<< Tilbage
Mor-/barn-profil for Christina Stuwitz og Victor Magne
Fødselsberetning:
Victors fødsel den 11 september 2003.
Den 24. december 2002 tog jeg en graviditetstest. Hm….hvis jeg stod på hovedet med en finger i øret og mit venstre ben i en 30 graders vinkel kunne jeg svagt ane en streg ved siden af kontrolstregen. Jeg kaldte på Stefan, min kæreste, og glad, forvirret og varm i kinderne gik vi op til Stefans familie som vi holdt jul sammen med, begge fortumlede over vores lille hemlighed. Det var meget uvirkeligt. Efter et halvt år med begge ben i vejret var vi blevet gravide. Sikke en julegave.
Min graviditet forløb meget fint og jeg havde masser af energi og overskud næsten hele vejen. Ja så sent som i 32. uge var jeg på vandretur på Æbleø, en lille tur på 15 km, hvoraf 4 var igennem knædybt vand.
To uger før terminen som var den 7. september fik jeg modningsveer og da jeg var til jordmoder sagde hun tillykke, så er du jo faktisk i fødsel, du kommer nok ikke til at gå weekenden over. Fuldstændigt rundt på gulvet tog jeg hjem og pakkede min taske. Nå men så skulle jeg nok ikke lave nogen planer….troede jeg.
Men tingene går jo ikke altid som man forventer og de jeg nåede min termin, den 7 september var jeg meget meget træt af at være gravid.
Der skete ikke noget den 8 eller 9 heller så vi beslutede os til at ændre taktik. Hvis vi nu lavede en masse planer i stedet for at aflyse dem vi havde kunne det jo være der skete noget. Helt doven havde jeg dog ikke været. For at få tankerne væk fra hvor mange dage, timer og sekunder jeg var gået over tid tog jeg op på skolen og hjalp med at sy noget tøj til statsministerfruen.
Den 10. havde vi så inviteret gæster og da de gik sagde min veninde som selv var i 34.uge at jeg ville føde næste dag. Ja ja, det er da meget godt med lidt opmuntring tænkte jeg men mon dog.
Klokken 23 gik jeg så i seng. Dødsenstræt og ingen veer, ikke engang modningsvver. Jeg tænkte ved mig selv at jeg nok blev den første i verden der gik længere gravid end elefanterne. Men sådan skulle det dog ikke gå, for jeg vågnede klokken 01.00 og skulle tisse. Jeg kunne så konstatere at min slimprop var røget og da jeg 10 min senere atter besøgte toilettet fordi jeg igen skulle tisse var der også tegnblødninger. Nå, tænkte jeg. Det var da den nattesøvn, for nu var jeg ret sikker på at der nok snart skulle komme lidt gang i det hele. Men det i tankerne tog jeg så et bind på. Jeg bad Stefan om at lægge sig på sofaen og sove for jeg ville måske få brug for ham til at tage tid hvis der skulle dukke veer op i løbet af natten eller om morgenen. 01.20 skulle jeg så tisse igen, men havde en underlig fornemmelse så jeg løb ud på badeværelset og ikke var jeg mere end lige nået over dørtrinnet da vandet bare fossede ned af benene på mig. ”Stefan…..gider du ikke lige komme med telefonen”. Jeg ringede ud på fødegangen for det skal man jo, og de spurgte om fostervandet var klart og da jeg bekræftede sagde de at jeg skulle lægge mig til at sove og komme derud næste formidag ved 11 tiden. Jeg fortalte at min mor havde haft en hurtig fødsel men fik at vide at som 1. gangs fødende skulle jeg nok ikke forvente det samme. Jeg satte mig derfor for at skrive et par ord til mine dejlige veninder her på min terminsside (for sove kunne jeg nu ikke), men blev afbrudt af ”lidt” veer som jeg fik Stefan til at tage tid på. Da jeg efter hvad der føltes som en evighed havde haft tre veer sagde Stefan ”Så ringer vi til fødegangen og siger at vi kommer nu”. Det havde jeg nu ingen ambitioner om, for jeg havde fået besked på ikke at komme før ved 11 tiden. Stefan blev så en smule hys og snakkede om at hvis jeg ville gå glip at min fødsel fordi jeg skulle skive mail, så skulle han ikke blande sig, men han mente ikke at det med klokken 11 gjaldt folk der havde et minut lange veer hvert tredje minut. Jeg ringede så ud på fødegangen igen og mens sekretæren hentede en jordmoder havde jeg endnu en ve. Da jodmoderen så kom var veen lige ebbet ud. Hun spurgte om jeg havde en ve og jeg sagde ja, men at den var væk. Ja så kunne jeg godt blive hjemme lidt endnu. Stefan protesterede højlydt i baggrunden og vi fik at vide at vi gerne måtte komme hvis vi var mere trygge ved det. Så vi tog ud på sygehuset og kom i et modtageværelse. Her blev jeg undersøgt af en jordmoder der kunne konstatere at jeg var i fødsel og derfor gerne måtte blive….tak!
Hun fyldte så et badekar på en fødestue for jeg havde ytret ønske om at føde i vand, men de ville ikke lige fylde karret med det samme, for så nåede vandet nok at blive koldt. Så jeg fik et lavement og lov til at kravle op i badekarret. Klokke var nu ca. 03.00. Da jeg havde ligget der lidt syntes jeg det begyndte at presse lidt og jeg kunne ikke længere ænse andet end smerten når jeg havde veer. Jeg spurgte om det kunne passe at jeg havde presseveer, men det mente jordmoderen nu ikke det kunne for der var kun gået en time og et kvarter. Hun chekkede hjertelyd men tabte doptoneren i vandet så den hylede bare. Mens hun gik ud for at finde en ny kom jeg dog til (undskyld mit sprog) at skide lidt i vandet. Jeg stod straks op og hun kom tilbage i det samme og sagde ”jamen så har du jo presseveer”. Hun ville gerne undersøge hvor meget jeg var åben og genede mig op på briksen på alle fire mens hun fyldte fødekarret. Det var da nok meget godt for hun kunne ikke finde hjertelyden og måtte derfor sætte en indvendig elektrode på. Jeg er meget glad for at jeg allerede var oppe, for ellers var jeg nok kommet til at sige noget meget grimt. Men ak, jeg måtte ikke presse for jeg var kun 7cm åben så jeg gispede og gispede som et hund i Sahara. Det var dog ikke så rart så jeg begyndte at mumle om hvilke smertestillende muligheder hun kunne diske op med i en fart og jeg fik så tilbudt lattergas. Men fem dybe åndedrag senere blev jeg ret sikker på at det ikke lige var mig, for jeg glemte at gispe og det var ikke rart. Men på den anden side var det efterhånden ret svært ikke at presse. Hun fandt hejrtelyd og den var til alt held ok så jeg fik lov til at kravle tilbage i karret. Hun undersøgte mig igen og konstaterede at jeg nu (klokken 5) er 9cm åben. Hun siger at hun lige vil skubbe den sidste cm livmoderhals væk og at jeg så gerne må presse. Så det gør jeg.
Klokken 5.41 er vores dejlige Victor så født. 51 cm og 3564g. En dejlig nem og hurtig fødsel må man sige. Jeg nåede godt nok at revne lidt, men kun en slimhinde i skeden og slap med 6 sting.
Jeg må sige at de ting jeg frygtede mest, såsom at få lavement og at revne ikke var så slemt.
Jeg tror faktisk at jeg må sige det værste ved det hele var da vi kom over på patienhotellet et par timer senere og Stefan sagde ”Jeg er bare så træt, jeg kunne stå op og sove” og det at Victor og vi fik 19 gæster den første dag.
Det var bare så stort at ligge med ham der på maven. Han var bare så fin og perfekt. Min??? Jeg kunne slet ikke forstå at det var hvad jeg havde haft indeni mig i så lang tid. Hans fingre var en smule blå og han kiggede på mig med store blå øjne som om han kendte alle de bedste hemmeligheder i verden og bare ventede på at dele dem med mig. De første par dage lå han bare der....på mit bryst. Det gjorde at det ikke var så voldsomt endda det hele. Når han vågnede og hans øjne søgte mit blik kunne jeg ikke trække vejret. Alt snørrede sig bare sammen i min strube. Jeg var så lykkelig og bange. Jeg kendte ham ikke rigtig, han havde bare været en masse bevægelser på mit maveskind og i min blære. Nu lå han der og kiggede på mig. Følelserne er svære at beskrive. Jeg havde nemmere ved at sætte ord og handling på dem jeg følte for Stefan. Aldrig havde jeg følt så meget for ham som nu. Vi pjattede og fniste som dengang vi blev kærester for 5 år siden. Men det var dybere. Det var turbulent at blive mor. Jeg var så meget i tvivl om det var de rigtige følelser en mor skal have, dem som jeg havde, for når han kiggede på mig eller hans små fingre søgte min hud, stoppede alt omkring mig bare og jeg svævede i undren.Jeg kunne ikke mærke om det var kærlighed eller noget helt andet. Instinkterne var der. Jeg kunne mærke det i hele min krop. Hvis nogen kom tæt på havde jeg mest af alt lyst til at putte ham, dybt i mine arme, så ingen kunne skade ham. Når han græd væltede mælken frem og skjolderne i ammeindlægene fik endnu en årring. Så mange gange havde mit barn grædt idag. Nu er han tre måneder gammel, stadig et nyt lille væsen. Men jeg kender ham bedre end jeg kender nogen andre og jeg er slet ikke i tvivl om at det her, det er ægte kærlighed. Jeg havde en forventning om at visheden om den ægte kærlighed ville komme snigende ind på mig, lidt efter lidt så jeg pludselig en dag vågnede og tænkte "Hov, jeg elsker mit barn, jeg elsker ham virkelig". Det gjorde den bare ikke, den kom som en stor tung sten og ramte mig lige midt i hovedet den 1 oktober. Da han var knapt tre uger gammel. Vi havde bestemt at han skulle døbes den 5. oktober så vi var på vej ud for at handle tøj, sko og bordpynt til dagen. Victor havde været så urolig og han ville slet ikke falde til ro i barnevognen så jeg tog ham i babybjørnen, vel vidende at jeg kun behøvede have ham der i 10 min. før han sov sødt. Ganske rigtigt, da vi havde gået i fem minutter var han stille og hans øjenlåg begyndte at glide i. Da han havde sovet trygt i nogle minutter syntes jeg han var så blå om munden og mens jeg kiggede på ham udstødte han et skrig og blev så mere og mere blå i ansigtet, til sidst var han helt mørkeblå og hans ansigt var stivnet i skriget. Jeg kunne bare slet ikke tænke noget som helst. Jeg flåede ham ud af babybjørnen og sagde hans navn, højt og skarpt "VICTOR". Han reagerede ikke. "Victor", mere stille. Intet, jeg klappede ham hårdt i rumpen og pustede ham hårdt lige i ansigtet. Jeg kunne mærke hvordan hans stive krop trak luft ind i lungerne og han blev fin lyserød igen, han græd en smule, men var så udmattet. Jeg kunne slet ikke få øjenkontakt med ham. Stefan stod lige ved siden af mig med armene ud mod os og et skræmt udtryk i ansigtet. Jeg kiggede på ham mens jeg trykkede Victor ind til mig. "Jeg tror bare det er sådan noget babyer gør" sagde jeg, med en historie om hysteriske børn der, i arrigskab, holdt op med at trække vejret i baghovedet. Han havde været virkelig gal en dag han lå på pusslebordet og han var blevet lidt blå, men da jeg sagde hans navn højt og trykkede ham på maven havde han kigget på mig og var helt som han plejede. Vi lod det være ved det. Han havde det jo fint, jeg kiggede på ham hvert 20 sek. han lå bare der og sov, hans brystkasse bevægede sig op og ned i jævne bevægelser. Stefan forlod os, han havde timer. Så vi fortsatte vores shoppingtur efter tøj, sko og pynt til dåben. Jeg manglede kun pynten og den ville jeg da bare gå ind i Panduro Hobby efter. På vej der over blev Victor ked af det og jeg stoppede og gav ham bryst. Han var lige som han plejer at være. Aktiv og sulten. Jeg tog ham op for han havde ligget nok i barnevognen syntes han, ihvertfald startede han sirenen hver gang jeg forsøgte at lægge ham fra mig. Det var nu også lidt dejligt at have ham op af mig, for selv om det "bare er sådan noget babyer gør" så havde episoden skræmt mig lidt. Jeg kom ind i Panduro hvor jeg har arbejdet som afløser. Min ex. chef var der og jeg ville da lige vise hende mit vidunder. Ham her, han var det smukkeste jeg nogensinde havde kreeret. Intet af det jeg havde lavet da jeg arbejdede der kom op på siden af ham :o)Mens jeg så står og snakker med hende om hvor dejligt og hårdt det er at være blevet mor, kigger vi selvfølgelig ned på Victor som sidder på mit bryst, han er jo midtpunktet for vores samtale selv om han er i lykkelig uvidenhed om det. Igen synes jeg der er en blå skygge om hans læber og da jeg læner ham bagover for at kigge efter kommer der et arrigt skrig og han bliver helt blå og stiv mens hans ansigt igen har den der uhyggelige grimasse der har forfulgt mig lige siden."Jeg skal lige få min søn til at trække vejret" siger jeg mens jeg står og knapper babybjørnen op. Hun kigger bare skræmt på os. Jeg klapper Victor i rumpen og puster ham i ansigtet. Han kommer tilbage, men igen er han bare så træt og slap. Jeg er nu i syv sind omkring hvad jeg skal gøre. Jeg synes det er meget ubehageligt hvis det er sådan noget børn bare gør, for jeg føler mig slet ikke sikker på at Victor selv ville begynde at trække vejret hvis jeg ikke havde klappet ham i rumpen. Jeg går hjemmad og tygger lidt på det mens jeg hele tiden tipper barnevognen og kigger på mit barn. Da jeg kommer hjem ringer jeg til min mor. Hun har været på neonatal afdeling for mange år siden og prøver at berolige mig en smule, men det lykkedes ikke rigtig, for samtidig med at hun siger at jeg bare skal tage den helt med ro siger hun også at vi skal skiftes til at holde øje med ham natten igennem og tage til lægen næste dag. Bag hende kan jeg høre min stedfar, han er meget bekymret. Han har mistet sin søn. Vuggedød. Jeg kan høre panikken i hans stemme da han siger til min mor at hans søn ikke var blå, bare helt stille da han fandt ham. Næste dag ringer jeg til lægen lige så snart deres telefon åbner. Jeg får en tid først på eftermiddagen. Stefan kommer ikke med, jeg vil ikke bekymre ham, så jeg siger han skal tage til timer på uni. I stedet tager jeg min nabo med. Hun har tilbudt at køre os derud. Hun er så dejligt et menneske at jeg slet ikke kan beskrive det. Hun skal med ind for hun er en klippe af ro og hun har selv stået med et barn der fejlede noget (hul i hjertet) og ved hvordan jeg har det. På vej ud til lægen sidder Victor i sin autostol og jeg synes han er så stille og bleg. Han reagerer ikke da jeg ryster hans hånd og heller ikke da jeg ryster hele hans arm. Jeg prikker ham i maven, lidt hårdt, og langsomt åbner han øjnene og kigger på mig. Jeg ved ikke den dag idag om han havde et "anfald" eller om han bare sov. Hvis han bare sov er det ikke første gang jeg har vækket ham siden for at chekke om han trak vejret.Inde hos lægen skriver han alt ned jeg fortæller og undersøger Victor fra top til tå. "Jeg synes det er nogle lange uprovokerede apnøeperioder han har haft. Jeg vil gerne indlægge ham til akut observation" . Alt jeg hørte var akut, da han sagde det ord tænkte jeg "Han skal dø, min dejlige Victor er ved at dø fra mig, han virker ikke som han skal" og tårene trillede ned af kinderne på mig. Lige i det øjeblik gik det op for mig hvor stor en del af mit liv dette lille barn var. Monica tog om mig og holdt om mig mens jeg rystede. Jeg husker ikke så meget mere fra besøget hos lægen. Vi kørte hjem og fandt Stefan og pakkede lidt tøj til os og tog ud på modtagelsen på børneafdelingen. Han fik foretaget en masse undersøgelser derude. De tog en masse blodprøver og et EKG (hjertekardiogram) mens han lå på modtagelsen. Da de så ikke umiddelbart gav resultat blev vi overflyttet til H1. Der var så meget personale og de var så venlige mod os. De spurgte til os og kom med noget at drikke og spise. Jeg havde slet ikke spist for jeg havde været så bekymret hele dagen. Næste dag foretog de en EEG (hjernebølger for at chekke for epilepsi) og de tog urinprøver på ham. Hele indlæggelsen er en smule tåget, for der skete så meget samtidig med at der slet ikke skete noget. Men om lørdagen fik vi lov til at tage hjem på orlov, for vi havde jo en dåb om søndagen hvor der kom gæster fra udlandet, så, så længe Victor havde det fint var der ikke noget i vejen for at han kunne få lov at gå på orlov. Med os hjem fik vi en transportabel apnøealarm/respiratoralarm. Jeg fik at vide at den kunne have fejlmeldinger. Jeg skulle bare vide. Hele natten til barnedåben sov jeg praktisk talt ikke for alarmen gik men jævne mellemrum og hver gang for jeg op og chekkede Victor, for nu var det nu. Nu tak han ikke vejret mere. Hver gang kiggede en søvndrukken Victor på mig med trætte øjne. Hvad bildte jeg mig ind at vække ham midt om natten. Falsk alarm, hver gang. Vi fik alarmen med hjem fra sygehuset da vi blev udskrevet om mandagen og efter nogle dage var vi vrag. Alarmen gik i tide og utide, på en gennemsnitsdag talte vi den til at gå 13 gange. Min mælk begyndte at svinde og udover en træt Victor havde vi nu også en sulten Victor. Jeg begyndte at suplere op med en flaske for omkring middagstid havde jeg ikke mere mælk. En tre uger efter udskrivelsen tog vi så i Ønskebørn, for der havde de en Angelcare alarm som virkede efter samme princip, men som han skulle ligge på istedet for at have klistret på lysken. Den virkede, som en drøm. Vi sov og mælken løb til igen, men ak, Victor syntes det var meget sjovere at drikke af flasken. Efter nogle dages hård kamp opgav jeg, der var jo kun 7 uger til jeg skulle starte i skolen igen, og så skulle han alligevel supleres op på modermælkserstatning eller vælling. Siden vi blev udskrevet har han ikke haft nogen uprovokerede anfald, dem i forbindelse med raserianfald kan vi dog tælle på en tre, fire hænder, men de bekymrer os ikke for dem kan vi jo høre komme. De er dog også ophørt og han har i skrivende stund ikke haft et i fire måske fem uger.Sygehuset ved ikke hvad det var han fejlede, men kalder det apnøe. Det er ikke det samme som søvnapnøe. Men det er også alt de kan fortælle.Det var lidt om de første tre måneder i Victors liv. Forhåbentlig undgår vi flere forskrækkelser før han bliver teenager og forskrækker os hele tiden. Han er så sød og glad og nem. Mit hjerte løber over når han smiler til mig. Christina og Victor
Søskende på babylisten:
Katarina My (19 år 10 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 19/10-2004
> Slet profil <
Morsverden.dk > Babylisten > +x(200))
14/3)+x(200))