<< Tilbage
Mor-/barn-profil for Cecilie Nørregaard og Nilas Gabriel
Fødselsberetning:
Mandag d. 7. marts 2005, terminsdag og dagen hvor jeg skal sættes i gang. Jeg vågner kl. 05.24 og kan ikke sove længere. Mine hofter gør for ondt til at ligge, så jeg står op og tager et langt bad.
Lucas og Malthe sover hos mormor og morfar, så der er fred og ro. Anders står op lidt senere og kl. 7.15 kører vi mod Hillerød sygehus. Vi er spændte begge to og for mit vedkommende er det især underligt at vide at jeg skal føde, selvom der ikke er det mindste optræk til noget. Samtidig er jeg frygtelig nervøs for at man på fødegangen vil forsøge at udsætte vores aftale med en eller anden undskyldning.
Da vi kommer frem skal vi allerførst op i laboratoriet og have taget en blodprøve. Det tager ikke lang tid, og derefter går vi på fødegangen.
Vi står og venter lidt indtil der kommer en forbi og siger nåhja I vil gerne kigges på, og viser os ind på en observationsstue med to senge. Hun går igen og vi venter....
Efter et kvarters tid kommer der en ny. Hun præsenterer sig som jordemoderstuderende og vil gerne have lov at undersøge mig. Det resulterer i en lille overraskelse, 1 finger åben og 1½ cm livmoderhals. – 3 dage tidligere var jeg ellers 2 fingre åben og havde næsten ingen livmoderhals.
Jeg får CTG på og den jordemoderstuderende fortæller at der skal være konference, og så vil vi høre nærmere.
Desuden fortæller hun at afdelingen er lidt kaotisk for der er ved at blive lavet nyt gulv på den ene af de to fødegange, så alle fødsler foregår på samme afdeling. Desuden er det meste af personalet fra den lukkede fødegang på kursus. Hun selv er lige startet i 14 dages praktik hvor hun skal have med igangsættelser og div. undersøgelser at gøre.
Efter hun er gået ringer vi til min mor. Hun har fået sendt børnene i skole og børnehave og er nu på vej til hospitalet.
Vi aftaler at uanset hvad de kommer med af argumenter så lader vi dem ikke sende os hjem. Det ligger ellers i luften at de vil forsøge...
Min mor ankommer netop som vi kan høre panik på gangen. En kvinde har tilsyneladende født eller er ved at føde i forhallen, og parsonalet løber rundt.
I nabosengen kommer en anden kvinde ind. Hun skal have kørt CTG. Det har hun ellers ikke tid til, for hun har travlt og skal på arbejde...
Den jordemoderstuderende kommer tilbage. Hun spørger hvordan jeg har født de andre gange, og jeg fortæller at jeg tilsyneladende ikke får veer før andet er gået, og at jeg så til gengæld føder ret hurtigt.
Hun mener ikke det kommer til at gå så hurtigt når det er 3. gang, den snyder ofte, og det er altid noget andet når man blver sat i gang.
Hun går igen og vi venter... Kvinden ved siden af får lov at tage på arbejde og snart kommer en ny, som også skal have kørt CTG.
Humøret hos os er højt, vi griner og pjatter lidt, men forsøger at holde os nogenlunde dæmpet af hensyn til naboen.
Den jordemdoerstuderende kommer tilbage og spørger hvad jeg egentlig selv regner med der skal ske.
Jeg svarer at jeg forventer at blive sat i gang, for det er jeg blevet lovet. Hun har været på konference, og de har vurderet at man ikke kan tage vandet. Men der vil komme en læge og snakke med mig om det.
Efter ikke så lang tid kommer der en læge, sammen med den jordemoderstuderende og en jordemoder.
Lægen er en mand. Han liger sådan en fedtet bums fra bænken foran Brugsen, og præsenterer sig med et flakkende blik. GISP tænker jeg. Nu bliver der da først problemer...
Han siger: ”Nå, jeg kan forstå du er blevet lovet igangsætning, hvor letsindigt”
”Nåh, synes du det” Svarer jeg.
”Nej... Det ved jeg ikke, men jeg kan forstå at du er blevet undersøgt og det ikke er muligt at tage vandet.”
”Det kan jeg bare ikke forstå” siger jeg. ”For jeg var til jordemoder for 3 dage siden, og der fik jeg af vide at det ville være let at sætte mig i gang ved at lave hindesprængning. Men nu er det jo også en studerende der har undersøgt mig. I har måske en der er lidt mere rutineret der kan klare opgaven.”
”En studerende... Nå... Er der ikke andre der har mærket? Hvem var det?”
”Det var mig, svarer den jordemoderstuderende”
Lægen smøger resolut ærmerne op. Giv mig et par handsker sig han bestemt og får straks et par handsker. Han undersøger mig, og siger: Det kan man da sagtens prikke hul på det vand. Nu må hun squ tage sig sammen. Det bliver hun nødt til.. Ja ellers kan jeg squ selv gøre det.
Jeg siger han skal være velkommen... Og så beder han på samme overbevisende måde om en hindesprænger.
Men det er alligevel ikke så let. Han aser og maser, og bliver tydeligvis stædig. Efter 10 minutter siger han at jeg bliver nødt til at komme ind på en anden stue hvor der er bøjler til benene.
Jeg tager tøj på og vi trasker alle over til et andet undersøgelsesrum. Vi er temmelig mange mennesker og det virker lidt komisk... Anders, min mor, jeg selv, lægen, den studerende, jordemoderen og inde i det lille bitte lokale hvor vi skal være er der en anden læge, en udenlandsk studerende samt hendes vejleder der også fungerer som tolk.
Jeg lægger mig i gynekologlejet, og han starter med at scanne for at se om der overhovedet er vand. Det er der. Så går han i gang igen. Han går virkelig til den, og forsøger til sidst også at komme til ved hjælp af en GU sæt. Han spørger hele tiden til om jeg kan klare det, men jeg er lige glad om det gør ondt eller er ubehageligt, jeg vil bare have den fødsel i gang.
Til sidst løber det en lille smule og han tror at der måske er blevet ridset i hinden, men er dog bange for at det blot er fordi han har rumsteret så meget, og hinden i virkeligheden er for sej.
Da jeg kommer op at stå bliver jeg dårlig et øjeblik fordi jeg har ligget så længe på ryggen. Men efter at have stået med hovedet nedad lidt, er jeg okay igen og vi bliver bedt om at gå lidt rundt for at se om der kommer mere vand. Hvis ikke der gør det, skal jeg sættes i gang med drop.
Vi går en tur i cafeteriet og får lidt at spise og en kop kaffe. Det har jeg ellers ikke drukket hele graviditeten... Bagefter går vi tilbage til observationsstuen og venter.
Der går en time eller mere, så kommer den jordemdoerstuderende og spørger til om der kommet noget vand. Det er der jo ikke.
Vi får af vide at jeg nok skal blive sat i gang med drop, men lige pt er der ingen ledige stuer, så vi bliver nødt til lige at have lidt tålmodighed.
Ved 13 tiden kommer den jordemoderstuderende tilbage og siger at nu er der omsider en fødestue klar, så jeg kan få lagt drop.
Samtidig får jeg CTG på, så de kan følge veernes udvikling undervejs. Der vil blive skruet op for droppet hvert 20 minut, også selvom jeg måske synes at jeg har rigeligt med veer, da det er vigtigt at de bliver rigtigt regelmæssige. For min skyld kan de skrue så meget op de vil, jeg vil bare føde.
Lige da droppet kommer op er der ikke nogen effekt, men da der efter 20 minutter skrues op, får jeg hvad der svarer til plukveer. Det gør ikke ondt, men jeg kan mærke at de kommer rimelig regelmæssigt.
Min mor, Anders og jeg snakker og skriver sms til de der nu skal holdes underrettet.
Der bliver skruet op et par gange mere, og jeg kan mærke at veerne tager lidt til, men de er stadig langt fra at have rigtig vestyrke. Så bliver der skruet op en gang mere. Jeg har lige skrevet en sms om at jeg har små regelmæssige veer, da der kommer en rigtig ve. Det føles som om noget siger klik indeni, men der kommer ikke noget vand. Smerten er overrumplende, og jeg må holde godt fast i Anders og sengen. Jeg får en ve mere af samme slags, og ved den 3. mærker jeg en sviende brændende fornemmelse. Jeg tænker: JEG HAR PRESSETRANG men siger til mig selv at jeg må være idiot, jeg har jo kun haft 3 veer. Jeg beder Anders og min mor om at ringe efter den jordemoderstuderende for jeg vil gerne undersøges. Tør ikke sige at jeg tror jeg snart skal presse, for jeg synes det virker for langt ude.
Den jordemdoerstuderende undersøger mig. Hun kommer op lige som jeg får en ve, og det er rigtig ubehageligt. Så siger hun.
”Ja... Nu skal du høre... Du skal på en fødestue NU. Du er helt udvidet, og vandet går formentlig i næste ve. Hindeblæren står halvvejs nede i skeden”
Hvad SIGER du spørger jeg. Sagde du helt åben?
Pludselig går det stærkt. Flere personaler kommer til, og de begynder at køre med sengen. Anders holder stadig min hånd, men må give slip, for at sengen kan komme rundt. I den næste ve, skal jeg presse og jeg får besked på at gispe alt hvad jeg kan.
Jeg gisper og gisper, mens jeg bliver kørt ned ad gangen. Personalet ved ikke helt hvilken stue vi skal på, for den var egentlig booket til en anden. Hende der styrer sengen har ikke fået slået det ene sæt bremser fra og sengen rammer samtlige dørkarme og kanter undervejs. Det føles som at køre i radiobiler, samtidig med at jeg ligger der og gisper.
Da vi kommer ind på stuen er der om muligt endnu mere kaotisk. Der må have været nogen derinde i forvejen for pludselig er der mange mennesker. Desuden kommer der et par stykker ind og spørger om der er plads til en studerende mere. Heldigvis bliver de smidt ud med beskeden om at det er der IKKE!
Jeg bliver spurgt om jeg kan gå over og lægge mig på fødelejet. Det kan jeg ikke, så de får med nogen besvær bakset den genstridige seng op på siden af fødebriksen og så kravler jeg med drop og ledninger i en pærevælling.
Jeg kommer ned at ligge på ryggen. Vandet står i hinderne i en stor ballon ud af skeden. Det presser helt afsindigt. Efter at have kommenteret det imponerende og vist nok usædvanlilge syn prikker den jordemoderstuderende hul og vandet mildest talt vælter ud. Der er lidt afføring i og den ene jordemoder spørger om vi er sikre på det ikke er en sædefødsel. Det snakker de lidt frem og tilbage om men ender med at være enigen om at det er regelmæssig baghovedstilling. Jeg får en ve mere og der kommer mere og mere vand. Nilas hjertelyd dykker kraftigt. Så skal jeg rundt og ligge på siden. Min krop er næsten umulig for mig at flytte på, den er så tung og smerterne så intense at jeg ikke rigtig har kontrol over mine bevægelser. Men jeg kommer rundt, og vandet fortsætter med at rende. Der er over 2 liter siger de, og jeg kan mærke at alt hvad jeg ligger på er blevet gennemblødt. Det bliver skiftet og jeg bliver mærket på, mens nogen holder mit ene ben. Det er en virkellig dårlig stilling for mig og jeg må stadig ikke rigtig presse.
Jeg bliver mærket på igen, Nilas er gledet tilbage, så jeg skal endnu en gang skifte stilling. Jeg kommer på alle 4 i sengen og står lænet over hovedgærdet.
Bliver bedt om at skyde numsen i vejret. Jeg presser med på den sidste del af veerne.
Han vil ikke rigtig komme ned på plads, og jeg skal tilbage på ryggen.
Jeg føler mig som en stor søko der er kommet på land og ovenikøbet skal gå på line. Kan ikke rigtig holde i noget og det spænder voldsomt forneden. Jeg kan mærke at det er helt rigtigt da jeg kommer på ryggen, halvt siddende. Pressetrangen bliver for alvor stærk og jeg presser så de må bede mig huske at trække vejret. Anders lyder som om han er alvorligt bange for at jeg helt skal glemme det. Han får besked på at give mig ilt mellem veerne, for at Nilas hjertelys ikke skal dykke for meget.
Personalet er tydeligvis ikke vandt til at arbejde sammen, og kommunikationen mellem dem er ikke så god. De snakker frem og tilbage om hvorvidt der skal være det store stykke på sengen eller ikke når jeg føder. Jeg lukker det ude, og koncentrerer mig om at presse. Den jordemoderstuderende får travlt med at få handsker på, for nu kommer han snart.
Jeg kan mærke hovedet glide helt frem i skeden. Han føles koloenorm. Jeg får instrukser om at gispe hvis jeg får det af vide. Ved næste ve kommer han. Men skuldrene sidder fast, da hovedet er halvvejs ude. Der er ikke mere ve.
Og han skal ud NU! De presser mine ben helt op til mine ører og trækker i Nilas hoved mens jeg presser alt hvad jeg kan uden at have ve.
Med et går han løs, det føles som om jeg får revet hele underlivet ud på en gang. Klokken er 15.50.
Han er fuldstændig blå. Aldrig har jeg set så blåt et barn. Det ser ikke for godt ud og jeg bliver forskrækket. Anders er vist også forskrækket, men han blver ved med at sige det er ok. De lægger ham på min mave et øjeblik og gnider alt hvad de kan.
Der bliver kaldt en læge, og endnu en gang er der pludselig fyldt med mennesker.
Der går heldigvis ikke så længe før Nilas begynder at give lyd. Jeg bliver rolig, det skal nok gå. Han bliver suget og får ilt. Farven bliver langsomt bedre, bortset fra på hele den øverste del af hovedet. Det er et stort blåt mærke, fyldt med blodudtrækninger. Det ser dramatisk ud, men efter et lille stykke tid kommer han hen til mig. Fin og dejlig, bare blå.
Så er der vagtskifte.
Nye personaler kommer til, og moderkagen kommer på et enkelt pres, uden ve eller noget. Derefter bliver jeg syet lidt. Smerterne er stadig så intense fra da Nilas blev trukket ud, at det kun er et par enkelte sting jeg mærker.
Nilas bliver lagt til, og det varer ikke længe før han sutter. Der er fin gul råmælk til ham.
Jeg får af vide at det er bedst vi bliver i hvert fald i et døgn. Med den hårde medfart Nilas fik vil de gerne holde lidt øje med ham.
Han bliver vejet. Jeg gætter rigtigt med mit bud på 4200 g.
Han er 54,5 cm. Lang.
Min mor og Anders ringer efter min papfar og Lucas og Malthe.
De kommer lidt senere, og har blomster med.
Det er så rørende at se dem komme ind på fødestuen, med alvor og nysgerrighed malet i deres små ansigter. De kigger og spørger. Det hele er lidt overvældende.
Lucas spørger med bekymring om Nilas skal i kuvøse, og kigger efter hvordan hans mund ser ud. Han hvisker til mig: ”Mor... Det er godt han ikke har det der på munden som magnus, for så skulle han bare på hospitalet igen og igen og igen, og det er så synd”
Vi drikker et glas champagne og spiser sandwich. Det er den dejligste familie i verden.
En social og sundhedshjælper kommer ind. Jeg kan komme på barselsgangen om lidt. Men der er ikke plads til Anders. Jeg bliver lidt skuffet. Hun spørger om jeg får saltvand i droppet, men nej, det er stadig vedrop. Liiiige et øjeblik siger hun og forsvinder ud. Det havde de åbenbart glemt at skrue ned for...
Anders følger Lucas og Malthe, Min mor og papfar ned til bilen, og imens bliver mit drop seponeret. Der bliver kaldt en portør og jeg kommer på barselsgangen.
One night in hell... Nilas er en engel, men sidemanden snoker værre end Anders og der er en del andre børn på afdeligen der græder natten igennem. Jeg får ikke lukket et øje. Næste morgen vil jeg bare HJEM. Anders kommer kl 8.30 og kl 11.30 får vi omsider lov at sige farvel.
Da vi kommer hjem tager vi Lucas med fra skole på vejen, og min mor står og venter samme med Malthe udenfor vores hus. De har pyntet hoveddøren med flag og et fint skilt hvor der står VELKOMMEN TIL VERDEN NILAS og VELKOMMEN HJEM MOR OG NILAS.
Søskende på babylisten:
Otto Benjamin (17 år 2 mdr)
Malthe Matthæus (24 år 5 mdr)
Lucas Aleksander (25 år 9 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 30/3-2007
> Slet profil <
Morsverden.dk > Babylisten > +x(200))
22/12)+x(200))