<< Tilbage
Mor-/barn-profil for Anna og Elisabeth
Fødselsberetning:
Tirsdag d. 15:
Allerede tidligt på dagen, var jeg meget følsom og skændtes med min mand omkring noget ferie. Senere da jeg hentede Katrine fra dagplejen, kunne jeg slet ikke rumme, at hun hele tiden hylede og skældte ud på mig, så jeg satte hende foran TV'et og gik i seng for at stor-tude Disse ting er naturligvis ikke en del af fødslen, men måske var det er forvarsel.
Kl. lidt i otte om aftenen mens vi sidder og spiser føler/hører jeg et plok fra underlivet - lyden/følelsen er lidt som noget der knækker. 'Er det mon vandet?' tænker jeg, og da jeg rejser mig op, så siler det ned af benene og jeg er på ingen måde i tvivl. Lidt rundt på gulvet får jeg ringet til mine forældre, som tager afsted for at passe Katrine.
Dernæst pakker jeg taske - mens jeg også går lidt rundt om mig selv- mine hænder ryster helt af spænding... Jeg får også ringet til fødegangen og vi aftaler, at jeg skal komme næste morgen, hvis der ikke kommer nogen veer. Men jeg fortæller dem, at det skal der nok gøre!!
I starten er jeg lidt i tvivl med veeren - er det stadig bare plukkeveer?? Men allerede omkring kl. ni begynder vi at tage tid på afstanden mellem dem. De første vi observerer kommer med 8-15 minutters mellemrum - men meget hurtigt, så er der bare 3 minutter imellem - men de er ret korte og ikke særlig strenge. Så jeg sidder og hygger mig og drikker kaffe med mine forældre. De andre er næsten mere ængstelige for at vi skal køre end jeg var Kl. ca. 22:15 bliver vi alligevel enige om at ringe ind og sige at nu kommer vi.
Fremme ved hospitalet skifter veerne for alvor karakter - de er ikke ligefrem hyggelige længere!! Vi kommer ind på fødegangen og bliver modtaget. JM tager det meget roligt - jeg er åbenbart den eneste overhovedet derinde. Så vi snakker lidt, jeg får nogle efterhånden ret hidsige veer, og hun snakker smertelindring, men jeg er jo sej, så ikke noget til mig Da hun undersøger mig, er jeg kun 2 cm åben og livmoderhalsen er ikke helt udslettet endnu. Det tager lidt pippet fra mig, for nu er veerne virkelig strenge og jeg frygter dels, at hun sender os hjem men også at der er laaang tid med mange smerter foran mig...
Hun sender os ikke hjem - men får os over på en fødestue. Og her snakker vi om en masse: at få fyldt karret, at få et lavement, at få akupunktur og endelig vil hun gerne have kørt en strimmel på mig. Disse fire ting er åbenbart for meget at rumme i JM's hovedet, så hun gør nærmest ingenting til vores store frustration - når man ved at karret tager lang tid at fylde kunne man jo starte der. Men der sker ikke meget med hende her. Vi får dog kørt en strimmel og baby har det helt fint - det er kun mig, der lider.
Lige før vagtskiftet lidt i midnat undersøger hun mig indvendig - 4 cm, så der sker noget
Så kommer der en ny JM. Og hun er bare alletiders, og faktisk en vi har haft den ene gang til konsultation. Endelig sker der noget. Hun får gang i vandet, hun får lagt nogle akupunktur-nåle - selvom hun siger, at jeg nok har for stærke smerter til at det kan hjælpe. Jeg får spurgt til en epiduralblokade, men hun siger, at der ikke er tid 'godt' siger jeg 'så tænker jeg ikke mere over det'!
Og jeg får endelig mit lavement. Jeg har nu så mange smerter, at det er som om mine muskler slet ikke virker, så karsten må slæbe rundt på mig. Efter toiletbesøget, går jeg ind under den meget varme bruser - det tager jo en evighed med at få fyldt karret op.. Det hjælper lidt at være under den varme stråle, jeg finder ud af en måde at læne mig frem over 'stolen' når der er veer, og får strålen på maven i ve-pauserne. Efter noget tid med det, bliver jeg uendeligt træt, og vil bare hvile mig lidt ( ), så jeg kommer ud af bruseren og over på fødelejet. Her får jeg så lattergas - og pudsigt selvom det ikke virkede ved sidste fødsel, så synes jeg faktisk at det giver mig noget nu. Kl. er ca. 23:30 og jeg bliver undersøgt og er nu 8 cm åben så det går vildt hurtigt.
Det er som om, hver anden ve er ved at slå mig ihjel og hver anden ve kan jeg håndtere. Så relativt kort efter ber jeg om at blive undersøgt igen. Nu er jeg næsten helt åben, der er bare en lille kant.
Nu 'venter' jeg bare på presseveerne. Synes ligesom godt de kunne indfinde sig, nu hvor jeg er åben, men der kommer stadig nogle udvidelsesveer. Jeg kan ikke helt huske overgangen, men jeg får ihvertfald at vide, at når jeg føler pressetrang, så skal jeg bare gøre det. Men da trangen kommer er jeg slet ikke motiveret for at presse, lidt underlidt, men jeg er bare så negativ og gider ikke mere. Alligevel presser jeg til, og når jeg er igang har jeg svært ved at stoppe igen, når veen er ovre. Men jeg har aftalt, med JM, at hun skal guide mig, så jeg får så lidt bristning som muligt - så hun må gang på gang sige til mig at jeg kun må presse, når der er en ve. Og det lykkes mig at lystre. Og hold kæft, hvor gør det bare ondt, når baby masser sig ned. Og jeg vil bare ikke. Det værste topper, idet hoved står i åbningen i en hel ve-pause - supergodt for mellemkødet! men helvede for mig, det motiverer mig dog en del, at JM minder mig om, at det er for at jeg ikke sprækker!!
Næste ve, så er hovedet ude. Jeg fatter det ikke helt, så jeg må lige mærke efter med hånden og den er god nok. Og næste ve, så er baby ude og bliver klasket op på min mave (kl. 1:06). Pressefasen tog bare 10 minutter, selvom jeg følte det som en evighed.
Og AL min negativitet forsvinder, og jeg er fuldstændig forundret over denne perfekte skabning, som jeg bare må sige hej til. Jeg tjekker ikke engang kønnet, det er mig så uendeligt ligegyldigt. Men de andre vil gerne vide det, så babyen bliver løfter op og det er en pige
Jeg bliver bedt om at presse og så kommer moderkagen - ingen ben i det.
Babyen ligger på min mave mens JM roder rundt for neden. Jeg er ikke bristet så meget - 3 knuder må hun sy, og det er alt sammen bristninger samme steder, som sidste fødsel. Det gør ondt som bare pokker og selv JM er forundret over, at jeg er så sart.
Efter dette burde det jo så være overstået. Men jeg bløder og jeg bløder rigtig meget. Flere gange er JM inde og presser kæmpe klumper blod ud af mig. Så alt i alt mister jeg 1,5 liter blod. Så jeg må have noget drop - dels noget væske og dels noget, som skal få livmoderen til at trække sig sammen. Det gør sindsygt ondt at blive trykket på maven. Men jeg har min baby til trøst Vi ender med at være på fødestuen i 4 timer, hvoraf der faktisk er en halv time, hvor vi bare kan ligge og blunde lidt allesammen- dejligt ikke bare at blive smidt videre.
Midt i alt dette her, så bliver babyen også undersøgt. Apgar-score 10, vægt 4300g (er samme formiddag blevet vurderet til 3600g af jm) og længde 52 cm.
Puha, sikke en omgang. Det tog helt pippet fra mig, at det gjorde så ondt. Heldigvis var det jo en meget hurtig fødsel, men det ved man jo ikke, når man står midt i det.
Søskende på babylisten:
Katrine (22 år 3 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 23/8-2006
> Slet profil <
Morsverden.dk > Babylisten > +x(200))
7/5)+x(200))