er en smule fornærmet over, at hun ikke må gå rundt med David på armen. Simon er lidt mere reserveret – han vil gerne kigge og røre men så snart David rører på sig eller laver den mindste lyd, så trækker han sig og siger ”Uha, farlig!” En lidt spøjs reaktion… Men alt i alt går det rigtig godt, synes jeg. Det er kun det med den manglende søvn, som så til gengæld også virkeligt trækker tænder ud.
Søskende på babylisten:
Clara (13 år 10 mdr)
Simon (tvA) (17 år 9 mdr)
Karen (tvB) (17 år 9 mdr)
William (20 år 2 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 30/11-2012
> Slet profil <
Morsverden.dk > Babylisten > 
20/2)