Morsverden.dk
Forside
Debat
Rabatlisten
Babylisten
Statistik

Opskrifte-arkiv
Spillearkade
 

<< Tilbage

Mor-/barn-profil for Christina og Sofia

Mor: Christina, 48 år ( 24/3)
Datter: Sofia, 19 år 8 mdr

Fødselsdato: 21/8-2004 kl 13:42
Oprindelig termin:4/9-2004
Født da mor var 38+0 henne
Fødselsvægt: 2880 g
Fødselslængde: 50 cm
Fødested: Rigshospitalet
Bopæl: CPH
e-mail -- Hjemmeside

> Ret profil / Tilføj søskende <

. Info . Vægt og længde . Motorik . Tænder . Billeder . Fødslen .

Fødselsberetning:

Sofias fødsel lørdag d.21. august 2004

Så kom den dag min mor og far havde ventet på så længe, og jeg var en god pige for mor og far ville jo så gerne have at jeg blev født under de Olympiske lege i Athen (noget far var meget stolt over fandt sted i Grækenland) og så ville de gerne have at jeg blev født i løvens tegn. Til gengæld blev det ikke en lige dato, som jeg havde udset mig som min fødselsdag, men mine forældre kunne da heller ikke forvente et "Kinderæg", det er jo hele tre ting, så de fik to opfyldt.

Jeg må sige at fødslen af Sofia er noget af det mest positive jeg nogensinde har oplevet og jeg føler mig som en stærkere kvinde efter den omgang. Men sæt jer godt tilrette foran skærmen for jeg har på fornemmelsen af fingrene vil flyve hen over tasterne.

Torsdag d.19. August vågner jeg op ved at min side af sengen er en smule våd. Jeg kigger efter og ser at det er rødligt udflåd og tænker - aha tegnblødning og siven af fostervand. Da jeg alligevel skulle til JM senere på formiddagen beslutter jeg mig for at slå koldt vand i blodet. Vækker G for at hive lagnet af for at vaske det, og han spørger hvad der foregår. Tjaa jeg tror det er vandet der siver - jeg tror ikke rigtigt at han forstod hvad jeg mente for jeg var jo total afslappet og derfor vendte han tilbage til drømmeland - fint for mig for jeg ville alligevel helst alene til JM. Bliver pludselig overmandet af en trang til “Ulrik” og når NÆSTEN toilettet før det går galt. Ringer til min far og spørger om han ikke nok vil køre mig til JM, da jeg ikke lige kan overskue at skulle med offentlige transportmidler.

Siger intet om tegnblødning - det er min lille hemmelighed. Kommer ind til JM - der viser sig endelig at være min faste JM Lone. Afleverer en tisseprøve med slim og blod i og siger at jeg er vågnet op med en våd seng og rødligt udflåd. Så op på briksen for at blive undersøgt. Ifølge JM var min livmoderhals totalt lukket og hun var sikker på at det var gammel blod - nå ja det er derfor der er klart rødt blod i trusserne og på papiret. Godt så!

Da jeg havde virkelig meget væske i kroppen beslutter hun sig alligevel for at sende mig til en CTG for at være på den sikre side. Inden jeg går op på fødegangen siger hun at hun ikke regner med at jeg føder før om 2-3 uger (min gynækolog havde sat mig til d. 18. august) og at hun derfor vil give mig en tid 14 dage senere. Ser mit opgivende ansigt og siger - OK, så får du en tid torsdag i næste uge.

På fødegangen er der fin hjertelyd, men der bliver kun målt en enkelt plukve på 25 min. så jeg bliver sendt hjem.

Mine forældre venter på RH (ja min mor var også kommer) og da der intet er sket tager de mig med på Cafe og bagefter ud på en gåtur på Kastellet.

Da jeg kommer hjem tager jeg mig lige en morfar i soveværelset og kl. 18 vågner jeg ved at jeg skal tisse - tror jeg. Rejser mig op fra sengen (hæhæ havde sovet i Gs side) og idet jeg kommer ud på gulvet går vandet med et ordentlig smæld. Jeg aner ikke hvorfor, men jeg trækker trusserne ned om knæene og kalder på G. Da han kommer ind i soveværelset ser han på mig og spørger “står du der og tisser på gulvet?”. “Nej, det gør jeg ikke, jeg kan ikke stoppe det, så jeg tror vandet er gået”.

G siger “Er det nu jeg skal gå i panik?” hvortil jeg svarer at det synes jeg da ville være en forfærdelig dårlig idé.

G spørger om jeg ikke skulle ringe til lægen, ambulancen, hospitalet etc. Og jeg siger at det vist ikke er nødvendigt, da jeg ikke har veer endnu og at jeg til FF dagen før havde fået af vide at jeg skulle tage et bind (ja right forsøg med et badelagen) på og se om det var gennemblødt efter 1 time. Mens jeg når at bruge 12 bind på 10 min og G vasker soveværelsesgulv beslutter jeg mig alligevel at ringe til RH.

Jeg får fat i en sød JM Dorthe, der beder mig tage det stille og roligt og se at komme ind på Fødeklinikken, da det jo var der jeg skulle føde.

Da jeg ikke har ondt siger jeg til G at han burde bestille noget kinesisk, da han ikke skulle gå og være sulten på hospitalet.

Mine forældre ringer vi også efter fordi de er taget på landet (der når de lige at være i 15 min. da vi ringer) og det tager dem en time at komme tilbage til København (min far fløj lavt den aften).

Da mine forældre er kommet frem og G har spist sin aftensmad ringer telefonen. Det er en meget vred JM, der spørger HVOR JEG BLIVER AF nu var klokken over 20. Forklarer at hun jo havde sagt at jeg skulle tage det roligt, men åbenbart ikke så roligt.

Ups, så af sted til RH hvor de kører en CTG og undersøger mig. Jeg er stadig helt lukket og ingen veer. Kl. 22 får vi lov til at tage hjem med en seddel om at jeg skal komme igen dagen efter for at blive undersøgt kl. 16, hvis jeg ikke selv var gået i fødsel inden. Jeg bliver udstyret med nogle KÆMPE BLEER og netunderbukser til det næste døgns tid. Ja, mig der var så bange for bleer skulle nu gå med dem indtil jeg fødte. G var ved at brække sig af grin over min “aberøv” som han så charmerende kaldte den, jeg selv var også ved at flække af grin over at ligge og skræve med vandet der bare blev ved med at løbe og at jeg skulle gå med ble. G fik også ringet til sit arbejde og sagt at han ikke kunne komme dagen efter, da vandet var gået.

Fredag kommer mine forældre og tager mig med en tur i skoven til en god lang gåtur der skulle få gang i veerne (der stadig ikke kom) og så hentede vi barnevognen i butikken.

Kl. 16 var vi tilbage på RH hvor en meget forvirret JM Christine på Fødeklinikken sagde at der skulle jeg ikke være til CTG, men over på Fødegangen, og det selv om jeg stod med et papir fra dagen før fra JM Dorthe.

Siger at det forstår jeg ikke, men hun bliver ved med at sige at det altså var rigtigt og så giver jeg mig til sidst og er på vej over mod Fødegangen mens jeg forklarer G sagen. JM Christine kommer løbende efter os og spørger om hun må se papiret en gang til og siger så “undskyld” det er da også rigtigt. Kommer ind og får kørt en CTG, har nu 1,5 cm livmoderhals tilbage men ingen veer. Jeg var færdig af grin inde i undersøgelsesrummet, da BT-måleren ikke virkede, CTG-maskinen var blevet bortført, så manglede snorene til at spænde rundt om min mave, og så var der ikke flere af de store bleer tilbage jeg kunne få med hjem og termometret bippede ikke, så jeg lå med det i rumpetten i ganske lang tid. Jeg morede mig faktisk ganske godt.

Om aftenen tog vi ned og spise i Sejlklubben, da vi ligeså godt kunne få tiden til at gå med noget fornuftigt og så ud og gå en lang tur - stadig ingen veer.

Vågner lørdag og ved at om 1 time vil jeg blive sat i gang og at det er snart jeg vil få forfærdelige smerter. Da vi skal være på Fødegangen (når man skal sættes i gang må man ikke føde på Fødeklinikken) kl. 8 kommer mine forældre og henter os. Vel fremme på Fødegangen bliver vi mødt af JM Benedikte (hende den dejlige fra et af mine besøg hos JM) og jeg bliver bare så glad, da hun siger at hun lige skal diskutere med sine kollegaer hvem jeg skal føde med, men hun vil altså gerne være min JM.

Får kørt en CTG og G henter mine forældre, sådan at de også kan høre hjertelyden. Mens min far står og danser samba til hjertelyden kommer Benedikte tilbage og siger at det bliver hende. Jubii, men siger for sjov om jeg ikke kan gøre det hurtigt, da hun har fri kl. 14.45.

Spørger om jeg ikke godt må gå ned og spise morgenmad med min familie i kantinen, men får af vide at jeg først skal have lagt drop (man får drop når vandet er gået og piller ved igangsætning, når vandet ikke er gået eller/og man er gået over tiden) og så vente en halv time, men så må jeg gerne gå ned.

Det var enormt hyggeligt at sidde og spise morgenmad med G og mine forældre og jeg kan lige pludselig mærke at der begynder at komme veer.

Kl. 10 skulle vi være tilbage på Fødegangen stue 6 og JM noterer at første ve indtraf kl. 10.

Kommer op og ligge og fra da af er der ingen vej tilbage. Mine veer bliver stærkere og til sidst siger JM at jeg skal op og sidde i et badekar for at tage de værste smerter. Min mor og G havde hele dagen forladt lokalet, når jeg skulle undersøges og min mor går ud til min far, mens jeg sidder i badet. Havde forinden fået lavement - det kan anbefales.

I badet føles det som om jeg skulle flække på kryds og tværs og jeg siger til G at det føles som om jeg skulle “dø”. Og jeg overvejer seriøst om det var smart at jeg havde fravalgt smertestillende (min ønskeseddel blev fulgt til punkt og prikke).

Da jeg ikke kan klare at sidde i vandet mere bliver jeg undersøgt og jeg er kun åbnet 3 cm og jeg tænker shit, så er der lang tid igen, da man gerne åbner sig 1 - 2 cm i timen som førstegangsfødende.

Min mor prøver nu at fortælle JM at vi i min familie føder meget hurtigt og aldrig over 6 timer fra første ve, men JM er overbevidst om at jeg har laaaaaangt igen.

På sengen bliver der lagt sådan en sækkepude - kan varmt anbefales, og jeg er i stand til at drikke saft, spise æble (måtte dog spytte æblet ud midt under en ve) og snakke med min mor og G.

Min far sad i venteværelset hele tiden.

Pludselig siger jeg til min mor at jeg skal tisse noget så forfærdeligt, men min mor er overbevidst om at jeg har fået åbnet mig helt og det siger hun til JM. JM siger at det tror hun ikke på, men min mor insistere og JM siger “hold da op, Christina, du er nu 10 cm åben”. Yes jeg havde åbnet mig 7 cm på en time, og det var derfor jeg følte mig som om jeg skulle revne på kryds og tværs.

Bliver kommanderet op på nogle engangslagner på gulvet og skal stå og rokke med rumpen for at få ordentlig gang i presseveerne. Og må jeg synge en lille sang “gassen er min ven, tujhej og gassen er min ven tujhej”. Yes uden lattergas var det ikke gået.

Jeg er så fokuseret på at trække vejret i masken at jeg er bedøvende ligeglad at min mor er med og jeg kan se at G har det godt med at hun er der. På et tidspunkt kalder JM på en anæstesilæge, der kommer og mærker af på min ryg til epidural (det tænker jeg egentlig ikke nærmere over) og der kommer en overJM og en læge. Jeg er så opslugt af at trække vejret (det kommer helt naturligt jeg har jo ikke nået kurset i vejrtrækning) at jeg ikke lægger synderligt meget mærke til at de sætter elektroder på Sofias hoved og at de diskuterer hendes faldende hjerterytme. Min mor hører at de overvejer kejsersnit (derfor havde JM kaldt på anæstesilægen), hvis den bliver ved med at falde og hun hvisker til mig at jeg skal presse alt det jeg kan og så lidt mere til. Heldigvis kommer der gode presseveer og jeg kommer op og ligge på briksen. Jeg får gode presseveer kl. 13.30 og præcis 12 min. senere kommer min smukke lille datter ud (uden at skrige på noget tidspunkt, det troede jeg ellers at de skulle).

Jeg skreg selv kun en enkelt gang (ifølge JM, min mor og G) og det var lige før hun kom ud, for JM sagde til mig “du kan da umuligt have mere ve nu”, hvortil jeg svarede “nej det har jeg heller ikke men hun skal altså ud nu”.

Jeg havde fået et klip i mellemkødet og Sofia har længe stået med hovedet nede med ansigten mod exot-skiltet og havde derfor fået lavet et par lange rifter indvendigt på mig i begge sider, så jeg skulle også syes.

Sofia blev lagt op på mit bryst med det samme. Moderkagen blev født 14.10 og jeg havde tabt 400 ml blod under fødslen, så det var jo ingenting.


På RH skal nyfødte blive på deres mødres bryst i hvert fald i en time og forsøge at spise og først derefter kunne G få lov til at holde hende.

G var en kæmpe hjælp under fødslen. Han glemte helt at han egentlig ikke ville være med til fødslen, da han var bange for at besvime.

Han holdt i hånd, hviskede “pres så min viking”, skiftede blodige underlag, åbnede poser med slager, nåle etc. til JM.

Han så da hovedet var ved at komme ud og han sagde “hun har hår, hun har hår” og han klippede navlestrengen - det måtte han selv om han ville, det var ikke et krav fra min side. Da Sofia kom op og ligge hos mig tudbrølede han bare og så græd min mor, for hun var så rørt over at se G så glad. Min mor havde stået ved mit hovedet hele tiden og har altså ikke set mine “private dele”, og hun gik ud sådan at G og jeg kunne nyde den første tid alene med vores datter.

G har siden fortalt at han var imponeret over hvor hurtigt det hele var gået, men at han havde været meget bekymret for mig da jeg havde presseveer, da jeg var blevet helt bordeaux i hovedet og han var bange for om jeg ville få en blodprop eller noget lignende.

Da jeg var blevet syet blev jeg hjulpet over i dobbeltsengen og så kom min far og mor ind på stuen og personalet kom med en bakke med flag og lyserøde servietter samt mad og drikke for vi skulle jo fejre Sofias første fødselsdag.

Sofia var 2880 g, 50 cm, hoved 35 cm, mave 30 cm Apgar 10/1, 10/5, 10/10.

Så jeg nåede at føde inden JM Benedikte havde fri, og ikke så meget som i 2 minutter forlod hun rummet efter den første ve var indtrådt. Hun var bare fantastisk.

Kl. 18 blev jeg spurgt om jeg ville på familieværelse på Fødeklinikken eller om jeg ville på 3 sengsstue på Fødegangen samt om jeg ville køres ned på stuen eller om jeg ville gå selv. Jeg valgte at gå og jeg valgte Fødegangen, da noget sagde mig at det var bedre for mig at være et sted med mere årvågning (og det holdt jo desværre stik).

Kom til at ligge i seng 12 og jeg delte værelse med en sød pige, der hedder Ina og hendes halvt danske og halvt spanske datter Naya. Det var lidt morsomt at vi begge havde fået børn med en udlænding.

Fik et bad, medens min søster (hun var kommet kl. 17 for at se sin niece) pakkede min taske ud og G kiggede henført på sin datter.

Da vi alle var trætte efter dagens dont besluttede vi at jeg skulle have lov at komme i seng og G inviterede mine forældre og søster på græsk restaurant for at fejre Sofias ankomst.

Jeg må sige at det gamle ordsprog “hård graviditet, let fødsel” passede i mit tilfælde.

Jeg synes, jeg havde en fantastisk fødsel, og selvfølgelig gjorde det ondt, men det var jo overstået da hun endelig var kommet ud. Synes faktisk at det var værre at mine syninger sprang, for det gør altså nas at tisse i et åbent sår.

Og jeg skal ærligt indrømme at jeg gør det gerne igen for det kan ikke beskrives, det skal opleves hvordan det er at føde - og G er så stolt af mig, han synes jeg er en helt at jeg kunne klare den smerte for at give ham et barn.

Efterfølgende var vi så indlagt i en uge og lå sammen med Ina i flere dage, da hendes lille Naya var blevet syg af at ligge inde i hendes mave efter at vandet var gået. Der er jo en grund til at barnet skal ud inden for 48 timer efter vandet er gået pga. infektionsfare. Lille Naya skulle have penicillin i et venflon, der var lagt i foden flere gange om dagen, men hun har det godt i dag, og jeg skriver stadig sammen med Ina.

Men en pragtfuld fødsel som jeg håber jeg kan skrive en fortsættelse på i marts/april 2007 eller deromkring, hvor Sofia gerne skulle have en lillebror/søster.




Ser jeg ikke intelligent og eftertænksom ud??
Mit første sæt tøj, som Daddy Cool gav mig på.





Søskende på babylisten:

Sofia har ingen søskende på babylisten

Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden

Profilen er senest opdateret d. 30/7-2005

> Slet profil <