<< Tilbage
Mor-/barn-profil for Pia Boeskov og Line
Fødselsberetning:
Her er historien om hvordan min lille Line kom til verdenen.
Jeg havde termin den 17. juli, og forventede jo ligesom alle andre, at det ville blive min babys fødselsdag, men nej!! Okej…. De fleste førstegangsfødende går over tid – og jeg meldte mig ind i den gruppe.
Siden mit sidste lægebesøg har jeg gået til regelmæssig kontrol for svangerskabsforgiftning – jeg har i løbet af de sidste par måneder af min graviditet fået helt vildt meget væske i kroppen. Men mit blodtryk artede sig sjovt nok.
Dagen før min termin var jeg til jm – lidt ekstraordinært fordi hun skulle på ferie. Der lavede jeg 2 urinprøver med 2+ i protein…. Og hun sendte mig på fødegangen til blodprøver. Da jeg kom derover blev jeg bedt om at lave endnu en urinprøve, som ville blive sendt til dyrkning!! Nåja tænkte jeg…. Og tog derefter hjem.
Om fredagen ringede jeg for at få svaret på min urinprøve – var lidt utålmodig og ville gerne snart i gang – og ville absolut ikke udelukke en igangsættelse, da jeg efterhånden følte mig temmelig besværet pga. al væsken. Jeg fik at vide at svaret på urinprøven ikke var kommet retur – og at der godt kunne gå flere dage med det! Hmmm…. Tænkte jeg og stort SUK!! Min kusine opfordrede mig til at gå hårdt til dem på fødegangen og bede om at blive tjekket – så jeg i det mindste kunne finde ud af om den lille havde det godt!! Det gjorde jeg så…. Og fredag eftermiddag kl. 14.30 tog min mand og jeg på fødegangen. Da jeg kom derover var svaret på min urinprøve kommet retur… og der gik lidt tid, hvorefter en jm kom og fortalte mig, at der ingenting var i min urin. Jeg syntes det var lidt mærkeligt, men…. Tja… når de nu sagde det! Vi snakkede og hun ville gerne tage mit blodtryk, når jeg nu var der. – Det lå på 130/100 – og straks blev der både lavet strimmel og taget blodprøver…. Inden strimlen spurgte hun om jeg skulle tisse – det skulle jeg og foreslog at jeg lavede endnu en urinprøve. Strimlen var fin…. Men urinprøven viste max protein – og de ville gerne indlægge mig med det samme til observation. Vi havde feriegæst på besøg, så jeg fik lov til at tage hjem – og de ville så ringe hvis blodprøven sagde noget – og jeg skulle komme ind til indlæggelse.
Der var ikke rigtig noget i blodprøven så indlæggelse blev ikke aktuelt. I stedet skulle jeg komme ind til tjek om søndagen. Hvor jeg så gennemgik hele møllen igen. Om tirsdagen skulle jeg op på svangreafsnittet til tjek…. Fordi jeg nu var kategoriseret som en kompliceret graviditet – og blev holdt i kort snor.
Tirsdagen kom og jeg tog på Hvidovre kl. 11.45 – havde masser af planer for resten af dagen. Nå, men jeg kom op på afd. 422 og blev lagt til en strimmel…. Den kørte og baby havde det fint…. Dernæst tjekkede de blodtrykket – og det var lidt højt… Nåja… men tiden skulle jo bruges på noget, så jm syntes at hun ville undersøge mig indvendigt og evt. fjerne hinder og sådan… jeg var jo over termin. Fint nok tænkte jeg.
Hun trykkede noget hårdt – og det gjorde faktisk ondt! Bagefter siger hun at jeg var 2 cm åben og havde en lille smule livmoderhals. Hun turde ikke fjerne hinder for jeg var meget spændt og hun var bange for at tage vandet samtidig…. Hun spurgte, hvornår jeg sidst havde fået bekræftet den der hovedstilling – for hun var ikke helt sikker på at det var et hoved hun havde mærket!!!! Så hun ville gerne lige skanne mig…. Nåja fint nok, så kunne jeg jo se den lille en sidste gang – for jeg var jo overbevist om at min jm og læge havde ret i det de havde skrevet i min vandrejournal – at den lille lå i hovedstilling.
Desværre viste skanningen af jm havde ret. Min lille baby lå i underkropsstilling…. Jm havde tidligere ringet efter en overlæge, som jo så samtidig lige kunne kigge på mig! Han så også skanningen og konstaterede ”koldt” og roligt at der var tale om en underkropsstilling – og at de til førstegangsfødende anbefalede kejsersnit. Nåja… tænkte jeg – okej… det ville vel så blive om et par dage…. Så hans næste ord overraskede mig en del… Han sagde, at det kunne blive i dag eller i morgen – han turde ikke vente længere fordi jeg var begyndt at åbne mig – og principielt kunne gå i fødsel, hvornår det skulle være! Og han ville foretrække at det blev i dag – de kunne tage mig sidst på eftermiddagen når jeg havde fastet i 6 timer. Altså kl. 17.00!
Aldrig har jeg følt mig så uforberedt på noget…. Jeg havde slet ikke lyst til at blive mor på det tidspunkt… eller rettere jeg følte mig ikke parat til det. Jeg havde det sådan, at det ikke ville have overrasket mig mere, hvis de om morgenen havde fortalt mig at jeg var gravid og at jeg skulle føde i dag!
Jeg havde jo været i tvivl om hvordan hun lå på et langt tidligere tidspunkt i uge 37 ca…. men havde fået at vide, at når den lille havde lagt sig til rette, så var det meget sjældent at den vendte sig…. Men men men… Det havde min jo gjort!!
Jeg følte det som om hele min verden faldt sammen… Jeg skulle jo føde normalt og naturligt…. Og i hvert fald kun have epidural-blokaden, hvis det var STRENGT nødvendigt!! Jeg er så angst for den bedøvelse!!
Vi snakkede lidt om bedøvelse, og overlægen anbefalede klart en spinalbedøvelse af hensyn til mig og barnet…. Men jeg skulle snakke med en narkoselæge om det.
Jeg skulle jo selvfølgelig ringe til Jesper og fortælle ham, hvad der var sket…. Hans ord om morgenen havde været, at jeg skulle ringe hvis der var noget vigtigt!!! Hmmm…. Dette var vel vigtigt nok!??!?! Og da jeg følte mig lidt mere klar i hovedet ringede jeg ham op…. Havde bestemt mig for at være sej og lyde rolig når jeg nu spurgte ham – om det ville passe at blive far i dag eller i morgen?!?!?! Jaja…. Det holdt ca. lige til han tog telefonen… så kunne jeg ikke sige noget…. Andet end at det var nu – og et kejsersnit… JM overtog telefonen og forklarede hvad det drejede sig om.
Bagefter ringede jeg til min veninde, som skulle være med til fødslen!! Hun var parat til at komme springende med det samme… men jeg synes det var rigeligt at Jesper var der…. Og vi aftalte at hun skulle komme ved 16-tiden!
Jm Dinni havde undervejs fortalt mig om sine egne oplevelser omkring spinalbedøvelsen…. Og havde mere eller mindre fået mig overbevist om at det nok var det rigtige!! På vej til fødegangen mødtes vi med Jesper…
Vi blev vist ind på en fødestue… sjovt nok egentlig, når man tænker på at det jo lige netop ikke var der jeg skulle føde!! Lidt spild af ressourcer… men de havde vist ikke så travlt!
Der kom en narkoselæge og talte med mig… og vi aftalte at jeg skulle have spinalbedøvelsen – og at jeg skulle have lokalbedøvelse inden… selvom han sagde at den gjorde mere ondt end selve spinalbedøvelsen. Jeg fortalte om de historier jeg havde hørt om rygmarvsbedøvelser mv… og han forklarede at de lavede den slags bedøvelser hver dag…. Og mange gange…. Og lovede mig at det var en erfaren, der skulle stikke mig! Jeg prøvede at forklare at jeg var så angst for den der skide bedøvelse – og at jeg bedre kunne håndtere et stik i ryggen med lokalbedøvelse, end at vide at de skulle ind og rode ved min rygmarv!! Det kunne han så godt forholde sig lidt til… og aftalen blev lokalbedøvelse først!
Jesper forsøgte at deltage i dette lille møde, men han havde det ikke godt!! For det første fordi vi var på en fødestue… men også alt det tekniske!! *GS* Den stakkel!
Bagefter gik Jesper og jeg udenfor og snakkede lidt… Jesper skrev op hvad han skulle have med til mig hjemmefra… og vi aftalte at han skulle tage hjem når min veninde kom – og så ville hun ringe når vi blev kørt op til kejsersnittet – og så kunne han tage hjemmefra. Vi havde fået at vide at indgrebet ville var ca. 30 min såå…. Det passede jo fint! Inden han tog hjemmefra skulle han lige ringe til mine forældre og fortælle at det blev et kejsersnit!
Jeg fik hospitalstøjet på og blev lagt i en seng. Og så var tiden inde…. Jeg blev kørt på operationsstuen.
Da jeg kom ind på operationsstuen blev jeg mødt af en masse mennesker, der alle kom og præsenterede sig ved navn og funktion – som om jeg har nogen jordisk chance for at kunne holde dem ud fra hinanden…
Jeg blev gjort klar – og min veninde blev placeret. Så kom narkoselægen ind…. Han startede – ligesom de andre – med at præsentere sig. Han hed Jesper!! Han startede med at ville fortælle mig om bedøvelsen – og nævnte igen at jeg kunne få lokalbedøvelse, som jeg – igen – bestilte…. Han prøvede igen at forklare mig at lokalbedøvelsen gør mere ondt end den egentlige bedøvelse, så derfor brugte de den kun sjældent. Jeg meddelte ham, at jeg var ligeglad…. Og forklarede igen at jeg var bange for bedøvelsen…. Han gik vist – lidt modvilligt – med til at give mig min lokalbedøvelse… - og så startede showet ellers!
Selvfølgelig gjorde stikket ondt…. Og jeg var spændt som en flitsbue…. – det er ikke nemt at slappe af, når man er bange!! Han forklarede løbende hvad han gjorde…. Og selve spinalbedøvelsen, gjorde ikke såååå ondt, når først lokalbedøvelsen var lagt… Desværre kunne de bare ikke sådan lige bedøve mig… så de blev ved med skiftevis at stikke mig i ryggen med den ene og den den anden sprøjte… - Jeg tror jeg fik 4-6 lokalbedøvelser!! Nålen kunne ikke når ind i spinalrummet…. Og efter ca. 25 min opgav narkoselægen – og tilkaldte en anden der var på vagt…. Hun hed Lene!! Og hun kunne få det til at virke!!
Undervejs i forløbet sad jeg bare og holdt min veninde og sygeplejersken i hånden. Jeg rystede og var sååå bange… Hele holdet prøvede at aflede mine tanker fra det der skete, ved at begynde og snakke om navne… og kom fx til at snakke om Emil fra Lønneberg i forbindelse med navnet Line… - Jooo… de var søde nok. De kunne godt mærke at dette ikke lige var min oplevelse af en vellykket fødsel!
Da bedøvelsen først var lagt – og alle åndede lettet op…. Gik resten af indgrebet smertefrit. Jeg kunne mærke at de rørte mig og sådan…. Men der var ingen lyde som kunne skræmme. Første gang jeg spurgte til hvad de lavede – var det næsten overstået!! Og så kom Line ud… hun snakkede med fra begyndelsen… prøvede helt klart at skrige – og da hun kom i gang med det, var hun næsten ikke til at stoppe.
De fortalte mig at jeg havde fået en pige… og bar hende tæt forbi mig, så jeg kunne se hende inden hun blev undersøgt og pakket ind… Jeg havde forventet at se en blå-rød grim baby… men Line var hverken blå-rød eller grim. Hun lignede en almindelig baby! Jeg spurgte om hun lignede en Line – og fik at vide, at det gjorde hun i hvert fald!!
Min veninde sad med hende mens jeg blev syet og gjort i stand… Og jm Inger spurgte om vores relationer og besluttede at eftersom hun var veninde… så måtte det være Tante!! ;o) Det hænger ved!
Jeg var ikke selv i stand til at holde Line… Jeg rystede over hele kroppen…. Og tænderne klaprede i munden på mig.
Bagefter blev jeg kørt på opvågning – og Jesper blev hentet på fødegangen. Og var på opvågningen stort set samtidig med mig. Jeg rystede stadig over hele kroppen…. Og var selvfølgelig stadig bedøvet i benene… men det aftog lige så stille!
Henad kl. 21.30 blev jeg kørt op på afdelingen – og først der fik jeg Line i armene – lagt hende til brystet!! Det var fantastisk…. Jeg aner jo ikke hvordan man ammer – men det gjorde Line.
Jeg blev på barselsafsnittet i 4 dage – og kom først hjem lørdag. Efter fødslen fik jeg svangerskabsforgiftningen – eller rettere mit blodtryk steg helt enormt – og det ´tog ca. 1 måneds tid at få det ned til normalt igen. Jeg slap for spinalhovedpinen – men havde en modbydelig spændingshovedpine, som bare blev værre og værre – den forsvandt først da jeg kom hjem og tog 2 kodimagnyler. På hospitalet kunne jeg kun få parcetamol….;o/
Nå, men det var historien om Lines fødsel.
Søskende på babylisten:
Jannik (18 år 5 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 17/3-2004
> Slet profil <
Morsverden.dk > Babylisten > 
14/9)