<< Tilbage
Mor-/barn-profil for Michala og Anya Katharina
Fødselsberetning:
Hele ugen havde jeg haft rigtig kraftige og smertefulde
plukveer, samt afgang af slimprop, men jeg har født før, og
vidste at det ikke kunne være rigtige veer. Om onsdagen ved
10 tiden begyndte de rigtige veer, men de gik hele tiden i
sig selv igen. Hver gang jeg troede at nu skule jeg ringe
til manden og få ham til at "smide" S-toget og komme hjem
(jeg havde jo selvfølgelig ikke sagt noget da han tog på
arbejde, for han skulle jo gerne kunne koncentrere sig, og
sidste fødsel tog 42 timer, så der var jo tid nok), gik
veerne i sig selv igen. Sådan gik hele onsdagen, og om
aftenen var jeg godt træt, og tog to panodil, i håbet om at
få sovet lidt, og så forhåbentlig kunne få en god besked
hos jordemoderen næste eftermiddag til 41 uger eftersynet.
1 time efter jeg havde lagt mig, blev veerne mere
smertefulde, og pænt regelmæsseige, med kortere og kortere
interval. De varede godt nok ikke så længe (ca 45 sekunder)
og da der havde været 5 minutter i mellem i en times tid,
besluttede vi ved en 5 tiden at tage på fødegangen. For
godt nok kunne jeg stadig pruste mig gennem veerne, men jeg
var 2 gangsfødende, og troede at det jo kunne være jeg
tacklede veerne bedre denne gang, og desuden kunne det jo
gå stærkt 2 gang. Vi var hjemme hos mine forældre og sove,
og de har en halv time til fødegangen mod 5 minutter
hjemmefra os selv. Så hvis jeg skulle blive sendt hjem,
ville jeg hellere være derhjemme.
Så mine forældre blive vækket, og lovede at tage sig af
storebror, og få ham afleveret i børnehaven næste dag.Det
var en underlig fornemmelse, at se på vores store sovende
søn, og vide at næste gang vi så ham, ville være på
hospitalet, når han skulle møde lillebror/lillesøster.
Så ud i bilen, og afsted. Det er ikke sjovt at køre i bil
med veer. På vejen måtte vil holde ind til siden, fordi vi
kom forbi en dame der var faldet om på gaden, og i den
kulde kunne vi jo ikke lade hende ligge der. Hun var
(heldigvis?) bare hamrende beruset, og ville ikke have
hjælp, så vi kom videre til fødegangen.
Desværre var beskeden der, at jeg kun var 1 cm åben, og
havde 1 cm livmoderhals. Dvs i meget meget tidlig fødsel...
Jordemoderen som var enormt sød, og godt kunne forstå at
jeg frygtede et tilsvarende forløb som ved min søns fødsel
(med 38 timers regelmæssige, men ineffektive veer som kun
gav 3 cm), tilbød at jeg kunne få en seng, og en
pethidinsprøjte. Men det virkede ikke sidst, og jeg syntes
ikke der var nogen grund til at tage opoider, hvis de
alligevel ikke hjalp. Til gængæld lovede hun mig, at jeg
ville have født samme dag (torsdag, eller aller senest
fredag morgen), og nu skulle jeg tage hjem, og prøve med
panodiler og varmepuder at se om jeg kune få sovet lidt, og
så møde op til min almindelige jordemoder næste
eftermiddag .
Den nat/morgen blev lang, selvom jeg må have fået sovet
mellem veerne. For pludselig var der gået 5 timer, og kl
var 11, selvom jeg kun kunne huske at have haft en 10-15
veer, som jeg overhovedet ikke havde kunnet styre, fordi
jeg først vågnede når de var næsten på højdepunktet.
Veerne blev igen regelmæssige, og hos jordemoderen kl 15 30
var jeg 2½ cm åben, og ½ cm livmoderhals, så lidt havde
veerne da givet, om end ikke så meget som jeg havde håbet.
Jeg fik så løsnet hinder, og tog hjem for at vente på at
jeg gik "rigtig" i føsel. Vi nåede kun lige hjem før veerne
blev rigtig onde, og jeg havde massiv tegnblødning.
På nettet var der besked om at jeg havde bestået mine to
skriftlige eksaminer som jeg tog ugen inden termin (hvoraf
jeg havde været overbevist om at jeg var dumpet den ene, og
derfor kun vile have 6 ugers barsel), samt at min mors
mammografiundersøgelse var kommet tilbage uden sygdomstegn,
så nu kunne veerne bare komme an, jeg var bare så "tændt".
På fødegangen to timer senere var jeg 4 cm åben, med
udslettet livmoderhals. Jeg fik lavement (hvor min mand
ikke ville være på stuen imens...), og brusebad, og det
hjalp virkelig at komme af med...
Bagefter fik jeg en fødestue, og jeg besluttede at denne
gang ville jeg have en epidural. Den kunne jeg få når jeg
ville have det, der var en anæstæsilæge ledig, så jeg
skulle bare sige til. Sidst jeg fødte var jeg så forpint og
udmattet da min søn kom ud, at jeg var fuldstændig ligeglad
med at han var født, bare lettet over at smerternene var
holdt op. Det ville jeg ikke have denne gang, så jeg
besluttede at en epidural nu var det rigtige, selvom jeg
ikke var mere åben.
Lægen kom med det samme og en halv time senere var epien
lagt, og i fuld virkning. Jeg havde frygtet at blive
stukket, og skulle ligge sammenkrummet under en ve (der var
på det tidspunkt 3 minutter mellem, og de varede 1 minut),
men det blev ikke nødvendigt, da lægen var ekstrem dygtig
og hurtig, og kunne klare det ved at lægge lokalbedøvelsen,
vente til efter næste ve, lægge epikateteret, vente en ve,
og så tape kateteret fast. Det var faktisk værre at få lagt
venflon til de mange liter saltvand jeg fik under fødslen,
end at få lagt epien. Min mand gik ud imens, han er
bloddonor, men kan ikke tåle at se nåle.. :-)
Kl 2030 SMERTEFRI.....
Det var bare så skønt. Jeg kunne se på CTGén når jeg havde
veer, men kunne ikke mærke dem. Og jeg havde overskud til
at læse dameblade, sove lidt, spise og snakke med
manden."Vi burde have taget et spil kort med".
kl 21 30 havde jeg ikke åbnet mig mere end de 4 cm, selvom
livmoderen arbejdede på højtryk. Så blev vandet taget
(sidst gik der 4½ time fra vandet blev taget hvor jeg var 3
cm åben, til Christian var født). Min mand flyttede bilen
(parkeringsregler, grr..., og købte sig lidt mad, og lagde
sig efterfølgende til at sove, han skulle jo nok få brug
for kræfterne senere.)
kl 23 15 var der jordemoderskift, men jeg havde ikke åbnet
mig yderligere. Jeg begyndte dog at kunne mærke veerne igen
på trods af epien, men ikke værre end at jeg kunne trække
vejret gennem dem, uden hjælp fra min mand, som stadig sov.
kl 23 50 var jeg 6 cm åben, og veerne gjorde nu så ondt, at
jordemoderen gjorde klar til at give mig noget mere i
epien, og evt et vedrop så jeg kunne åbne mig det sidste.
Det nåede hun bare ikke, får jeg fik monsterveer, og mens
jeg vækkede min mand, for nu måtte han gerne hjælpe mig med
vejrtrækning mm, fik jeg pludselig pressetrang. Klokken var
nu 0000 den 24 januar. Jeg var overbevist om at jeg bare
skulle på toilettet, for jeg kunne da ikke have åbnet mig
så hurtig. Det grinede jordemoderen lidt af :-)Barnets
hjertelyd dykkede og forsvandt på et tidspunkt helt, så
jordemoderen fik travlt. Hun smed den ekstra sprøjte til
epien, som jeg ikke nåede at få, kaldte en sygehjælper ind,
fumlede rundt med ilten for den kunne der jo blive brug
for, mens hun på en gang lyttede efter barnets hjemtelyd og
undersøgte mig indvendigt.
JEG VAR FULDT ÅBEN, dvs havde udvidet mig 4 cm ¨på 10
minutter, og på et enkelt minut blev fødelejet redt op, og
jeg kunne presse.
00:07 Fredag den 24 januar blev min lille pige født, 3236
g, 52 cm. (60 gram mindre end storebror, men ellers præcis
samme mål) Jeg sprang ikke, men fik at vide at jeg var en
stor hud afskrabning dernede, men det kunne jo ikke sys.
I modsætning til sidst havde jeg denne gang masser af
overskud til at "nyde" selve fødselsoplevelsen, og specielt
tiden lige efter hvor hun kom op til mig. Det var lidt
overvældende at den sidste del gik så stærkt, og specielt
min mand syntes denne fødsel var lidt mærkelig, for da han
faldt i søvn var jeg 4 cm åben, og da han vågnede havde jeg
presseveer, og kun 7 minutter fra selve fødslen. Selvom det
gjorde sindsygt ondt at føde, var jeg helt høj bagefter, og
vil på trods af onde, onde efterveer, blødende brystvorter,
og en nedre region der ligner og føles som råt kød, ikke
udelukke en tredie graviditet og fødsel.. Samtlige
jordemødre, sygehjælpere og læger var bare så søde og
kompetente. Helt anderledes oplevelse end på fødeklinikken
på riget i 99.
Vi tog hjem lørdag aften efter en milliard barselsbesøg, og
er ved at finde en rytme herhjemme. Brysterne er suttet til
blods, men ellers går amnningen rigtig godt, og hun er bare
så dejlig. Storebror er bare så stolt, og vil holde, kysse
og kramme hende hele tiden. "du er så sød lille søster, jeg
skal nok passe på dig " lyder ret sødt, når det kommer fra
en 3½ årig :-)
Faren er pavestolt, og snakker allerede om hvilket
jagtvåben han skal købe, for at afskrække potentielle
bejlere...
Søskende på babylisten:
Alexander (17 år 8 mdr)
Christian (24 år 9 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 9/3-2007
> Slet profil <
Morsverden.dk > Babylisten > +x(200))
27/1)