<< Tilbage
Mor-/barn-profil for Kristina og Katarina My
Fødselsberetning:
Lørdag d. 15. juli -8 dage over tid.
Jeg kan ikke sove. Den murren jeg har i lænden tiltager men kommer stadig kun med 10-20 minutters mellemrum, men til gengæld varer det 1 minut lige fra starten. Jeg kan godt se hvor det her bærer hen ad og prøver ihærdigt at få noget søvn... Det holder bare overhovedet ikke... Jeg trækker vejret fint igennem det jeg nu mener er veer eller i hvert fald kraftige plukkeveer.
Jeg render frem og tilbage til toilettet uden meget effekt.
Jeg prøver at være en smule aktiv under en ve, men fortryder hurtigt da ingen stillinger lindrer. Til sidst prøver jeg med et bad. Det lindrer en smule, men kun den første ve, de to andre gør at jeg dropper badet. Prøver at gå i seng igen. Sune sover stødt videre og jeg synes ikke der er nogen grund til at vække ham endnu, da jeg stadig ikke er sikker på at der er tale om ”rigtige” veer.
Antallet af veer nærmer sig hinanden kan jeg fornemme og jeg prøver derfor at forudsige hvornår den næste vil komme hvis der f.eks er 8 minutter imellem. Hmm regelmæssige veer får jeg hurtigt konstateret. Nu sker der da måske endelig noget.
Da klokken er omkring 3 tiltager veerne i styrke. Ikke meget men nok til at jeg skal koncentrere mig om at trække vejret roligt gennem dem.
Engang imellem varer veen lidt længere end det minut den ”plejer”, hvilket gør mig ret arrig. Veerne starter som en summen over lænden som intensiveres til en summen der forplanter sig henover hele maven som en spænden. Det gør ikke ondt som sådan, føler det mere som irriterende. Jeg finder ud af at jeg kan lindre ”smerten” en smule ved at stå og vugge fra det ene ben til det andet, men det synes min bækkenløsning så ikke så meget om og det får gulvbrædderne i stuen til at knirke, med fare for at vække Sune.
Kl. 04 begynder jeg igen at overveje tidsrummet mellem veerne, min hjerne kan bare ikke huske det ene tidspunkt fra det andet, så ca. 4.30 vækker jeg Sune og beder ham hente noget at skrive med. Han er pænt forvirret.
Jeg kan se på de seneste tidspunkter at der er blevet væsentligt kortere mellem veerne og begynder at overveje hvornår det nu var at man skulle ringe til fødegangen. Det hjælper at have Sunes hånd at klemme i under veerne nu. Efter hver ve slipper jeg hånden og noterer flittigt tidspunktet. Efter et par stykker erfarer jeg, at der nu kun er mellem 5-6 minutter mellem veerne. Klokken er lidt over 5 da jeg siger; ”Sune, hvis der kun er 5 min til den næste ve så ringer jeg altså til fødegangen”, og jeg beder ham om at finde nummeret og han spæner (slap af mandse, jeg skal lige ha´ overstået denne her ve, så skal jeg nok ringe). En ve bliver til to og tre og nu er jeg helt sikker; der er kun 5 minutter imellem veerne. Lidt i halv seks ringer jeg til fødegangen og får fat i jordemor Gitte for at høre om de vil se mig. Hun fisker efter lidt informationer osv. inden hun beslutter sig for om jeg skal komme ind. Jeg siger at veerne kommer med 5-6 minutters mellemrum og af 1 minuts varighed og de ”bider”. I det samme får jeg en ve og beder Gitte om at hænge på. Da jeg vender tilbage siger Gitte at vi da godt kan kigge forbi, men at vi skal være forberedte på at kunne blive sendt hjem igen, da hun mener udfra at jeg var førstegangsfødende osv. at der formenligt kun er tale om plukkeveer.
Jeg siger til Sune at hvis han skal i bad, så skal det være NU.
Jeg render lidt rundt og tager tøj på og overvejer om hvad vi skal have med. Der er jo ikke nogen grund til at tage alt muligt med, hvis vi alligevel bliver sendt hjem. MEN kameraet, papirer og mobiltelefoner skulle med. Jeg begynder at herse med Sune, da jeg har lovet Gitte at være på hospitalet indenfor ½ time, og klokken nærmer sig de 6. Jeg sætter mig i bilen og spørger Sune om jeg hellere skal sidde på et tæppe. No time beslutter vi. Og Sune snøvler sig mod sygehuset og jeg bliver en smule edgy, jeg er sgu ikke af porcelæn, kom nu bare af sted.
Fra p-pladsen til afdelingen har jeg 3 veer, som jeg er nødt til at se lidt stort på (selvom det er svært), fordi Gitte venter jo og klokken er over 6 nu.
Da vi ankommer bliver vi bedt om at tage plads, og jeg slapper lidt af, da mine veer underligt nok holder en lille pause.
Vi bliver anvist en stue (ikke en fødestue) så vi kan få kørt en strimmel, da Gitte stadig er overbevist om at der er tale om plukkeveer. Strimlen ser fint ud og mine ”plukkeveer” kan godt ses på målingen, men SÅ stærke er de heller ikke (de måler ca. 30). Men Gitte vil da gerne lige undersøge mig indvendigt for at se hvad der sker.
Så bliver hun tavs, kigger på Sune, tilbage på mig og siger ”æhm ja, det er jeg jo så nødt til at tage i mig igen. Du er 5 cm åben” (klokken 6.20). ”Så det bliver en fødsel i dag”. Da det er lidt koldt bare at ligge, vil jeg gerne have et tæppe og sender Sune ud efter et. (fedest!, når jeg at tænke. Alle vores ting ligger derhjemme). Gitte smutter for at finde en fødestue til os og siger samtidig farvel til os, da der nu er vagtskifte. Kl. 7.45 Jeg kæmper mig ned ad gangen til den nye stue, bidende i dørkarmen en enkelt gang (en enkelt ansat kommer forbi og spørger om jeg er i gang med at æde afdelingen haa ha) og mødes dernede af en ny jordemor (Elsebeth) og assistent (Susanne).
På den nye stue bliver jeg iført labert hospitalskluns og jeg får et lavement og de går. Hmm. Da jeg har ligget med det i ca. en time (ok, nok nærmere 5 minutter) spørger jeg Sune om jeg ikke godt må smutte på toilettet. Det mente han nu godt, men ville lige tjekke. Ork jo. Så mig af sted.
En spulelyd, et bang-plop-klask og en rislen senere, står jeg ude på gangen og søger en jordemor. ”æhem, jeg tror mit vand er gået Elsebeth”. ”Arhj hva?”, lyder svaret. ”Så læg dig ned, læg dig ned, Gitte sagde at babyen ikke står lavt nok”. (Ja ja ro på.. ikke herse med en tung gravid). Elsebeth laver endnu en indvendig undersøgelse her da klokken er 8.10. ”Ih ja, det var vandet og du er 8 cm åben” siger hun og kigger underligt hen på assistenten. Så husker jeg et eller andet med at jeg gerne vil i vand. kan det nås endnu. Det er der delt skepsis omkring, men de vil gerne prøve at fylde karret. Det kan jeg lige pludselig ikke tage stilling til, men Sune siger fast at det prøver vi. Efter ½ time er karret klar og jeg stavrer hen mod det. Beder i farten lige Sune tage et sidste billede af maven. 8.40 nedsænkes mit legeme i vand og aahh øjeblikkelig smertelindring. Jeg pladrer rundt. Får Sune til at fikse mig en vandsjus med sugerør så jeg kan ligge og dase. Elsebeth siger at jeg bare skal ringe når jeg får pressetrang, så jeg kan komme op på land og føde.
9.20 overvældes jeg af en følelse af ikke at kunne tæmme min krop. Den sender nogle kramper om i lænden og ned i bækkenet som jeg før kun har oplevet hvis jeg har haft rigtig dårlig mave (jeps pressetrang). Jeg panikker lidt, for det første fordi disse veer er anderledes ukontrollerbare end udvidelsesveerne, men også fordi jeg nu skal op af bassinet. Jeg bliver hjulpet med at blive tørret og vralter hen til briksen. Elsebeth undersøger mig igen. Resultat; 10 cm åben og jeg kan bare føde.
Og hvad sker der nu? ikke en pind, jeg troede at så skulle der bare presses og så slut med det. Men nej. Veerne stopper bare nu (Rigtig lækkert for mig, der så kan få lidt hvile), de sætter igen en strimmel igang klokken 10. Der kommer enkelte veer med ca 10 min i mellem som måler op til omkring 60-70. Efter at have været 10 cm åben i 1 time uden nævneværdige resultater af mine presseveer. Jeg prøver at fremtvinge lidt bedre veer ved at komme op og ud på gulvet, prøver at vrikke, sidde på hug, hænge over sækkestolen osv, men intet hjælper så jeg ryger op på lejet igen.
Baby rykker sig da lidt nedad, men slet ikke nok til at der sker noget. Mine veer er simpelthen ikke kraftige eller talrige nok. Klokken 10.40 vil Elsebeth gerne lægge ve-stimulerende drop for at hjælpe og det er helt fint med mig, jeg sover mellem presseveerne alligevel, så et eller andet kan der lige så godt ske.
Klokken 10.50 anlægges droppet, og pludselig er de der igen, de møgveer. Det bliver ubehageligt af at Elsebeth nu næsten sidder med hele armen (mindst) oppe og presser ned i mellemkødet for at vise hvor jeg skal presse. Det er filens ubehageligt, mere end selve veerne synes jeg.
På et tidspunkt synes jeg at Elsebeth siger noget om barnets hjertelyd, men reagerer ikke synderligt på det da jeg kæder det sammen med at føleren løfter sig under presseveen (jeg erfarer senere at det IKKE er tilfældet –gulp). De beslutter sig for at sætte en elektrode på lillepigen.
Nu finder hun så på at jeg skal holde mine ben med når jeg presser. (øh har du SET mine ben tænker jeg), så Sune får det ene mens jeg kæmper med det andet (selvom jeg hellere vil sove på nuværende tidspunkt).
Jeg magter åbenbart ikke at trække vejret i stor nok grad til at få mættet mit blod mellem presseveerne, så de bliver pludseligt nervøse for om lillepigen får nok ilt derinde. Klokken 11.02 tilkalder de en læge, for at få taget en skalp pH. Det er åbenbart ikke sådan lige at tage sådan en prøve, så jeg presser lystigt videre på mine veer (nr. 117 af slagsen føles det som), mens de fumler løs dernede. Jeg kan mærke at hun efterhånden nærmer sig udgangen dernede, og lægen som sider og mosler bliver slynget til side af jordemoderen midt under en presseve. Jeg gør hvad jeg kan for at presse med mine små korte veer for jeg kan godt fornemme at det ikke rigtig bliver til noget med mindre jeg gør noget ekstra. Så jeg lader ve være ve og presser 3 gange selvom jeg faktisk kun har ve til 2 (ps. det er hååårdt ).
I et øjebliks forvirring har jeg pludselig en ilt-maske på og pludseligt siger Elsebeth, ”du føder i næste ve”. (”Øh hva? ok hvis du siger det”. Jeg kigger over på Sune, der smiler). Lægen skynder sig at fumle færdigt. Jeg kan for så vidt godt mærke at der sidder noget godt og grundigt fast dernede, men at det skal være hovedet, har jeg meget svært ved at tro, for der er ingen smerte.
Elsebeth forklarer mig at ved næste ve skal jeg gispe (hvordan hulan?) i stedet for at presse. (Ja ok tænker jeg, det siger du lige igen når jeg vågner ikke?). Så kommer den næste ve og jeg hanker op i stængerne og sikrer mig lige at hun stadig vil ha at jeg gisper. Jo jo den står stadig ved magt, så jeg gisper løs som en anden hund (det er jo de andre kontrollerede vejrtrækninger jeg har øvet mig på).
Det er underligt med masken, for jeg kan ikke rigtig mærke at der skulle være noget i den, og jeg er egentligt bare ret irriteret over at have den på. Men hvis de siger den er nødvendig for baby, så skal jeg nok lege med.
Midt i den ve hvor jeg ligger og gisper, finder jeg energi til at spørge om jeg slet ikke skal presse med, og Elsebeth siger at det kan jeg da godt. Ooog så presser jeg indtil hun pludselig siger ”Gisp!”. Suk tænker jeg, så bestem dig dog dame. Her er det så at jeg forsvinder lidt ud af min egen krop. Jeg kan mærke noget der knager sig ned gennem mit bækken, men uden at det gør ondt overhovedet. Det er hårdt, men det føles kun som et konstant pres mod bækkenet og lige pludselig begynder bækkenet at ”give efter”. Jeg bliver hevet tilbage til mig selv da Elsebeth råber ”Kig nu, kig nu”. Jeg er lettere forvirret, ”på hvad? jeg er ligesom i gang med den sidste ordre du har givet mig”.
Jeg kigger ned med et øje åbent og ser at de mosler med et eller andet, men jeg kan ikke rigtig se hvad det er JEG skal kunne se. Jeg presser med på kommando og mærker Elsebeth trække og hive i noget dernede. Pludselig holder pressen mod bækkenet op og jeg kan mærke noget væske fosse ud, efterfulgt af noget varmt og rimelig slimet på min mave (klokken er 11.28). ”Tillykke mor” siger Elsebeth. Og da jeg kigger ned på min mave ser jeg Katarina ligge helt lille og lilla. Både Elsebeth og Susanne tørrer løs på hende for at fjerne en del af fosterfedt osv. Og endelig siger hun en lyd (jeg husker at jeg er ret skuffet over volumen, jeg mener, med mine gener). Jeg krammer, snuser og møsser på den lille klump på min mave og Sune nusser også løs. Meget underligt at efter alt den ventetid er hun her endelig. Vi kan kende hende på flere planer. Både fra 3D-scanningerne men også på et helt ubevidst plan. Pludselig er alt min træthed væk. Jeg vil bare kun kigge på hende og Sune.
Vi er stadig forbundet via navlesnoren, hvilket er en helt vild underlig fornemmelse. Elsebeth gør klar til at Sune kan klippe den, men jeg nærmest råber at vi skal ha et billede, for INGEN vil ellers tro på at Sune gjorde det. Susanne er så flink at tage to billeder for os.
Elsebeth, der blev oversølet i rest-fostervand da Katarina kom ud, har været ude og skifte tøj og kommer tilbage for at jeg kan føde moderkagen, da den ikke rigtig ville løsne sig før. Så efter de har skruet op for ve-droppet, spørger hun om jeg lige vil presse lidt med (argh kvinde, lad mig dog være, jeg har lige født). Jeg presser og hører et svup og et plask. Elsebeth har ved en fejl kommet til at rykke klemmen af fra navlesnoren, så hun er nu oversølet til med blod (alt i alt en fantastisk dag for hende). Nå men moderkagen kom da ud (11.36), og vi tager lige et par billeder selvom Sune ikke synes det er synderligt kønt.
Elsebeth prikker og møffer rundt på min mave og det er faktisk RIGTIG ubehageligt. Derudover synes hun lige at hun vil lave lidt husflid i form af ”den brølende kronhjort” i korssting. Hun siger at det ikke er meget jeg er gået i stykker, men et par ridser er der da. Nu kan det godt være at jeg er pivet, men de der sting kunne jeg da godt have været foruden, jeg synes i hvert fald det gjorde ondt. (piv piv Kristina, du har lige født uden betydelige smerter, så tag dig sammen).
Efter stingene smutter Elsebeth ud for at skrive papirerne færdigt og Sune og jeg er overladt til os selv med en lillebitte tul.
Efter at have overskidt sin mor indenfor den første time af sit liv, måtte hun jo i bad i håndvasken og jeg i bad på toilettet. Pludselig siger Sune gennem døren at jeg lige skal komme ud (ja ok Sune, jeg har lige født mit underliv er på vej ud gennem bunden og jeg storbløder. Klar dig selv.). Det viser sig at efter jeg har fået skiftet sengetøj og pigebarnet er vasket, har hun lige gentaget succesen i sin lille vugge. Så mig ud og hjælpe Sune med at bade hende i håndvasken IGEN. (Mig storblødende og våd på gulvet).
Vel tilbage i sengen med en ren baby (MED BLE), får vi serveret frokost (mums sandwiches, saftevand og the). Velfortjent måltid.
Søskende på babylisten:
Katarina My har ingen søskende på babylisten
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 25/7-2007
> Slet profil <
Morsverden.dk > Babylisten > 
8/7)