<< Tilbage
Mor-/barn-profil for Marlene og Nanna Simoni
Fødselsberetning:
Fødslen der ikke gik som planlagt….
Jeg vidste lige hvordan, jeg gerne ville føde, da jeg som 25 årige blev gravid med min kærestes og mit første barn. Fødslen skulle forgå på føde klinikken i Hobro, hvor vores ønske barn skulle komme til verden i vand. Efter en veloverstået fødsel skulle den lille ny familie tilbringe de første dage på barselsgangen tilknyttet Hobro sygehus. Her havde den ny bagte far mulighed for at bo også og der var køkken, hvor man kunne lave lidt let mad og kaffe til sine gæster…. Det skulle nok blive hyggeligt. Jeg havde læst en masse om fødsler, men var hver gang sprunget over det, der kunne gå galt, for der ville jo ikke gå noget galt for mig – det havde jeg jo ikke planlagt….
Men intet skulle gå som planlagt………
Jeg var sat til at føde d. 9 November 2002, men fredag d. 1. November gik jeg rundt i Føtex med min kæreste. Jeg var underligt irritabel på alle de andre kunder og en gang imellem måtte jeg holde fast i indkøbsvognen. Da vi kom hjem, skulle jeg ikke have noget at spise og det gjorde mere og mere ondt. Vi var vildt i tvivl, om det var veer, for vi var jo blevet fortalt, at vi helt sikkert ville vide det, når det var veer….. Så vi ringede til Hobro sygehus, hvor de sagde, at det var veer og at jeg bare skulle tage det helt med ro. Vi fik et telefon nummer til den jordemoder, der havde vagt, så vi kunne ringe til hende, når det var tid. Derefter slappede vi mere af, for nu vidste vi, at det var snart.
Senere på aftenen lavede vi en alvorlig fejl, da vi ikke kunne lade være med at ringe til de kommende bedsteforældre og sige at nu kunne de godt begynde at glæde sig…..
Vi blev enige om at gå i seng, så vi kunne nå at få noget søvn, inden det blev tid…. Men jeg kunne selvfølgelig ikke sove. Det meste af natten lå jeg og talte minutter. Endelig kl 4.00 var der fem imellem og jeg kunne vække min kæreste. Vi ringede og vækkede jordemoderen, som ville møde os på Hobro Sygehus. Vi havde godt en halv times kørsel derned – en rigtig hyggelig tur.
Vel ankommet til Hobro sygehus blev jeg undersøgt og vi fik et værelse, hvor vi kunne vente til der skete noget mere. Ved 8 tiden kom en ny jordemoder og undersøgte mig. Et øjeblik var vores barns hjertelyd svag og hun blev bekymret. Mens hun konfererede med de andre, gik jeg på toilettet og fandt ud af, at jeg var begyndt at bløde lidt. På Hobro sygehus turde de ikke tage nogle chancer, da der ikke er læger tilknyttet og er der det mindste galt, bliver man overflyttet til Aalborg Sygehus. Så jeg skulle køres til Aalborg i en ambulance – dog uden udrykning. Man allerede her smuldrede min planlægning……
På Aalborg Sygehus blev jeg kørt ind på en lille fødestue, hvor jeg nogle måneder forinden havde været på besøg og sagt at her ville jeg i hvert fald ikke føde…… : ) Heldigvis havde jeg fået jordemoderen med fra Hobro og hun blev min private jordemoder fra start til slut – det var rart.
Men da vi ankom til Aalborg gik det hele lidt i stå. Den lille havde det fint inde i maven og ville ikke ud lige nu, så vi ventede…… Og det samme gjorde de skræmte bedsteforældre, der ikke kunne forstå, at de ikke hørte noget, så de satte en større eftersøgning i gang for at finde os. Langt om længe fandt de ud af, at vi var i Aalborg og at alt indtil videre var okay.
Omkring kl. 14.00 besluttede jordemoderen, at jeg skulle have ve drop for at sætte lidt skub i tingene, men ve drop betød også, at jeg måtte se min plan om badekar forsvinde….
Og vedroppet satte da også for alvor skred i det, for nu kom veerne stærkt og de gjorde ondt. Min kæreste måtte lige en tur rundt i sengen, da jeg fik fat i hans øre…….. heldigvis kom han ikke til skade.
Efter et stykke tid kunne jeg bare ikke klare smerterne mere og jeg insisterede på at få den epidural blokade, som jeg ellers hårdnakket havde sagt, at jeg ikke ville have…. En narkose læge blev tilkaldt, men inden han nåede at komme, startede presseveerne og han blev af blæst. Nu var det tid til at vores guldklump skulle ud, men pludselig opstod der lettere panik i rummet. Hjertelyden var begyndt at falde og vores barn sad fast ved bækkenet. En læge sagde kejsersnit med det samme, men en anden påståelig jordemoder mente nok, at hun kunne klare det med en sugekop…. Heldigvis havde lægen det sidste ord og jeg blev i al hast kørt til oprations stuen. I mellemtiden var jeg forvirret og havde store smerter, så jeg blev lagt i fuld narkose. Min kæreste nåede slet ikke at komme med på operations stuen, så han stod og kiggede ind at et vindue, da vores datter blev taget ud af min mave kl. 17.10 d. 2. November 2002. Mens jeg blev syet, holdte den stolte fadder for første gang vores lille smukke velskabte datter i sine arme, alt i mens jordemoderen tabte moderkagen i nakken på ham…… ( Enhver mands skræk !!!!). Vores datter blev gjort ren, mens jeg blev kørt til opvågning. En time efter vores datter blev født, vågnede jeg meget forvirret op og fik af vide, at jeg havde fået en datter. Men det første jeg rigtig husker er at 10 min efter stod min mor i døren – lettede over at det hele endte godt og træt af bekymringer.
Vi tilbragte fem dage på Aalborg sygehus uden faderen som måtte tage hjem. Derefter tilbragte vi fem dage derhjemme, hvor jeg lå med feber og næsten ikke kunne gå af smerter i underlivet. Til sidst måtte vi på sygehuset i 4 dage mere, da der var gået infiktion i bughulen..… Ikke lige frem den måde jeg havde planlagt starten for vores nye familie…..
Men som sagt gik intet som planlagt og det var meget hårdt, når man som jeg gerne vil have en vis form for kontrol over tingene. Men det hårdeste var faktisk at den første time af min datters liv tilbragte jeg ikke sammen med hende. Jeg kan ikke huske første gang, jeg så hende, da alt var tåget for mig…. Den dag i dag bliver jeg stadig ked af det, når jeg tænker på det.
Jeg røg langt ned ovenpå min fødsel og det tog rigtig lang tid at få det hele bearbejdet, hvilket faktisk krævede professionel hjælp.
Men jeg er ovenpå igen og jeg er ikke blevet skræmt. Nanna som vores dejlige datter kom til at hedde skal helt sikkert have søskende. Men jeg ved ikke endnu om det skal forgå ved planlagt kejsersnit eller om jeg tør prøve den naturlige vej igen……….
Det var min beretning om min fødsel.
Med venlig hilsen
Marlene Qvist
Alder: 27 år
Søskende på babylisten:
Nanna Simoni har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 15/9-2005
> Slet profil <
Morsverden.dk > Babylisten > 
22/10)