<< Tilbage
Mor-/barn-profil for Zemma og Helena Sophie
Fødselsberetning:
Din fødsel.
Jeg får veer (06:18-09:30).
Da jeg vågnede om morgenen klokken 06:18, var det ikke fordi, at jeg var færdig med at sove eller fordi, jeg skulle op. Jeg havde nogle gevaldige veer, som hev og flåede i mig, så jeg tænkte, at det måtte være snart…
Vi havde også ventet længe på dig, og du kan tro, at vi efterhånden var blevet temmelig utålmodige. Vi ville så gerne se dig, holde om dig og lære dig bedre at kende.
Men jeg havde ikke så ondt, at jeg ville på hospitalet endnu, så din far gik med Sisse, mens jeg gik lidt rundt i huset, men jeg kunne ikke rigtig finde ro nogen steder. Først så lå jeg i sengen, så lå jeg på sofaen, så på en madras foran vores brændeovn, så gik jeg på toilettet, men intet var rigtig behageligt. Dog opdagede jeg, da jeg var på toilettet, at nu blødte jeg, hvilket var et tegn på, at nu var du nok for alvor på vej ud.
Da din far og Sisse kom tilbage fra gåtur, spiste vi lidt morgenmad. Eller rettere sagt, din far spiste morgenmad, men jeg kunne kun klemme en halv krydderbolle ned, for nu gjorde det rigtig ondt. Så vi ringede til hospitalet og aftalte med en jordemoder, at vi skulle komme ind og blive tjekket.
Vi ankommer på fødegangen (09:40-12:45).
Da vi kom til Holbæk Sygehus klokken kvart i ti, gjorde veerne nu så ondt, at jeg dårligt nok kunne stå op. Det føltes ligesom det gør, når man har spist alt for meget slik. Sådan rigtig mavekneb der kom og gik hele tiden.
Din far og jeg fik tildelt en fødestue, og så satte de et ctg apparat til , så de kunne måle, om du havde det godt. Din hjertelyd var fin, og alt tydede på, at du havde det rigtig godt.
Da der var gået en time, kom der en jordemoder og kiggede på mig. Hun kunne se, at jeg allerede på en time havde åbnet mig tre centimeter, så hun var sikker på, at jeg ville føde dig ret hurtigt. Jeg ville gerne i karbad, for varmt vand er tit rart, når man har ondt. Det syntes jordemoderen var en god idé, så din far hjalp mig af med tøjet, og så hoppede jeg i karbad.
Men jeg kunne nu ikke holde ud at ligge der ret lang tid, for der var ikke rigtig plads til at bevæge sig, og jeg kunne ikke holde ud at ligge stille. Veerne gjorde simpelt hen alt for ondt.
Veerne bliver rigtig slemme(14:00-15:30)
Nu begyndte jeg at gå rundt… Det var det mest behagelige på det tidspunkt, men i virkeligheden var der ikke noget som helst, som var spor behageligt, og så var jeg oven i købet alene, for din far var blevet nødt til at tage et lille smut hjem, for Sisse skulle jo luftes, og han skulle også hente nogle småting, som jeg ville få brug for senere.
Da jeg havde gået rundt i en times tid kunne jeg altså ikke holde de der dumme veer ud mere. Det føltes som om, at der blev hevet og flået i mig fra alle sider, så nu ville jeg bare have en masse medicin, så det kunne holde op. Heldigvis kom din far tilbage, og han holdt mig i hånden og trøstede mig. Og så fik jeg noget, der hedder lattergas, men det kunne jeg ikke lide, for jeg blev svimmel og troede, at jeg skulle kaste op.
For at hjælpe dig lidt på vej, så sprængte jordemoderen den hinde, som du lå indeni, og ud strømmede der en masse varmt vand. Det var så dejligt, og det lettede lidt, men det gjorde stadig smadder ondt, så jeg bad om at blive bedøvet i ryggen med en stor nål (epidural), men da jordemoderen forklarede mig, hvordan det ville foregå, så ville jeg hellere prøve med akupunktur først, for der er nålene bittebittesmå.
Men da jeg så hende tage nålene frem, så ville jeg alligevel ikke. Jeg kan nemlig ikke så godt lide nåle, selvom de ikke er spor farlige. Så jeg tog masken med lattergas igen, og det hjalp lidt, men jeg frøs sådan, så jeg ville gerne i karbad igen. Det varme vand var rigtigt dejligt denne gang, men jeg kunne stadig ikke ligge ret lang tid i det, for der var alt for lidt plads til at bevæge sig på.
Nu kommer du!!! (16:00-16:53)
Pludselig så holdt veerne op med at gøre rigtig ondt, og i stedet for føltes det som om, at jeg skulle på toilettet. Rigtig meget på toilettet, men jordemoderen fortalte mig, at det nok snare var fordi, at nu var du for alvor på vej. Jeg var nemlig helt åben, så nu manglede jeg bare at presse dig ud, så ville jeg kunne holde dig i mine arme.
Så jeg pressede!!! Og pressede!!! Og du kom stille og roligt længere og længere ud i verdenen. Først lå jeg lidt på knæ, så på siden, op på en fødestol, men jeg endte med at sidde op i sengen med en arm om din far og en arm om en sygehjælper på den anden side af mig. Jordemoderen var nede mellem benene på mig, så hun kunne holde øje med, hvordan det gik med dig.
Pludselig så blev jeg så træt. Jeg tænkte, at nu kunne jeg ikke mere, så jeg begyndte på at rejse mig op, for nu ville jeg hjem, og så måtte din far klare resten! Men det kan man jo selvfølgelig ikke, så din far hjalp mig ned og sidde igen, mens han klemte min hånd.
Og lige som jeg troede, at nu kunne jeg ikke mere, at du aldrig ville komme ud, så var du der! Med et ordentligt svup kom du ud i livet med din højre arm rundt om halsen. Jordemoderen skyndte sig at lægge dig op på min mave, og din far og jeg græd af glæde. Du var det smukkeste lille mirakel, vi nogen sinde havde set. Det var så svært at fatte, at du var vores.
Mens vi begyndte at lære hinanden at kende kom moderkagen pludselig. Den var så fin, og den gik heldigvis ikke i stykker på vejen ud. Jeg var til gengæld gået lidt i stykker, så jeg måtte sys lidt, men det gjorde nu ikke spor ondt. Det eneste jeg var optaget af var at kigge på dig, at mærke dig og kysse dig.
Resten af hospitalsopholdet.
Senere samme aften kom dine bedsteforældre (dog ikke farfar, for han var på arbejde) og din moster Anne. Du kan tro, at de også var glade for at møde dig. De blev lidt og snakkede, indtil du og jeg blev overført til barselsgangen.
Men på vejen derovre var jeg lige ved at falde, for jeg havde mistet en del blod, så jordemoderen måtte støtte mig hele vejen over i den nye seng, hvor vi faldt i søvn sammen. Der var i hvert fald ingen, som skulle få mig til at give slip på dig, når jeg nu endelig havde fået dig.
Du sov fint det meste af natten, og hver gang du vågnede puttede vi os bare endnu tættere sammen, og så faldt du i søvn igen med det samme.
Efter lidt genvordigheder med amningen kunne vi tage hjem allerede om lørdagen med dig. Det var skønt at komme hjem med dig, og jeg kan faktisk slet ikke forestille mig, at du ikke har været der.
Jeg elsker dig, min lille unge.
Søskende på babylisten:
Helena Sophie har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 24/9-2004
> Slet profil <
Morsverden.dk > Babylisten > +x(200))
30/5)+x(200))