<< Tilbage
Mor-/barn-profil for Trine og William
Fødselsberetning:
Jeg vågnede med veer lørdag d. 11/1 og tænkte, at nu var det så i dag, vi skulle være forældre. Jeg ville være flink og lade Steffen sove, for det kunne jo godt blive en hård og lang dag... Desværre for mig og mine forventninger løb det hele dog ud i sandet, på trods af lange gåture og at jeg prøvede at overbevise mig selv om, at NU kom der lige en mere!
Søndag startede på samme måde, dog en smule værre, men efter en træls lørdag var håbet til at overse. Det gik da også i sig selv indtil om eftermiddagen, hvor der begyndte at komme gang i sagerne. Jeg snakkede i telefon med min søster og en veninde alt imens jeg sad med veer, men jeg ville intet fortælle - lidt lange samtaler! Steffen skulle til eksamen mandag morgen kl. 9, så jeg ringede på fødegangen, og vi tog derind for at blive tjekket - det var jo rart at vide inden eksamen...
"Du er åbnet 2-3 cm, så vi synes I skal blive her", var beskeden, og pludselig blev alting meget virkeligt - og eksamen meget fjern! Det hele gik stille og roligt. Vi hyggede os og selvom veerne begyndte at nive, så var de ikke slemme. Vi nød at have god tid til at snakke og til at forberede os på, at fødslen var i gang og at vi var forældre lige om lidt.
Lige om lidt trak dog lidt ud, for han lå med hovedet forkert - den brede side der, hvor den smalle skulle have været. Jeg fik vedrop for at få mere gang i sagerne, så han måske ville vende sig, men jeg måtte ikke presse, selvom jeg i den grad havde presseveer. "Du skal bare puste" - ja tak! Jeg brølede som en okse, men jeg var ikke specielt klar i hovedet, så jeg opfattede det nærmest ikke.
Efter hvad der føltes som 100 års presseveer skulle de undersøge mig igen, så "du skal lige vende dig rundt" (jeg lå på maven over en sækkestol". De kunne lige så godt have bedt mig lave 9 timers springgymnastik! Jeg fattede ikke, hvorfor jeg ikke kunne blive, hvor jeg var, men vendt blev jeg da, og mens jeg lå der kom afdelingssygeplejersken ind og sagde, at jeg brugte mine kræfter forkert - jeg skulle presse, ikke brøle. I en mere normal tilstand ville jeg være blevet rasende over en sådan utidig indblanden, men her virkede det som en velsignelse, og jeg pressede alt, hvad remmer og tøj kunne holde! Det var ret ubehageligt at presse hovedet ud. Jeg blev lidt bange, da jeg mærkede hovedet og var ikke vild med at presse videre, men ud skulle han jo, og det kom han kl. 8.27 (33 minutter før Steffens eksamen - den nåede han ikke lige!) efter 22 minutters pressen - vi var ikke i tvivl om, at det var en dreng! Det kunne jeg bare ikke forstå, for jeg var så sikker på, at vi fik en pige... ;) Han blev suget pga. grønt fostervand, og så kom han ellers endelig op til mig, og for pokker hvor var han dejlig! Så pyt da med, at han sked på min mave - han var bare fantastisk. Vi var ude af os selv af lykke, og det var William også, da han fik mad første gang :)
Efter lidt tid alene fik vi morgenmad med flag på ("vi fejrer jo fødselsdag" - det havde vi ikke lige tænkt over), og så nød vi ellers bare at være blevet forældre til en dejlig dreng. Meget er jeg glad for er overstået, men fødslen og de første timer derefter ville jeg give min højre arm for at genopleve. Jeg glæder mig til at føde igen, selvom det bliver helt anderledes med nr. 2.
Søskende på babylisten:
William har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 12/12-2003
> Slet profil <
Morsverden.dk > Babylisten > 
29/3)