<< Tilbage
Mor-/barn-profil for Mette S. Guttesen og Silas Marius (tv. m. Bjørg Elisabeth)
Fødselsberetning:
Allerede før jeg blev gravid anden gang, vidste jeg (med baggrund i min første, supergode fødsel), at jeg ville føde hjemme. Min mand var helt med på ideen, og det samme var jordemoderen. Min graviditet forløb planmæssigt, jeg blev godt nok hurtigt temmelig stor, men jeg var jo også andengangsfødende og havde endda også været meget stor under min første graviditet.
Næsten halvvejs skulle vi til rutinescanning på Horsens Sygehus. I venteværelset jokede vi med, at vi jo skulle ind og have bekræftet, at jeg ventede syvlinger med den kæmpemave…
Sygeplejersken havde kun lige sat scannerhovedet på maven, da der tydeligt var at se for selv den største amatør – TO flotte babyer! Vi var helt rundt på gulvet, men vores første, spontane reaktion var glæde. Men det var også fuldstændig surrealistisk, ikke mindst fordi vi på ingen måde er i ”risikogruppe” og absolut ingen tvillinger har i familien.
Nå, men der røg jo så til gengæld den hjemmefødsel…
Nogle uger senere fik jeg desværre konstateret graviditetsbetinget sukkersyge, hvilket betød, at jeg igen skulle skifte fødested, denne gang fra Horsens til Kolding Sygehus.
Her blev jeg fuldt nøje, fra uge 28-32 med scanninger hver 14. dag og derefter hver uge. Heldigvis forløb alt planmæssigt, om end jeg var temmelig besværet til sidst. Dog nægtede tvilling A at rykke sig ud af stedet, men lå med sin bagdel solidt plantet dybt i mit bækken. Det, der startede som en planlagt hjemmefødsel, måtte til sidst ende i den modsatte grøft som planlagt kejsersnit.
Ved min kontrol i uge 35+4 skulle vi endelig aftale en dato. Jeg havde efterhånden ikke lyst til at være gravid mere, for det var virkelig hårdt nu., og jeg var mildest talt kæmpestor. På den anden side havde de små jo bedst af at blive bare lidt længere derinde. Heldigvis foreslog Jens, ”min” faste gynækolog (og adm. overlæge på Kolding), at vi satte mig på til KS præcis en uge senere, hvor jeg ville være i uge 36+4. Nok også fordi ikke man så nogen grund til, at jeg skulle gå spontant i fødsel inden, og vores ældste datter er født i uge 37+0.
Det var mærkeligt at have en dato at se frem til, og pludselig var det meget tæt på. Men det skulle komme tættere…
Næste eftermiddag ringede min mand. Jens havde netop ringet til ham på mobilen: hans kalender var desværre overbooket på den aftalte dag – men han havde tid i morgen og syntes bare, vi skulle rykke det frem! AAARGH! Hvis jeg syntes, en uge var kort tid til at vænne sig til tanken, hvad var mindre end 24 timer så?
Men OK, når han mente, det var lægeligt fuldt ud forsvarligt, så kunne vi da godt…gisp, få født de unger i morgen!
Om aftenen var vi nede på Kolding og få optaget journal. Et enkeltværelse stod klar til os på barselsgangen, men vi valgte at tage hjem, selvom sygeplejerskerne vist syntes, det var noget underligt noget (i det hele taget slap vi nok af sted med en del, fordi det var den adm. overlæge, der var min læge. F.eks. burde jeg egentlig have haft optaget journal om eftermiddagen, hvor laboratoriet har åbnet).
På vej hjem igen stod den på McD-mad, inden jeg skulle begynde at faste *G*.
Efter en nat uden meget søvn var vi tidligt oppe og af sted til Kolding, hvor jeg skulle møde kl. 06.45. Vi blev indlogeret, og jeg fik lagt drop, blev barberet og fik lagt kateder. Og så ventede vi ellers…Jeg havde det helt vildt underligt, ville på samme tid helst have det overstået og udsætte det! Jeg var ikke nervøs for det at få børnene, men det at skulle opereres var jeg ikke helt stolt ved.
Endelig kom en sygeplejerske, -blot for at fortælle os, at de da havde glemt, at om onsdagen starter de først på operationsgangen kl. 9 i stedet for kl. 8!
Endelig, endelig kom den jordemoder, der skulle assistere, og en portør og hentede os. Men ak, glæden var kort, for da vi kom op på operationsgangen, var min journal ikke dukket op, og uden den kunne de ikke gå i gang. Efter nogle anspændte minutter, hvor jeg skiftevis håbede og frygtede, at jeg måtte vente, dukkede jordemoderen (der var gået en anden vej end os) op med papirerne.
Men nu, nu skulle det være, og jeg sjokkede selv ind på operationsstuen, gennem forrummet, hvor de to ”landingsbaner” stod klar. Mærkeligt at tænke på, at her skulle vores to børn snart ligge.
Jeg kom at sidde på operationslejet og skulle nu have lagt spinalbedøvelsen. Jeg fik hele tiden besked på at forsøge at krumme mig mere sammen, men det var f.. umuligt med den kæmpe mave, som en af sygeplejerskerne også pointerede. To forsøg skulle der til, før narkoselægen fandt to ryghvirvler med stort nok mellemrum. Det var ikke decideret smertefuldt at få lagt bedøvelsen, men alligevel temmelig ubehageligt, synes jeg. Jeg blev hurtigt lagt ned, inden bedøvelsen begyndte at virke. Og DET var godt nok en mærkelig følelse. Mine ben blev varme og snurrede, og det føltes som om, de lettede fra lejet, og jeg ville tippe bagover med stængerne lige i luften!
Jens forsikrede sig om, at de to hold med børnelæger nu stod klar i forrummet, før kniven blev sat til maveskindet med ordene: ”knivtid 9.35”! Selve operationen står lidt uklar for mig, ikke fordi jeg på nogen måde var omtåget, men det var bare meget mærkeligt at ligge der, afskåret af og stirrende ind i et grønt gardin, mens operationsholdet hyggesludrer og småjoker omkring en, på hvad der er en ganske alm. hverdagsarbejdsdag for dem.
Blot syv minutter gik der efter det første snit, før tv. A så dagens lys. En dreng (han havde ligget, så vi ikke kunne se kønnet på nogle af de ellers mange scanninger)! Han blev kort holdt ved mit hoved, før han kom ud til børnelægerne. To minutter senere var lillesøster (hvis køn vi godt kendte) der. Heini gik med ud, og så lå jeg ellers der utålmodig og alene og lyttede. Der gik ikke så lang tid, før Heini kom tilbage ind med vores søn og fortalte, at de stadig arbejdede på pigen, som skulle have lidt hjælp med vejrtrækning – men ikke noget, der på nogen måde var bekymrende. Snart gik han ud igen, det var jo også hans job at få taget en masse billeder *G*.
Nu syntes jeg faktisk ikke, jeg havde tid til at ligge der længere, men desværre tager det altså længere tid at lukke, end det gjorde at åbne. Men mens jeg ventede, nåede min smukke datter dog også at komme ind og hilse på.
Endelig færdig blev jeg mokset over i en seng og fulgtes med Heini og de to små vidundere over på opvågningen, hvor jeg endelig kunne få hilst rigtigt på dem, få snakket det hele igennem med jordemoderen, og de to små fik noget at spise (ikke hos mig, men MME af bæger, såkaldt ”early feeding” som er nødvendigt ved diabetes-fødsler). Og vi var rørende enige om, at det da vist var en Silas og en Bjørg.
Vi blev efterfølgende fem dage på Kolding Sygehus, hvor vi fik en rigtig god og meget respektfuld behandling. Børnene klarede sig til UG, på trods af den lidt tidlige fødsel, og vi var aldrig forbi børneafdelingen. Men hvor det dog alligevel dejligt at komme hjem til storesøster og nyde at være en familie i vores eget hjem.
Søskende på babylisten:
Bjørg Elisabeth (tv. m. Silas Marius) (20 år 7 mdr)
Ronja Juliane (23 år 3 mdr)
Få en personlig signatur til debatten eller hjemmesiden
Profilen er senest opdateret d. 14/5-2006
> Slet profil <
Morsverden.dk > Babylisten > +x(200))
14/5)+x(200))