<< Tilbage
Mor-/barn-profil for Maja og Carl
Fødselsberetning:
Torsdag d. 30. september blev dagen, hvor jeg endelig fik min lille Ostereje at se.
Jeg var gået to uger over tid og havde fået tid til igangsættelse på Hillerød sygehus kl. 8.45. Det var lidt ærgerligt, at skulle sættes igang, syntes jeg i dagene op til DAGEN. Jeg ville jo gerne opleve, at det kom som en overraskelse, at nu var det nu og spændingsmomentet omkring om det ville starte med veer eller vandafgang...
Dagen for igangsættelsen indtraf og helt snydt for selvstændig start blev jeg ikke, for jeg vågnede nemlig med veer, der var startet af sig selv, kl halv fem om morgenen. Veerne kunne kun mærkes over lænden og gjorde ikke specielt ondt, så R og jeg besluttede bare at køre til Hillerød til den aftalte tid for igangsættelsen og så se, hvad de sagde til, at det var startet af sig selv.
Vel ankommet på sygehuset måtte vi først forbi centrallaboratoriet, så de kunne få en blodprøve og så videre op til fødeklinikken. I mellemtiden var mine veer gået i stå eller var i hvert fald stærkt uregelmæssige. På klinikken blev jeg undersøgt indvendigt og den nedslående besked var, at jeg kun var en finger åben og der var stadig 1-2 cm livmoderhals, så jeg ville få en stikpille, der kunne sætte lidt gang i sagerne og så måtte vi vente og se om det ville have nogen virkning. En igangsættelse kan i de værste tilfælde tage flere dage og dette måtte jm også lige gøre os opmærksom på, så vi ikke satte næsen op efter, at der skulle ske en masse lige her og nu.
Efter stikpillen var lagt, lå jeg en time og fik kørt en strimmel, der viste hjertelyd og veaktivitet. Strimmelen viste en del uregelmæssige, men tiltagende kontraktioner (småveer), som jeg dog slet ikke kunne mærke. Klokken var efterhånden blevet 10.30 og vi fik at vide, at vi godt kunne gå en tur eller tage hjem og slappe lidt af, vi skulle bare komme tilbage til afdelingen 13.30, så de kunne måle veaktiviteten igen og se om jeg skulle have endnu en stikpille.
Vi besluttede at tage hjem og spise lidt frokost og jeg begyndte indimellem at mærke, at det nev en del i lænden, men smerten var bestemt til at holde ud.
Tilbage på afdelingen blev jeg undersøgt endnu en gang og fik kørt strimmel igen. Nu så det bedre ud, der var tiltagende kontraktioner, livmoderhalsen var udslettet og jeg var nu 2 fingre åben. Vi fik at vide, at vi bare kunne gå en tur igen og så komme tilbage, når vi syntes veerne kunne mærkes... Eller vende tilbage til endnu et check senest 17.30.
Vi besluttede, at blive på sygehuset for jeg gad ikke risikere at skulle køre rundt i bil eller være for langt væk, hvis nu jeg pludselig skulle få veer, der kunne "mærkes". Det var nok meget heldigt, for vi nåede kun lige ned i sygehusets forhal, hvor vi gik igang med at løse en krydsogtværs, da jeg pludselig syntes, at nu bed det da heftigt over lænden og jeg følte ikke jeg kunne være nogen steder for bar' smerte. Vi skyndte os tilbage til fødeklinikken (ca. 14.30) og smerterne i lænden blev bare værre og værre. Jeg kunne slet ikke mærke veerne foran, kun i lænden.
Jeg havde inden fødslen håbet på, at jeg kunne klare det uden nævneværdig smertelindring og ville for alt i verden undgå både morfin og epidural, da jeg syntes, der var for stor risiko ved det mht bivirkninger. Det viste sig dog, at jeg undervejs måtte revidere denne holdning totalt, eftersom min normalt høje smertetærskel slet ikke kunne kapere de smerter veerne efterlod i min lænd.
14.50 var veerne blevet gode og smertefulde, så jeg fik lagt 4 bistik i håb om, at det kunne lindre min lænd en anelse. De fleste prøver at undgå bistik, da de skulle være ret smertefulde at få lagt, set i forhold til virkningen. Jeg havde så ondt i lænden allerede, at jeg faktisk slet ikke mærkede de fire stik og jm var forbløffet og måtte medgive, at så måtte jeg virkelig have ondt!
Vi fik at vide, at vi kunne vælge enten at blive på klinikken eller få en stue på fødegangen, selv om jeg endnu ikke kunne siges at være i aktiv fødsel (endnu ikke 3 cm åben). Forskellen på de to steder var, at på klinikken ville de ikke kunne tilbyde nogen form for medicinsk smertelindring, så ville jeg have andet end bistik eller akupunktur, så skulle jeg videre til fødegangen, som jeg i øvrigt i forvejen hørte til, som førstegangsfødende.
Det gjorde efterhånden virkelig avs og jeg trak mig mere og mere ind i mig selv, kunne ikke rigtig bruge kærestens hjælp til noget og følte bare ikke at jeg kunne være nogen steder. Kunne ikke sidde, ligge, stå eller gå, men ønskede bare at krybe sammen i fosterstilling selv, men dette var ligesom udelukket, da maven jo var i vejen. KLokken halv fire fik vi en stue på fødegangen og jeg var stadig voldsomt forpint og opgivende pga smerterne i lænden. Fik et lavement og blev igen undersøgt indvendigt. Den nedslående besked på dette tidspunkt var, at der var ikke sket en hujende fis siden kl to. Smerterne i lænden var konstant tiltagende, varede ca et minut og kom med to minutters interval, men var nærmest koblede, så der var ingen "pauser" fra smerten.
Da jeg kun havde fået 3½ times søvn om natten og jeg var så forpint, så foreslog jm, at jeg fik et skud morfin, så jeg kunne få et par timers hvile inden showet for alvor gik igang. Dette takkede jeg - trods min forbehold hjemmefra - ja tak til.
Morfinen fik jeg klokken 17, en dosis, som R mente burde kunne slå en død mand ihjel eller i hvert fald give en junkie en temmelig god effekt. Men for mig havde morfinen desværre kun ringe virkning, jeg blev godt nok døsig, men smerterne aftog ikke og det var mig umuligt at ligge ned i mere end et splitsekund, så jeg gik stadig rundt og rundt, som en zombie med smerter. Lænede mig ind over sengen, satte mig lidt ned i stolen, forsøgte at lægge mig i sengen - og hvert sted opholdt jeg mig maks et halvt minut. Smerterne var ulidelige!
Der blev suppleret med en varmepude og den søde jm kom hele tiden og så bedrøvet ud på mine vegne. Jeg blev undersøgt igen ved halv syv tiden og havde nu åbnet mig 6-7 cm, så jm sagde, at det var fordi det gik så stærkt, at det også gjorde så ondt. Hun foreslog, at jeg fik lagt en epidural, men jeg skulle beslutte mig med det samme, for ellers ville jeg ikke kunne nå at få den lagt.
For mig var beslutningen ikke så svær, jeg ville gå med til hvad som helst for at blive fri for de ulidelige smerter, men R var bekymret. Han var bange for, at jeg ville fortryde bagefter og var ikke sikker på jeg overhovedet var i stand til at tage en rationel beslutning på daværende tidspunkt, da jeg jo ellers hele tiden havde sagt, at jeg for alt i verden ikke ville have en epidural ved min fødsel!
Men jeg sagde jatak og jm støttede mit valg, hun mente bestemt ikke epidural var ubegrundet, når jeg havde så stærke smerter. Kl 19 kom narkoselægen og lagde epiduralen og der var samtidig jm-skifte.
Epiduralens virkning var fantastisk! Endelig kunne jeg slappe lidt af og kommunikere rationelt med både R og jm. Epiduralen kan nogen gange sætte veer lidt i stå og for at undgå dette bad jm R om at nulre mine brystvorter, så veerne kunne stimuleres. Dette var temmelig grænseoverskridende ifølge R og vist i øvrigt heller ikke nødvendigt, for jeg blev koblet til CTG'en igen, så vi kunne følge med i hjertelyd og veaktivitet og det var altsammen helt efter bogen.
Lidt over otte om aftenen blev der lagt et kateter, så blæren blev tømt og kort derefter prikkede jm hul, så fostervandet gik. Jeg var på dette tidspunkt 8 cm åben og kunne mærke veerne, men de gjorde ikke ondt. Jeg blev i helt godt humør over epiduralens fantastiske virkning, så R og jeg begyndte at småsnakke og fandt endda krydsogtværsen fra om eftermiddagen frem igen...
Imens undersøgte jm mig endnu en gang og både R og jeg blev begge noget forbløffede, da hun sagde, at nu ville hun ikke give mig trusserne på igen og at jeg kunne bare presse, når jeg havde lyst. Med disse ord satte hun sig for enden af fødebriksen med armene over kors og ventede!
R sagde, jamen er det nu? For så ville han da lige finde kameraet frem!
Presseveerne begyndte 21.10 og jeg pressede som en gal og blev så rød i hovedet og kunne nu godt mærke smerte igen. Men smerten blev overdøvet af koncentrationen om at presse og jeg pressede og pressede og 21.37 så jeg en lang slank babydreng blive løftet op mellem benene på mig. Han kom hurtigt hen på maven af mig, vores skønne lille Carl, som vi havde ventet på så længe. Han var bare helt perfekt, med fine træk og ingen rynket rosinhud, som man ellers ofte ser hos nyfødte. Vejede 3950 g og var 55 cm lang.
Men seancen var ikke helt overstået. For efter at moderkagen også var blevet født skulle jeg undersøges for rifter. Umiddelbart sagde jm at det bare var overfladisk og kun ville kræve et par sting, men ved nærmere eftersyn opdagede hun, at jeg desværre også havde fået en revne på den ene side af lukkemusklen, så en læge blev tilkaldt for at ordne dette. Den første læge der kom, ville dog ikke give sig i kast med broderingen, så endnu en læge kom til og jeg blev syet først af lægen, derefter af jm og først lidt i elleve fik jeg lov at samle benene igen og lille Carl fik tøj på for første gang og der blev serveret ristet brød og juice og kaffe. Sjældent har så simpelt et måltid smagt så godt!
Søskende på babylisten:
Albert (17 år 9 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 18/7-2005
> Slet profil <
Morsverden.dk > Babylisten > 
6/8)