<< Tilbage
Mor-/barn-profil for Anne Lund Bengtsson og Asta
Fødselsberetning:
Fredag d. 7. marts 08, 40+0 – Dagen for igangsættelse (sat i gang fordi Asta var/er stor set med sydafrikanske øjne samt fordi, at Asta fra 39+0 havde rykket sig - meget usædvanligt - op fra sin ellers så dybe placering i bækkenet. Så fødslen syntes nu ikke længere opover, og vores gyn. syntes ikke, vi skulle vente længere).
Jeg kørte alene på hospitalet for at være der klokken 7, mens Jes sørgede for at få pigerne i pre-pri imens. Jeg fik desværre tildelt en træls jordemoder, som jeg godt husker fra min indlæggelse. Hun var både dårligt til engelsk og ikke særlig kvik, men jeg regnede med, at det nok gik, og at der ville støde andet personale til samt vores læge Clark, når det virkelig gik løs.
Så hun og jeg trissede sammen ind på fødestuen, hvor hun lagde ud i vanlig dårlig stil med at pludre en masse beroligende \'babysnak\' til mig, mens hun fedtede i over ½ time med at få lagt vedroppet i min hånd. Blodet sprøjtede ud, og hun var mildest talt møgdårlig til det, så det blev en smertelig omgang, hvor jeg skar igennem og sagde, hun bare skulle se at få det lagt! Ikke så meget mere pludder om, at hun prøvede at gøre det så rart for mig som muligt, at hun sørme gjorde sig umage for, at det ikke skulle gøre ondt og bla bla. Bare få det overstået, tak! *S*
Med vedroppet sat i blev mine små, egne \'pjatveer\' hurtigt pænere og bed mere til. Clark kom og tog vandet, og det gik alt sammen meget stille og roligt for sig. Vandet gik ikke på nogen storstilet Hollywood-manér, men lækkede bare ud af mig som en stille klukkende bæk. Meget stille og roligt og en god oplevelse so far :O)
Jes stødte til, og vi blev begge i stigende grad irriterede over vores JM, som mente, jeg skulle ligge stille på ryggen i timevis med ctg-en kørende, selvom både Clark, en anden JM om morgenen foreslog, og jeg også selv hellere ville gå rundt og få sat godt gang i sagerne med tyngdekraftens hjælp.
Vi fik presset JM til at tage ctg-en af i små perioder af ½ time, hvor jeg så kunne gå lidt rundt (Asta hjertelyd var fin under hele forløbet). Hun undersøgte mig, fremgangen var begrænset, formiddagen gik, og vedroppet blev sat op i styrke. Hun var i rummet konstant og var temmelig irriterende med alle de småting, hun prøvede at få tiden til at gå med. Hun hang ind over ctg-en for at nærstudere samtlige veer, og det gik der så et par timer med, hvor jeg efterhånden ønskede hende langt ud i skoven. Hun småsnakkede hele tiden og kom med en masse dumt pladder og fortalte bl.a., hvordan fødselsveer ville føles...Fint nok, men nu var jeg jo ikke førstegangsgravid, så både Jes og jeg vidste godt, at de her veer ikke bed nok, og at det ville blive værre endnu.
Hun var vældig dårlig til at have med ctg-en at gøre. Hun måtte opgive den første maskine og hente en anden, fordi hun ikke kunne finde ud af, hvor hun skulle trykke på den første. På den anden maskine måtte jeg selv hjælpe til at med at montere bælterne, og hun ville ikke høre på mig, da jeg sagde, hun havde sat censoren/målepladen (den til at måle veerne) forkert. Først efter ½ time uden en eneste ve på papiret på trods af, at jeg havde masser, kom hun \'i tanke om\', at bæltet nok sad forkert. Derefter kunne maskinen pludselig vise masser af veer *suk*
Ind imellem flyttede Asta sig, og det kunne JM heller ikke finde ud af at håndtere. Så stod hun med nul hjertelyd på ctg-en og kunne ikke finde den igen, fordi hun ikke kunne finde ud af rykke censoren korrekt. Jeg fandt selv hjertelyden til Asta igen, mens JM bare stod og så dumt til ved siden af. Jes kaldte hende efterhånden bare for ”koen” og mente, hun var ualmindelig ukvik ;O)
Men stadig valgte vi at beholde hende, fordi vi syntes, det ikke betød så meget, hun ikke kunne finde ud af det vilde og var et fjols med ctg\'en, for tingene gik jo stille og roligt fremad, og vi følte os sikre på vores egen erfaring, og vidste jo også, at Clark ville dukke op, når det var ved at være oppe over.
Så var det mindre vigtigt, om JM kludrede med ctg og rendte dumt, pludrende rundt i mellemtiden *S* Men set i bakspejlet skulle vi have reageret og fået hende udskiftet.
Jeg blev sat op i styrke nok engang, og pludselig skete der noget. Veerne blev meget stærke, klokken var nu henad 12, og Jes og jeg talte om, at vi nok snart skulle have den planlagte epidural på banen. Jeg kunne endnu tale og havde vepauser, og vi snakkede også om, at vi gerne snart ville have fødslen overstået mht., at Jes skulle kunne nå at være til stede, når Asta kom ud, men samtidig også senere kunne nå at hente pigerne inden for pre-pris åbningstid (lukker 17.30).
Derfor kom vi til at vente for længe med at ønske at få epiduralen på banen (da den kan forhale fødeprocessen). JM var gået ud, og ingen af os gad kalde på hende. Men veerne bed pludselig meget hårdt til, og jeg lå nu ind over sengen og bed bogstaveligt talt i sengetøjet, når de var på max. Pauserne begyndte at forsvinde, og jeg fik fremstammet til Jes, at epiduralen skulle på banen NU, for det begyndte at gå meget stærkt.
Jes rendte ud på gangen og fik fat på en plejer og bestilte epidural. Mens han var væk, var veerne nærmest uudholdelige, og jeg nåede lige at tænke, ”nej vi når ikke epiduralen denne gang”. De var alt for stærke, og jeg kunne simpelthen mærke, hvordan jeg åbnede mig, Asta sank længere og længere ned, og at det gik meget stærkt nu. Det var næsten ikke til at være i kroppen nu for smerterne.
Jes kom ind, og jeg fik hvisket, at epidural var lige meget nu, men at Clark skulle komme øjeblikkelig! Jes løb ud på gangen igen og bad en plejer om at få kaldt på Clark (STOR FEJL, at han desværre ikke fik sagt dette til en af de andre garvede jordmødre, men bare til en dum plejer).
Inde på stuen kunne jeg nu mærke den faretruende, pludselige stilhed, der opstår lige mellem, at udvidelsesveerne stopper, og presseveerne melder deres ankomst. Jeg havde ingen tidsfornemmelse, men da Jes kom ind, fik jeg blot sagt, at han skulle ”BLIVE!”. Vores tumpe-JM var til gengæld kommet ind igen, og nu ville hun undersøge mig indvendigt!!!!
Det var ganske umuligt at komme til at undersøge mig med de mange stærke udvidelsesveer uden ophør imellem, og både Jes og jeg bad om at få Clark tilkaldt omgående – flere gange. Men JM-koen blev stædig. Hun ville ikke tilkalde vores læge, før hun havde undersøgt mig – uanset at jeg nu lå og vred mig i smerte, ikke kunne tale mere og havde store problemer med at få vejrtrækningen til at arbejde med det bølgende vehav, jeg var kommet ud i.
JM stod stille og fuldstændig passiv ved siden af sengekanten med handsker på \'klar til at undersøge\', mens jeg begyndte at komme i et helvede af smerter fra presse-veerne. Jes blev frustreret og råbte til JM, at jeg vel ikke fortsat skulle have vestyrkende drop på max også, nu jeg havde fået presse-veer (og altså ikke længere udvidelsesveer, som vedroppet skulle stimulere). JM gav Jes ret og slog vedroppet fra – men det var ikke på hendes initiativ, og hun gjorde absolut intet for at lindre mine smerter og nægtede fortsat at tilkalde Clark.
Presseveerne var forfærdelige. Simpelthen. De føltes som en evighed, men Jes siger, at fra mine udvidelsesveer pludselig blev uden ophør og meget smertefulde og til presseveerne overtog, gik der meget kort tid. Presseveerne i sig selv var meget intense, også uden ophør, og jeg sansede ingenting. Også disse sagde Jes faktisk ikke holdt på særligt længe – formentlig ikke mere end ca. ½ time.
Jeg til gengæld følte, jeg var kastet ud i et smertehelvede, jeg sent skal glemme. Jeg kunne intet sige, hyperventilerede fordi veerne kom uden ophør, jeg rystede, sveden sprang i kaskader, og der var bare ikke noget sted at søge hen – hele kroppen skreg i smerte, og jeg kunne hverken rumme det eller slippe ud af det. Helt forfærdelig oplevelse.
Imens stod vores ko af en JM passivt ved siden af som en anden kortsluttet robot, sagde ingenting, gjorde ingenting, men ventede fortsat bare på at kunne foretage sin undersøgelse for at se, hvor meget jeg mon havde åbnet mig!!!.....*en mørk aften venter jeg på hende i en gyde og tvinger hende til at æde sine plastikhandsker ;OP*
På et tidspunkt kom en anden JM helt tilfældigt ind, det var afdelingens garvede og én, jeg føler mig fuldstændig tryg ved. Hun kan sit kram, og hun er dælme dygtig. Hun kiggede vist bare én gang på mig (jeg kunne ikke se hende, lå med lukkede øjne, så hørte blot hendes stemme og hendes bevægelser), før hun uden et ord styrtede hen til telefonen, kaldte Clark og råbte ”Clark, it\'s urgent! You must come immidiately!”.
Hvorefter hun – uden eet ord til vores passive tumpe-JM- hurtigt riggede an til at tage imod babyen og dernæst hurtigt tilbød mig lattergas (som jeg dog afslog, pyh hvor den lugtede! *S). Derefter stod hun lige ved siden af mig, talte til mig, opmuntrede mig og sagde alt, hvad jeg skulle gøre med fast, venlig, myndig stemme. Endelig noget hjælp og nogle kyndige til at guide mig ud af det her helvede. Hun var guld værd, og havde det ikke været for hende, havde Jes og jeg stået helt alene om det, når Asta kom til verden.
Vores egen JM var for længst holdt op med at sige spor, ingen talte til hende, og hun var trådt helt i baggrunden og deltog vist ikke længere. Der var ingen af os, der regnede hende i hvert fald. Jes stod ved den anden side af mig og forsøgte at støtte og tale til mig alt det bedste, han kunne. Jeg kunne ikke klare nogen form for berøring og forsøgte at ligge mest mulig stille.
På et tidspunkt hører jeg pludselig Clarks stemme. Han lyder meget alvorlig, og jeg ænser i stemmen, at han er vred og opbragt over at blive tilkaldt så sent. Han er også en god hjælp, og det er så godt endelig at føle sig i trygge hænder :O) Jes siger, at Clark højst nåede de sidste 10 minutter af fødslen. Der var tale om, at han kom løbende ind på stuen, tydeligt at han havde løbet hele vejen, og han nåede kun lige at få gjort sig klar og stillet sig hen til mig, før Astas hoved var på vej ud. Han talte myndigt til mig, og det var rigtigt godt og velgørende at komme igennem det sidste med den kyndige JM\'s stemme, Jes\' stemme og nu endelig også Clarks :O)
Jeg kunne mærke, at nu kom hun ud, og det var det eneste, jeg kunne sige: ”She\'s coming now!”
De talte ellers til mig, spurgte og bad mig gøre forskelligt, men jeg svarede ikke. Jeg havde fx fået låst mine ben fast, så jeg pressede med lukkede ben, men Clark trængte da endelig igennem smertetågerne til mig og fik mig beordret til at åbne benene mod, at han lovede, det ikke ville medføre yderligere smerte for mig *Det forløsende kodeord! ;O)
Jeg må tilstå, jeg under hele det sidste voldsomme forløb, følte panikken lure lige under rygraden. Følelsen af ”Nej nej nej!!! Jeg kan ikke klare det her, jeg må væk! Ud! Det er for meget, jeg går i stykker! Jeg kan ikke klare det her!”. Ikke meget stolt og stærk viking der *S*
Lige da jeg fremstønnede ”She\'s coming now!!!”, følte jeg en brændende smerte op gennem hele underlivet. Jeg nåede at tænke: ”Denne gang gik det ikke, NU er du revnet – Du er sprækket også i dén grad!”. Hovedet kom ud, og Clark og den gode JM sagde i kor: ”One more time! She\'s out, but we need the shoulders to come out now!” Skuldrene kom så også ud, og Clark såvel som JM udbrød ”She\'s big!”. Derefter masser af ros og lykønskninger til mig fra begge de to gode mennesker og Jes :O)
Jeg fik straks lagt Asta op på brystet, sådan som Clark vidste, jeg foretrak det ved de to andre fødsler (jeg har også født Helene med Clark som fødselslæge), men denne gang kunne jeg ikke løfte armene og holde hende. Jeg var for udmattet og kunne kun kalde på Jes og bede ham om at tage hende. Mine ben rystede i kramper, og jeg kunne ikke engang åbne øjnene endnu (og de sved også en del pga. der var rendt så meget sved ind under fødslen).
Clark var vist lidt bekymret for, om jeg var ved at besvime/døse helt hen, for han talte højt og meget tydeligt til mig, at nu gjorde han lige dit og dat, og nu skulle moderkagen også lige ud osv. Det gik fint alt sammen, og imens stod den gode JM og Jes og puslede om Asta henne ved et puslebord. Jes sørgede for, at ingen tørrede fosterfedtet af Asta. Han gav hende hendes første ble og tøj på, og så engageret fader-indsats forundrede nok en gang hospitalspersonalet *S* Vores tumpe-JM stod fuldstændig glemt og gemt af vejen henne i et hjørne af fødestuen og var vist blevet degraderet til at rydde lidt op og måske skrive ned, at Asta blev født 13.55, 7. marts 2008 *S*
Hverken den gode JM eller Clark talte til tumpe-JM, men talte til hinanden og os i stedet. Jeg har været så vred på vores oprindelige JM efterfølgende, at jeg stadig ikke har meget sympati til overs for hende, hendes dømmekraft og passive, udelige indsats. Når det er sagt, tænker jeg dog på, at hun slet ikke burde have været \'in charge\', og at hun egentlig virkede noget sølle der bagefter. Ingen talte til hende eller inddrog hende i noget, og hun må sikkert selv være klar over, hun ikke var dagens mand i skysovs og ej havde håndteret den her fødsel særligt godt.
Jes klippede navlestrengen på bedste vis, og fødslen af moderkagen gik helt ukompliceret. Den var stor, flot og hel og blev vejet til pænt over 700 g (husker ikke tallet præcist). Jeg blødte næsten ingenting, og da jeg ængsteligt spurgte Clark, om jeg slet ikke var revnet nogle steder, fik jeg det skønne svar, at selvom det havde gået meget stærkt, og Asta var stor, så var jeg ikke sprunget det mindste nogen steder! Skønt – stor lettelse! Anne med den superelastiske mave og mellemkød :OP
Efter Asta og jeg var blevet tjekket, og jeg var kommet til kræfterne hurtigt igen, gik jeg i bad og følte mig forbløffende frisk og flot oppe igen. Det var vidunderligt at komme i bad, og jeg kunne gå fint rundt og hyggesnakke med Jes, der skulle til at tage af sted og hente pigerne. Jeg fik at vide af Clark, at min vestorm havde været meget intens. Ved den sidste interne undersøgelse af mig om formiddagen hen mod kl. 12 havde jeg kun været 4 cm åben.
Dvs. jeg havde åbnet mig de sidste 6 cm samt overstået pressefasen og født hende på under 2 timer. Derfor havde det været så smertefuldt, veerne så stærke og uden ophør. De havde ganske enkelt bare buldret derudad udvidelsesveer såvel som presseveer, og min pressefase havde max varet ½ time.
På det punkt ligner denne fødsel mine to forrige, hvor jeg også pludselig oplevede vestorm, hvorefter alting gik stærkt. Modsat de to andre nåede jeg denne gang ikke at få epiduralen, så nu har jeg prøvet at gå vestormen igennem helt uden hjælp, og selvom jeg måske burde føle mig stolt over at have \'klaret\' dette, så er det faktisk ikke min følelse.
Tværtimod har jeg været ked af det og følt, at Jes og jeg blev overladt til os selv og ikke fik den ønskede hjælp. Den plejer, Jes i god tid havde bedt om at kontakte Clark, havde bare sagt ja, men ikke gjort det. Havde det ikke tilfældigvis været fordi, den garvede JM Elisebeth havde kikket ind til os, var Clark slet ikke blevet tilkaldt, og vi ville hverken have haft kyndig JM-hjælp eller lægeassistance under fødslen.
Jeg har også været skuffet over, at Jes ikke trykkede på alarmen eller var mere insisterende over for personalet om at få Clark og hjælp til stuen i et ruf, men han stolede på, at denne var på vej, nu han havde fået plejerens \'ja\'. Det var en stor misforståelse, og alt imens stod vores ko af en JM bare passivt og tavst afventende ved sengen i sit ønske om at ville \'undersøge mig\' under vestormen, før hun ville foretage sig noget. Frem for at føle, jeg har \'klaret\' noget, føler jeg, jeg blev svigtet, overladt til mig selv og smertehavet og gerne ville have haft hjælp.
Jes og jeg har fået talt om det, og den dårlige fødselsoplevelse er allerede ved at blegne godt, og nu glæder vi os over vores fine Astabasse, og alting trods alt gik så godt :O) Vi har dog tænkt os at klage over vores JM både over for den kyndige JM og til Clark, fordi vi ikke mener, hun var kompetent. Hun skulle have været erfaren nok til at se, at fødslen var lige op over, at lægen selvfølgelig skulle tilkaldes, og at en intern undersøgelse ikke var aktuel.
Havde der nu opstået komplikationer, og havde den anden JM ikke tilfældigvis kigget ind (hun nåede ifølge Jes ca. ½ time af fødslens slutfase), havde Jes og jeg reelt stået med det helt alene. Jes i blind forvisning om, at Clark var på vej og jeg ude af stand til at kommunikere eller gøre andet end blot forsøge at komme igennem smerterne. Ikke så rart at tænke på.
Efter fødslen ammede jeg Asta, hun var stor, sulten og tog godt ved. Hun suttede løs i 2 stive timer, og mine brystvorter var allerede tygget til blods, før vi forlod fødegangen :O( Vi skulle ned på barselsgangen for at få hende målt og vejet, og alle var meget forbløffede over, jeg ikke ville overnatte og indlægges dernede, men hjem efter de 6 timer, hospitalet foreskrev som minimum. Jeg følte mig frisk, glad og ville bare hjem med Asta. Desuden var Jes jo kørt efter pigerne, så han ventede hjemme på, at jeg kom i den anden bil, og familien kunne være fuldtallig. Uden for rasede regn, storm og voldsomt tordenvejr, og det føltes egentlig meget passende som baggrundsscenarie for den voldsomme fødsel *S*
Forbløffet over min friskhed sagde personalet på fødegangen farvel til os, og vores tumpe-JM prøvede tydeligvis at bede om godt vejr, smilede sådan til mig, roste mig og mente, jeg var meget, meget stærk.
Nede på barselsgangen forvirrede jeg dem tydeligvis. Jeg ville ikke ligge og flyde i sengen, mens de ville køre Asta væk i en krybbe for at få hende vejet og målt. De sagde, de bare beholdt hende \'et par timer\', men rummet, hun skulle måles og vejes i, lå bare for enden ad gangen, Asta var sulten, og jeg ønskede at have hende hos mig og kunne ikke forstå, det skulle tage timer at veje og måle hende. Så en forvirret plejer blev degraderet til at skubbe en tom krybbe foran sig, mens jeg stolt og glad bar vores lille puttepige i armene ned til måle-veje-amme-rummet :OP
Dernede bragte det endnu mere forvirring, at moren her selv var fulgt med, og jeg fik stresset ”måle-plejeren” gevaldigt, da jeg blev sur over, hun lod Asta ligge helt uden tøj på, skrigende, fægtende med armene og sitrende over hele kroppen på det bare bord, mens hun totalt utjekket ikke kunne finde sit målebånd, men godt kunne finde tid til at hyggepladre med den plejer, der var gået med mig derned. Jeg tog straks Asta op og sagde, at NU skulle der altså vejes og måles, for der var ingen grund til, at Asta skulle ligge her og blive bange og fryse!
Så lagde jeg hende resolut selv på vægten, aflæste selv, hvad der var meget godt, for plejeren var nu tydeligt forvirret og stresset over, at jeg således overtog hendes opgave. Hun ville veje Asta igen, men kunne ikke finde ud af at gøre det hurtigt, og imens skreg stakkels nøgne Asta i vilden sky. Så ville hun måle Asta, nu hun endelig havde fundet sit målebånd frem, men hun tænkte ikke på, at Asta skulle have tøj på først. Asta nåede så at tisse ud på hendes fine målebord, hvad der også syntes at stresse plejeren noget ;OP
Asta blev alt i alt målt vældig sjusket til bare 50 cm – et mål jeg ikke fandt spor troværdigt, men nu skulle Asta trøstes og have ble og tøj på af sin løvemor, og jeg tænkte, vi fint kunne måle hende hjemme i stedet.
Så gik Asta og jeg (med plejeren med Astas tomme krybbe galoperende efter os) hen til vores fine enestue, hvor jeg pænt hvilede mig og ventede på, at timerne skulle gå, så vi kunne stemple ud og tage bilen hjem. Da klokken nærmede sig otte, havde vores flinke børnelæge (som er tilknyttet hospitalet udover sin private praksis, hvor vi kommer og får børnene vaccineret) været forbi og rost Asta til skyerne. Hun var både stor, stærk og så meget fin og sund ud. Undersøgelsen gik fint, alt var, som det skulle være, og vi snakkede kort om den dårlige fødselsoplevelse, og han syntes også, det lød som om, vores JM ikke havde håndteret fødslen særligt godt.
Han var ked af, det var forløbet således, og at vi havde følt os så overladt til os selv og vestormen og håbede, vi ville tage os en god snak med Clark, når vi ses til rutinetjekket af mig her den kommende tid efter fødslen (Clark nævnte også efter fødslen, at han syntes, vi skal have talt forløbet igennem).
Efter børnelægen trillede Asta og jeg ud til receptionen på barselsgangen, hvor de var ved at falde bagover over, at jeg ønskede at køre hjem nu (og selv agtede at køre bilen). De fik meget travlt med papirarbejdet, og da det endelig var klaret, spurgte jeg pænt, om jeg måtte låne krybben ned til hospitalsudgangen, så jeg ikke både skulle bære Asta, tasker samt hospitalsgaverne (to store tasker med fine reklamesager, cremer, bleer m.m. til mor og barn).
Det var de ikke meget for da! Straks igen mærker man den her udtalte forvirring (i hvert fald her i SA), når lavere placerede folk i hierakiet støder på anderledes ting. De kan ikke håndtere det, bliver straks rådvilde og ved ikke hvad de skal sige andet end helst at nægte proforma.
En gammel sygeplejerske – måske afdelingssygeplejersken kom endelig til og gav nådigt tilladelse til at låne krybben ned til udgangen mod, at jeg skrev under på papir inde hos personalet i måle-veje-amme-rummet, fordi de åbenbart også har ansvaret for krybberne. Så rullede vi derind, hvor der heldigvis stod en flink og fleksibel sygeplejerske, der ovenikøbet også lod mig låne tæppet med hjem, Asta var blevet svøbt ind i, og som hun nu snorksov i. Det med tæppet var ellers blankt blevet afvist af høj som lav ude ved receptionen i barselsafdelingen, men hende her kunne godt se, Asta lå og sov sødt og syntes som jeg, det var synd at pakke hende ud at tæppet, og jeg havde desværre ikke tænkt på at tage et tæppe med til hende selv.
Hun gik endda med mig og hjalp mig hele vejen ud til parkeringen, ind i bilen, mens regn og torden stod omkring os. Jeg er rigtig glad for hendes hjælp, forståelse og smidighed mht. systemet og dets tilsyneladen ellers så stive, ufravigelige regler :O)
Vel hjemme, har vi nu målt Asta, og hun har følgende fødselsmål: 4070 g, hoved 35 cm, længde 53 cm. Født kl. 13.55, 7. marts 08, 40+2.
Alt i alt tog fødslen knap 6½ time fra, vandet blev taget 7.30, til Asta var ude 13.55. Fra ca. 12 (hvor mit vedrop blev slukket) og to timer frem lå jeg i vestorm m. hhv. udvidelsesveer som intense presseveer. Et kort, hårdt og intenst forløb.
Det har alt i alt ikke været en god fødselsoplevelse pga.vores JM, som vi ikke følte lyttede til os eller var der for os. Hun alene vidste bedst lige indtil, det blev hektisk, og vores læge for længst burde have været tilkaldt. Derefter stod hun bare passivt og svigtede endnu mere. Vi agter at klage over hende, og jeg er glad for, at dette ikke var min første fødsel.
Jeg har haft to gode fødselsoplevelser i hhv. DK og her i SA, og glæden over Asta overskygger langt denne dårlige fødselsoplevelse. Jeg har mærket snerten af den fødselsdepression, jeg fik efter fødslen af Kathrine, men jeg føler mig langt stærkere som person, sikker som mor og måske i det hele taget bare dejligt ældre og mere i balance med mig selv nu.
I hvert fald har jeg kunne bekæmpe \'nedsynkningen\', og begynder amningen at blive for slidsom og gå faretruende ud over humøret og familien, dropper jeg den. Det er hårdt at få for lidt søvn, brystspændingerne, smerterne fra sårene m.m., men alt i alt er jeg meget glad og taknemmelig :O)
Vi er kommet igennem, Asta er fuldbåren, sund, stor, stærk og nem. Og jeg er glad for at mærke, at den hårde fødsel ikke på nogen måde har påvirket mine følelser for Asta eller gjort moderfølelsen svær, sådan som jeg oplevede det med Kathrine den første tid, hvor en problematisk amning sled på mig. Objektivt set var dette også en god fødsel, fordi der ingen komplikationer var, forløbet var kort, jeg ikke revnede det mindste, og fordi Jes og jeg kunne være sammen al tiden, mens ungerne så praktisk var i pre-pri. Desuden følte jeg mig fysisk strålende tilpas hurtigt bagefter og har ingen mén eller større ømhed nogen steder nu.
Jeg fik hurtigt energien tilbage, blødte næsten ikke og var parat til straks at sætte mig ud bag rattet med Asta i boxetten efter, jeg havde været i bad, og hun var blever ammet. Skønt så hurtigt at få kræfter og fuld \'førlighed\' igen *S*
Så alt i alt var det en god, ukompliceret fødsel uden fysisk \'efterslæb\', men allermest var det en god fødsel, fordi vi fik dejlige Asta ud af det – fin, sund, stor og fuldbåren :O)
Kærlig hilsen og pøj pøj til alle andre. Jeg håber ikke, jeg har skræmt nogen, for jeg er så lykkelig for at have Asta vel ude hos os nu, og hun er det hele værd og mere til *S*
Anne og Asta 07.03.08
Søskende på babylisten:
Helene (18 år)
Kathrine (20 år 7 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 2/3-2009
> Slet profil <
Morsverden.dk > Babylisten > 
14/5)