<< Tilbage
Mor-/barn-profil for AnneB og Linus
Fødselsberetning:
Efter næsten tre uger med drilleveer, var jeg efterhånden ved at miste troen på, at jeg nogensinde ville føde. Jeg var faktisk
allerede begyndt at planlægge, hvordan man nemmest opdrager en teenager, der nægter at flytte ud af maven. Graviditetskalenderen sagde 40+1, men min utålmodighed var da ligeglad med, at jeg kun var én dag over termin.
Dagen efter, den 11. juli, var vores 5 års bryllupsdag. Og netop denne dag ville vi gerne have for os selv. Thomas bestilte bord på en restaurant, vi havde haft lyst til at spise på i lang tid, og jeg var allerede begyndt at have krise over, hvad for noget tøj jeg skulle presse min hævede krop ned i.
Men... klokken 00.04 den 11. kom den første rigtige ve. Det var jeg godt nok ikke helt klar over på det tidspunkt, da det på ingen måde føltes som mine drilleveer, eller noget jeg har fået bekrevet. AV! Jeg kaldte på Thomas, så vi kunne tage afsked, da jeg var ret sikker på, at jeg var døden nær, men Thomas tog det stille og roligt og fandt ur, kuglepen og papir frem. Veerne var regelmæssige lige fra starten. De startede med 20 minutters mellemrum, og efter et par timer var de nede på syv minutters mellemrum.
Jeg var godt klar over, at jeg ikke skulle føde inden for det næste par timer, men omkring klokken fire kunne jeg simpelthen ikke klare smerterne længere. Jeg fantaserede vildt og voldsomt om at komme i et dejligt, lindrende badekar. Hospitalet kunne godt glemme alt om at sende mig hjem igen!
Jeg fik hylet mig ud i en taxa - til en noget bleg chauffør, som mente, vi burde have ringet efter en ambulance. Turen fra Nørrebro til Hvidovre Hospital blev da også klaret på kun to veer. Thomas mener helt sikkert, at speedometeret var oppe på 200 kilometer i timen.
Thomas havde ringet til hospitalet, og der var desværre ikke plads på klinikken, så jeg måtte finde mig i fødegangen. Det var alligevel ikke helt skidt, da det var "min" jordemoder, der tog imod os. Det var så ubeskriveligt dejligt at se et kendt ansigt.
Vi kom ind i et modtagelsesrum, hvor jeg blev undersøgt. Livmoderhalsen var udslettet, men jeg havde kun åbnet mig 2 cm. Øv! Heldigvis vurderede jordemoderen, at mine smerter var så slemme, at jeg ikke skulle sendes hjem. Ikke at jeg på nogen måde havde tænkt mig at finde mig i det, hvis det havde været tilfældet!
Efter et stykke tid kom en sød dame ind for at give mig lavement - noget jeg havde frygtet meget. Det var overhovedet ikke slemt, men det er nok en god ide at have et afslappet forhold til sin mand, for der er altså ikke særlig meget romantik over lavement-forløbet. Efter 10 minutter på toilettet blev jeg placeret under en dejlig varm bruser, der var desværre ikke noget badekar til mig. Herefter blev vi sendt på gåtur på gangen. Puha, det var ikke rart, men det lykkedes mig da at åbne mig en cm mere.
Det var blevet vagtskiftetid, og min nye jordemoder præsenterede sig. Hun var heldigvis supersød! Hun mente, at jeg skulle have noget smertestillende, og da hun vurderede, at der var mange timer, til jeg skulle føde, syntes hun, at morfin var en god ide. Fint med mig, jeg ville bare gerne have mulighed for at slappe af.
Vi blev anbragt i et hvilerum, hvor der også var en briks til Thomas, som på det tidspunkt var helt smadret af træthed og sult samt af at se mig have så mange smerter.
Morfinen tog toppen af veerne, så jeg fik hvilet en times tid. Men under en vé, der trods morfinen var en smule brutal, måtte jeg skamfuld indrømme overfor Thomas, at jeg troede, jeg havde tisset i bukserne. Han ringede efter jordemoderen, som konstaterede, at det var vandet, der var gået. Desuden havde jeg åbnet mig 5 cm. Klokken var nu 10.35.
Klokken 12.20 havde jeg åbnet mig 9 cm, og jeg havde pressefornemmelse. Mine presseveer var dog ikke gode, så jeg pressede og pressede uden resultat. Det er utroligt, at min jordemoder kunne blive ved med at være så sød og forstående, for jeg tror da ikke, jeg har været den nemmeste "kunde". Hun ville have mig op på alle fire, ned på gulvet, op på en sækkestol, og jeg havde meget svært ved at se, at det var for at hjælpe mig. Jeg råbte og skreg og bandede og svovlede. Og stakkels Thomas. Han var ved at besvime af træthed og sult samtidig med, at han skulle finde sig i mine ordrer; Massér!!!
Vi begyndte at nærme os endnu et vagtskifte, og jeg var ved at gå i panik ved tanken om, at min fantastisk søde jordemoder skulle forlade mig. Jeg kæmpede for at føde, før hun skulle gå, men den gik altså ikke.
Min nye jordemoder kom klokken 15.10, og på det tidspunkt lå jeg og tudede; "kan ikke mere". Men det ville hun absolut ikke finde sig i! Jeg fik ve-stimulerende drop og et krav(!!!) om at presse tre gange på hver presseve. Det var f***** hårdt, og man overskrider godt nok nogle blufærdighedsgrænser undervejs. Pudsigt nok gik jeg mere op i, at der var frit udsyn til min lillebitte vorte under storetåen, end jeg bekymrede mig om alt det andet, der faktisk var frit udsyn til.
Klokken 15.37 "smuttede" vores dreng ud - til min store overraskelse... Det var overstået!
Jeg fik min dejlige slimede "klump" op på maven, hvor Thomas og jeg tudende kunne kigge på ham for første gang. Desværre fik jeg ikke lov til at have ham liggende så længe, da hans hovede havde selskab af højre arm, da han kom ud, så jeg bristede temmeligt meget. Min "skrappe" jordemoder viste sig at være et af de mest omsorgsfulde mennesker jeg nogensinde har mødt (ville næsten ønske, jeg kunne tage hende med hjem). Bristningen var for kompliceret til at hun selv kunne sy. Til gengæld var hun over lægen som en høg, for at han skulle gøre det ordentligt. Desuden blev hun hos os meget længe og kom og så til os, mens vi var på fødestuen (vi blev først kørt på barselsgangen omkring klokken 21).
Selv om mine presseveer var dumme, og fødestuen til tider var lidt for fyldt op med diverse læger, der ville tage blodprøver og putte elektroder på mit ufødte barns hoved - og selv om veerne gjorde mere ondt ,end jeg kunne have forestillet mig i min vildeste fantasi, og jeg nåede at møde tre jordemødre i løbet af fødslen, synes jeg selv, jeg havde en dejlig fødsel. Men jeg synes jo også, at resultatet er det dejligste i hele verden. Det er ubeskriveligt stort at blive mor, og jeg elsker min Linus over alt på jorden.
Linus vejede 3900 g og var 52 cm lang. Apgar 10/10
Efter tre behagelige overnatninger på enestue på barselsgangen tog vi hjem, så vi kunne begynde vores nye liv som en familie - for alvor.
Søskende på babylisten:
Linus har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 13/9-2005
> Slet profil <
Morsverden.dk > Babylisten > +x(200))
11/9)