<< Tilbage
Mor-/barn-profil for Jeanette og Nicholaj Patrick
Fødselsberetning:
I ugen op til fødslen følte jeg hele tiden at vandet sivede ud, om det gjorde ved jeg ikke helt, men ifølge jordemoderen var min fosterhinde stadig intakt. Men jeg var meget i tvivl om fostervandet var ved at gå. Den 22. juni var jeg i uge 41 og oppe hos min jordemoder. Hun havde sagt at når jeg kom ind i uge 42 ville hun prøve at sætte det i gang, men allerede nu gik hun op og masserede min livmoder. Det resulterede i at jeg senere på dagen blødte lidt, hvilket hun skrev i min journal var tegnblødning. Hun fortalte mig at min slimhinde var gået for længe siden (den havde jeg ventet længe på, og så var den der ikke, og har måske aldrig været der, da der er nogen kvinder som ikke har dem). Næste dag (Sankt. Hans aften) vågnede jeg ved 10-tiden, hvor jeg troede vandet gik, da det løb når jeg rejste mig. Det gik så i sig selv, men kl. ca. 15 var jeg næsten ikke i tvivl om at det var ved at gå, da jeg var på toilettet og rejste mig op, og det så stadig løb. Jeg tog ind på hospitalet, hvor der blev kørt en strimmel på mig, det var lidt et helvede at skulle ligge på briksen med plukveer, men hun var stadig i tvivl om det hun havde set i mit bind var fostervand, så jeg blev bedt om at gå rundt i en time med et bind, så Jan og jeg tog ned i Føtex for at handle ind, vi skulle have gæster og op for at se Sankt Hans bål. Da vi kom tilbage til hospitalet, var hun ikke længere i tvivl om at mit fostervand var ved at gå, og at jeg havde plukveer, dem mærkede jeg ellers ikke meget til. Om aften var vi til Tune-fest, hvor vi så Sankt Hans bål. Vi kom hjem omkring kl. 00.30, hvor vi satte os (Jan, jeg og vores gæster) for at spille Yatzy (det gik rigtig godt for mig). Jeg mærkede stadig ikke til noget som helst. En af vores gæster sagde inden hun gik at når jeg nu kom i seng og kunne ligge og slappe af, ville mine veer gå i gang omkring kl. 06.00. Vi kom i seng kl. 02.00, og hun fik ret. Jeg vågnede kl. 05.00 ved at det gjorde ondt i underlivet og lænden, jeg regnede med det var en ve, jeg løb ud på toilettet, hvor jeg ikke længere blev i tvivl om at vandet var gået, mit bind var gennemvæddet. Jeg blev helt febrilsk for hvad var det nu jeg så skulle gøre. Jan tog det hele helt roligt og hjalp mig med at tage tid, da mine veer nu for alvor arbejdede. Der var ikke mere end 5-6 minutter imellem. Jeg ringede til hospitalet, som sagde at der gik noget tid endnu før der skete noget, da jeg er førstegangsfødende (normalen er at man går med veer i 12-16 timer) og da mine først var startet kl. 05.00, ja, så ville der gå lang tid endnu. Men hun sagde at hvis jeg havde det dårligt med at gå derhjemme, skulle jeg bare ligeså stille pakke min taske og komme ind. Jeg valgte lige at tage et bad, gud, hvor var det skønt. Da jeg var færdig tog mine veer til for alvor til. Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund havde jeg det bedst med at gå rundt i en cirkel i stuen og så tage fat i spisebordet, når der kom en ve. Omkring kl. 07.30 kunne jeg ikke holde til det mere, så jeg sagde til Jan at nu kørte vi.
Da vi kom ind på hospitalet ca. kl. 08.00 havde jeg åbnet mig 5 cm, men ikke nok med det, så var mit fostervand grønt, hvilket resulterede i at jeg ikke kunne få lov til at føde eller ligge i vand. Og det kunne ende med kejsersnit (hvilket jeg først blev ked af at høre, men lidt efter tænkte jeg "Bare få den unge ud nu") eller sugekop. Jeg ved ikke hvor længe jeg lå med mine veer, som virkelig bed efterhånden, men jeg spurgte om jeg kunne få noget ilt og lattergas, hvilket jeg straks fik. Da jeg aldrig havde født før vidste jeg ikke hvornår eller hvordan jeg skulle bruge den lattergas, men hun sagde at når jeg følte en ve på vej skulle jeg hive alt den lattergas til mig jeg kunne, det resulterede bare i, at jeg nogen gange fik brugt lattergassen i mine pauser, så jeg måtte bide selve veerne i mig. Nogle gange fik masken et fur, fordi jeg fik for meget og ikke kunne registrere hvad der skete omkring mig. Mine svigerforældre kom ved 10-tiden for at være med, dog var jeg overrasket over at min svigerfar ville være til stede. Men de holdte begge ud og hjalp mig når Jan kørte træt. De holdte mig i hånden, der var et par gange jeg blev irriteret på min svigermor, for hun gjorde nogle ting som hun troede jeg kunne lide. Men man siger jo nogle ting under en fødsel, jeg har aldrig bandet så meget før, Jan var helt overrasket over mig. Omkring kl. 10 havde jeg åbnet mig 9 cm, jeg følte tiden var så lang, og når jeg spurgte om det ikke snart var tid, fik jeg altid af vide en halv time mere, og nu bagefter når jeg tænker tilbage gik det faktisk meget hurtigt. Jan blev ved med at rose mig og det samme gjorde jordemoderen, som simpelthen var alle tiders. Omkring kl. 12 skulle jeg så i gang med at presse. Hvis jeg synes mine veer gjorde ondt, så synes jeg presseperioden var værre. Der var det ikke selve veerne som gjorde ondt, men det at skulle presse, og især når man følte man ikke havde flere kræfter tilbage. Jeg er ikke helt sikker på hvor mange presseveer jeg havde, men når jeg fik en ve pressede jeg tre gange. Det tog 40 minutter at presse ham ud, jeg blev til sidst klippet og lige da hun klippede røg han ud, det var en vidunderlig fornemmelse, nærmest ubeskrivelig. Jeg var bristet to steder indvendig, men overhovedet ikke noget jeg mærkede. Kl. 12.55 var han født. Jeg fik kun ilt under presseperioden. Bagefter skulle jeg syes, så jeg fik en pudendusblokade og så gik de i gang med at sy. Det tog en evighed, nok mest fordi det var en elev-læge der skulle sy, men endelig blev de færdige. Under syningen havde jeg Nicholaj liggende på maven, hvor var han klistret, stor, tung men ufattelig dejlig. Tænk at man havde præsteret at lave sådan et barn, at verden er indrettet til at vi skal føde børn. Det var et mirakel. Det var skønt. Ja, det var så VIDUNDERLIGT!!!
Søskende på babylisten:
Kristine Emilie (19 år 6 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 31/10-2004
> Slet profil <
Morsverden.dk > Babylisten > +x(200))
8/6)+x(200))