Morsverden.dk
Forside
Debat
Rabatlisten
Babylisten
Statistik

Opskrifte-arkiv
Spillearkade
 

<< Tilbage

Mor-/barn-profil for Kristine og Filippa

Mor: Kristine, 51 år ( 24/4)
Datter: Filippa, 20 år 9 mdr

Fødselsdato: 5/8-2003
Oprindelig termin:26/7-2003
Født da mor var 41+3 henne
Fødselsvægt: 3650 g
Fødselslængde: 50 cm
Fødested: Hvidovre Hospital
Bopæl:
Hjemmeside

> Ret profil / Tilføj søskende <

mor og barn
mor og barn
slet
. Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .

Fødselsberetning:

Endelig kom hun,

...vores lille løveunge, d.5 august 03 kl.12.57! Ifølge terminsdatoen syv dage for sent, men mon ikke Filippa ved bedst selv, hvornår hun har fødselsdag? Hendes kampvægt er som sagt 3642 gram og hun er ligeså lang (og sød) som en halv wienerstang. Hun var blevet skudt til at være 3300 g. dagen inden til jordmoderkontrol, og den vagthavende jordmoder på Hvidovre Hospital, den skånske Liselotte, har i fødselsrapporten anslået et skøn på 3100 g., da jeg ankom for at føde. Hun sagde da også efterfølgende, at det var utrolig, at jeg kunne have så meget barn i den mave.

Mine veer startede kl.5.30
... efter en nat, hvor hun havde hamret og banket på exit døren, og veerne var som folk havde beskrevet tiltagende i styrke og som perler på en snor med 10 minutter mellem hver. Jeg forberedte mig på et døgn med disse smerter og lod dig sove, da jeg tænkte, at det var godt, hvis mindst én af os var frisk til den forestående nats strabadser. Men det skulle jo gå helt og aldeles anderledes!

Kl. 6.30
...var der pludselig kun 4 minutter i mellem, og de varede ca. et minut. Av, de gjorde bare nas. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at de gjorde mere ondt, når jeg panikkede og kæmpede imod. Og det gjorde jeg en to-tre gange, fordi jeg forestillede mig et helt døgn med så stærke veer og med så kort et tidsinterval. Hvor blev mine hygge-veer af? Vi havde jo planlagt at se Godfather triologien, gå en tur, tage en lur m.m., mens veerne tog til. Det var allerede nu komplet umuligt. Det var det for så vidt også at gå i bad, men jeg stod alligevel op og gik i bad af hensyn til jordmoderen! Flere gange var jeg nede og ligge på badeværelsesgulvet, da jeg fandt, at jeg bedst kunne koncentrere mig om veerne, når jeg lå ned på siden. Det med at koncentrere sig om veerne gik i al sin enkelhed ud på at møde dem med et åbent og kampklar sind. ˜kom så din bette ve, hvis mig, hvad du dur til˜! Og ˜ha, kalder du dig selv for smertefuld, det er da peanuts, din kylling, kom igen, når du er blevet større˜! Jeg tænkte også på glæde, glæden ved at fødslen endelig var gået i gang, og at jeg inden for minimum et til to døgn langt om længe skulle se vores elskede pige.

Jeg brugte også det at tænke smerterne ind i et større perspektiv:
˜hvad er et døgn i smertehelvede sammenlignet med et helt liv med Filippa, den modige løveunge˜ og jeg tænkte på, at hun havde det hårdere end mig gondolerende på sin vej gennem fødselskanalen. Nøj, hvor det hjalp med al den mentale selvcoaching, for tag ikke fejl, jeg havde smerter, så jeg rystede, svedte og frøs på en gang, jeg havde det som om jeg skulle tisse, have afføring og kaste op -på samme tid - og hele min krop blev revet fra hinanden. Sidst, men ikke mindst tog jeg en ve ad gangen, talte mig igennem den velvidende, at de aftog efter ca.60 sek. og huskede på, hvad jordmoderen havde sagt til fødselsforberedelsen: når fødslen går i gang, er det som et tog, der kører, og I kan ikke komme af, så accepter turen og kør med. Så jeg susede derudad med golde forbipasserende landskaber fyldt af glædesforventninger og spændingsudløsende bjergtinder, mens klokken blev otte, og veerne fortsatte med at komme i 4-minutters interval.

Jeg havde besluttet mig for at vække Michael kl.8.30.
Han vågnede dog halvt ved kl.7.30, hvor jeg i mellem to veer fortalte, at jeg skulle føde i dag. Han sov videre, lige indtil min mor ringede lidt over kl.8. Hun nåede lige at høre, hvor lang tid, der var mellem veerne, så måtte jeg ˜taˆ en ve˜, så jeg smed røret over i Michaels side af dobbeltsengen og stønnede ˜det er min mor˜. Lettere søvndrukken tog han den, men blev hurtig vågen, da hun fortalte ham om de 4 minutter. Vi ringede til fødeklinikken, og de to første gange fik jeg hjerteafdelingen. Da det endelig lykkedes at finde det rigtige nr., bad jordmoderen mig om at komme på hospitalet til en undersøgelse. Jeg havde som sagt ˜set frem˜ til hyggeveer, pakning af taske og hentning af bil. Pludselig var det at komme i tøjet fuldstændig uoverskuelig, for ikke at tale om tanken om at gå ned til bilen og selve køreturen.

Kl. 10 havde jeg tegnblødning.
Imellem mine veer fik jeg sagt, at M skulle huske sine briller og gerne tage noget juice med til sig selv. Efter fotograferingen hentede han bilen hos en noget febrilsk Sven og fortalte mig sødt, at de veer jeg havde nu, var peanuts, og at kokosnødderne ventede forude. Jo tak, men jeg kunne faktisk ikke forestille mig dem mere smertefulde uden at miste bevidstheden. Og jeg tænkte ved mig selv, at jeg ville have noget smertestillende af en art, når vi kom frem. Vi snakkede om at vente med at tage lift og taske med, for vi blev jo nok sendt hjem igen efter undersøgelsen....Heldigvis tog vi det med! I bilen fra Christianshavn til Hvidovre begyndte veerne at komme uafbrudt, og jeg var meget langt væk, så dog at kl. var 11.07 på Nikolaj Kirkens tårn.

Da vi kommer ud til Hvidovre Hospital,
kan ikke svare M, da jeg har veer konstant. Og selv tager selv beslutningen om at parkere et stykke derfra. Og så går mit vand, mens jeg ligger i bilen! Jo, det gjorde det altså, selv om jeg havde lovet Sven, at det ikke ville ske, jeg mener, hvad er sandsynligheden for det, men heldigvis kom vandet dog først fossende ud på den varme cement, da jeg stiger ud og påbegynder "Den lange mil˜. Veerne er blevet til presseveer, men jeg tænker hele tiden, at det ikke kan passe, der er jo kun gået seks timer siden første ve. Ikke desto mindre er det den længste mil, jeg nogensinde er gået, og jeg kæmper mig frem skridt for skridt. Inden for på hospitalsgangen må jeg smide mig på gulvet, men M opmuntrer mig: ˜der er ikke så langt endnu˜, og jeg kommer på benene igen.

Endelig når vi frem til fødeklinikken,
og jeg starter med at hilse på min jordmoder ved at smide mig for fødderne af hende. Hun spørger om jeg har pressetrang og fortæller mig at så er det bedre at stå op, for så kniber kroppen automatisk sammen, Hun fører mig ind på undersøgelsesstuen, og jeg kommer op på briksen med stort besvær. Så snart jeg ligger der stiger pressetrangen, og jeg venter på at høre jordmoderen sige, at jeg er en 3-4 centimeter åben. I stedet for siger hun på klingende svensk: ˜du må gerne pressa med næste gang, du får en ve˜! A hvaffor noget tænker jeg, og jeg må spørge M om ˜pressa med˜ betyder noget andet på svensk end på dansk.

Jeg flyttes ind på fødestuen og en time senere er Filippa født.
Det sker under dyb koncentration, med M i hånden og jordmoderens få, men præcise instrukser om vejrtrækning og presning. M fortæller mig bagefter, at jordmoderen havde siddet og smilt ind imellem til ham på en god og beroligende måde. Og til mig siger hun ˜mer kan du, ja flot, mer kan du©˜. "Mer kan du" er nu gået hen og blevet et motto herhjemme, når f.eks Filippa ammes, bøvser eller prutter;-) Nå, men undervejs holder jeg bevidst lidt igen med at presse, fordi jeg stadig ikke helt kan fatte, at jeg er en af de få, der har lynfødsler, og at jeg allerede er klar til at få hende ud og langt om længe se sprællegøjen, som jeg kender så godt, men som jeg ikke ved, hvordan ser ud. Men da jordmoderen siger, nu skal barnet altså ud, ja så giver jeg lods og giver den alt, hvad jeg kan.

Mens jeg ser mit vidunder for mig,
der betragter mig undersøgende med sit ene øje, føder jeg moderkagen og bliver syet. Jeg siger til M, at vi har fået en rynket rosin og en lille trold, fordi hun har hår på ryggen, ørerne og armene. Jeg elsker hende fra første færd, og jeg ved, at det vil vare ved evigt. Da den obligatoriske mad med flag kommer ind til os, synger vi fødselsdagssang for hende. Inden vi blev sendt hjem fredag, kiggede jordmoderen fra fødselsforberedelsen ind til os for at høre, hvordan i alverden jeg havde været så cool omkring så kraftige veer. Det var min beretning om drømmefødslen af vores løve. Den har kun taget ca. et døgn og nedfælde ind imellem amninger og bleskift! Men tag ikke fejl, jeg nyder hvert et sekund. Det er helt sikkert den største oplevelse i mit liv.




Søskende på babylisten:

Filippa har ingen søskende på babylisten

Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden

Profilen er senest opdateret d. 17/10-2004

> Slet profil <